kirstenskaarup.dk

vegansk julekalenderArkiv

lørdag

1

december 2018

12

KOMMENTARER

plantebaseret foie gras – julekalender 2018

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad

.

4. december 2018

vi åbner låge nr. 4

Jeg har en forkærlighed for den store selleriknold, der bag sit utilnærmelige ydre gemmer et hvidt og velsmagende “hjerte”. Da jeg var barn kendte jeg kun selleri som små udkogte terninger i en suppe. Men hold da op. Hvor har selleri mange muligheder.

Her har knolden fået et helt nyt og velsmagende liv. Tynde skiver er rullet sammen om en nøddefars og serveret som glutenfrie “cannelloni”.

Se opskriften her.

 


..

 

3. december 2018

vi åbner låge nr. 3

Postej eller paté hører til julens helt uundværlige retter. Denne postej er fremragende både som middagsret og på frokostbordet.

Postejen er udviklet af en mand ved navn Jan Oskar, som ville skabe noget, der mindede om den kendte leverpostej. Jeg synes jo ikke at plantemad skal ligne eller smage for meget af kødmad, men denne postej er jeg næsten sikker på vil falde i alles smag, plantespisere såvel som kødspisere. Derfor er den ikke mindst velegnet til et frokostbord, hvor der er mennesker med forskellige madønsker.

Se opskriften her.

 


 

 

2. december 2018

vi åbner låge nr. 2 i julekalenderen

Prøv disse “sild”. Du tror ikke dine egne smagsløg!

Sild på julens frokostbord er en klassiker i Danmark. Heldigvis kan denne dejlige spise sagtens fremtrylles af aubergine, så vi plantespisere også kan være med i front omkring frokostbordet.

Hvis du ikke allerede kender disse karry”sild” vil du blive overrasket over, hvor meget de minder om rigtige sild. Jeg har nogle venner, som serverede karry”sildene” for gæster, som rent faktisk troede, at det var de gammelkendte fisk!

Du kan finde opskriften her.

.

 


.

vi åbner første låge i julekalenderen

Vi glæder os i denne tid …

Vi kommer ikke uden om det. Det er 1. december, og juleræset er skudt i gang! Og jeg er selvfølgelig med i opløbet med masser af ideer til plantebaseret, bæredygtig og lækker julemad.

I december måned vil jeg frem til den 23. december komme med forslag til lækker plantebaseret julemad – både til frokost og til julemiddagen. Jeg ved, at I allerede er i fuld gang med at planlægge retterne til de mange sammenkomster i december måned. Så tiden er inde!

Jeg vil hver dag foreslå en juleret på bloggen. Nogle vil være nye (så får du en mail), andre vil være de lækreste juleretter fra de foregående år. Så klik ind på bloggen hver dag, hvis du leder efter inspiration.

Det jeg holder allermest af ved december er de mange hyggelige møder med familie og venner. Dem ser vi jo nok alle med jævnlige mellemrum året igennem, men der er noget ganske særligt ved at mødes i decembers tusmørke, dunkle dage der kalder på en masse hygge, lyskæder og stearinlys – og så er der jo al den lækre julemad at samles om!

.

“gås” med god samvittighed

Af alle slags mærkelige dyr og deres kropsdele, som folk spiser, har jeg altid undret mig mest over gåselever, foie gras. Det er sikkert ikke mere lidelsesfuldt for dyrene at fremstille denne leverpostej end en flæskesteg, måske tværtimod. Men for mig er det bare SÅ unødvendigt, at stakkels gæs skal tvangsfodres for at tilfredsstille mennesker, der lige så godt kunne spise så meget andet.

Her kommer så en plantebaseret udgave. Faktisk har jeg aldrig selv smagt foie gras. Det var uden for min økonomiske rækkevidde, da jeg stadig spiste kød. Derfor kender jeg ikke smagen, men her kommer en lille sag, som jeg godt tør sige, smager skønt!

Spis gerne en lidt sødlig kompot til pateen, se nedenfor – og så en hårdt ristet skive lyst brød.

Ideen til den plantebaserede foie gras fik jeg, fordi den optrådte som ouverture til den vidunderlige 8 retters plantebaserede tasting menu, jeg for et par måneder siden nød på restaurant Gauthier Soho i London, læs evt. mere her.

I bund og grund synes jeg ikke, at plantemad skal smage som kød. På den anden side, synes jeg det er fint at efterligne animalsk mad, hvis man kan få en lækker og velsmagende ret ud af det – hos mig skal det bare ikke smage af kød, men det må gerne hedde frikadelle, bøf – eller for den sags skyld foie gras!

Retten passer som led i en frokost eller som forret til julemiddagen.

.

pærekompot

plantebaseret foie gras

(4 personer)

4 tørrede shiitakesvampe (evt. karljohan)

25 g skalotteløg

250 g champignon

2 spsk olivenolie

1 spsk lime- eller citronsaft

evt. lidt sojafløde eller anden fløde

evt. 1-2 spsk cognac

1-2 spsk tamari, friskkværnet peber

35 g valnødder

4 spsk vegansk smør, evt. kokosolie + olivenolie

4 tynde skiver lyst brød

.

Hæld kogende vand på shiitakesvampene og lad dem udbløde et par timer. Afdryp svampene, fjern stokkene og skær hattene i små stykker.

Hak skalotteløg og champignon. Svits dem i olien sammen med shiitakesvampene, til svampene er bløde. Tilsæt citrussaften.

Findel blandingen i en food processor. Du kan purere den helt glat eller bevare noget struktur. Jeg foretrækker det sidste. Tilsæt evt. lidt fløde, hvis du ønsker postejen meget blød.

Smag til med cognac (kan udelades), tamari og peber.

Hak valnødderne fint og rør dem i blandingen.

Anret ”foie gras’en” på fire tallerkner eller læg den i fire små patentglas som på billederne.

Smelt det valgte fedtstof og fordel det over pateerne. Sæt skålen eller glassene i køleskabet nogle timer, evt. natten over.

Tag ”foie gras’en” ud i god tid inden serveringen, så den kan få stuetemperatur.

Rist tynde skiver af lyst brød hårdt og servér dem til den lille delikatesse sammen med pærekompot.

.

.

pærekompot

(4 personer)

2 spsk finthakket skalotteløg

25 g hakkede tranebær, kan erstattes af rosiner

1 spsk olivenolie

1 pære, ca. 200 g

1/2 dl appelsinsaft

salt, evt. ahornsirup

1 spsk meget fintsnittet salvie eller anden krydderurt

.

Svits løg og tranebær i olien, til løgene er bløde.

Skær pæren i tynde fileter og kom dem i gryden sammen med appelsinsaften.

Lad kompotten simre 3-4 minutter. Pærefileterne må gerne bevares lidt sprøde.

Smag til med salt og sirup.

Drys kompotten med salvie og servér den portionsvis sammen med ”foie gras’en”.

 

.

Share