kirstenskaarup.dk

vegansk forretArkiv

lørdag

1

december 2018

12

KOMMENTARER

plantebaseret foie gras – julekalender 2018

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, julemad

.

4. december 2018

vi åbner låge nr. 4

Jeg har en forkærlighed for den store selleriknold, der bag sit utilnærmelige ydre gemmer et hvidt og velsmagende “hjerte”. Da jeg var barn kendte jeg kun selleri som små udkogte terninger i en suppe. Men hold da op. Hvor har selleri mange muligheder.

Her har knolden fået et helt nyt og velsmagende liv. Tynde skiver er rullet sammen om en nøddefars og serveret som glutenfrie “cannelloni”.

Se opskriften her.

 


..

 

3. december 2018

vi åbner låge nr. 3

Postej eller paté hører til julens helt uundværlige retter. Denne postej er fremragende både som middagsret og på frokostbordet.

Postejen er udviklet af en mand ved navn Jan Oskar, som ville skabe noget, der mindede om den kendte leverpostej. Jeg synes jo ikke at plantemad skal ligne eller smage for meget af kødmad, men denne postej er jeg næsten sikker på vil falde i alles smag, plantespisere såvel som kødspisere. Derfor er den ikke mindst velegnet til et frokostbord, hvor der er mennesker med forskellige madønsker.

Se opskriften her.

 


 

 

2. december 2018

vi åbner låge nr. 2 i julekalenderen

Prøv disse “sild”. Du tror ikke dine egne smagsløg!

Sild på julens frokostbord er en klassiker i Danmark. Heldigvis kan denne dejlige spise sagtens fremtrylles af aubergine, så vi plantespisere også kan være med i front omkring frokostbordet.

Hvis du ikke allerede kender disse karry”sild” vil du blive overrasket over, hvor meget de minder om rigtige sild. Jeg har nogle venner, som serverede karry”sildene” for gæster, som rent faktisk troede, at det var de gammelkendte fisk!

Du kan finde opskriften her.

.

 


.

vi åbner første låge i julekalenderen

Vi glæder os i denne tid …

Vi kommer ikke uden om det. Det er 1. december, og juleræset er skudt i gang! Og jeg er selvfølgelig med i opløbet med masser af ideer til plantebaseret, bæredygtig og lækker julemad.

I december måned vil jeg frem til den 23. december komme med forslag til lækker plantebaseret julemad – både til frokost og til julemiddagen. Jeg ved, at I allerede er i fuld gang med at planlægge retterne til de mange sammenkomster i december måned. Så tiden er inde!

Jeg vil hver dag foreslå en juleret på bloggen. Nogle vil være nye (så får du en mail), andre vil være de lækreste juleretter fra de foregående år. Så klik ind på bloggen hver dag, hvis du leder efter inspiration.

Det jeg holder allermest af ved december er de mange hyggelige møder med familie og venner. Dem ser vi jo nok alle med jævnlige mellemrum året igennem, men der er noget ganske særligt ved at mødes i decembers tusmørke, dunkle dage der kalder på en masse hygge, lyskæder og stearinlys – og så er der jo al den lækre julemad at samles om!

.

“gås” med god samvittighed

Af alle slags mærkelige dyr og deres kropsdele, som folk spiser, har jeg altid undret mig mest over gåselever, foie gras. Det er sikkert ikke mere lidelsesfuldt for dyrene at fremstille denne leverpostej end en flæskesteg, måske tværtimod. Men for mig er det bare SÅ unødvendigt, at stakkels gæs skal tvangsfodres for at tilfredsstille mennesker, der lige så godt kunne spise så meget andet.

Her kommer så en plantebaseret udgave. Faktisk har jeg aldrig selv smagt foie gras. Det var uden for min økonomiske rækkevidde, da jeg stadig spiste kød. Derfor kender jeg ikke smagen, men her kommer en lille sag, som jeg godt tør sige, smager skønt!

Spis gerne en lidt sødlig kompot til pateen, se nedenfor – og så en hårdt ristet skive lyst brød.

Ideen til den plantebaserede foie gras fik jeg, fordi den optrådte som ouverture til den vidunderlige 8 retters plantebaserede tasting menu, jeg for et par måneder siden nød på restaurant Gauthier Soho i London, læs evt. mere her.

I bund og grund synes jeg ikke, at plantemad skal smage som kød. På den anden side, synes jeg det er fint at efterligne animalsk mad, hvis man kan få en lækker og velsmagende ret ud af det – hos mig skal det bare ikke smage af kød, men det må gerne hedde frikadelle, bøf – eller for den sags skyld foie gras!

Retten passer som led i en frokost eller som forret til julemiddagen.

.

pærekompot

plantebaseret foie gras

(4 personer)

4 tørrede shiitakesvampe (evt. karljohan)

25 g skalotteløg

250 g champignon

2 spsk olivenolie

1 spsk lime- eller citronsaft

evt. lidt sojafløde eller anden fløde

evt. 1-2 spsk cognac

1-2 spsk tamari, friskkværnet peber

35 g valnødder

4 spsk vegansk smør, evt. kokosolie + olivenolie

4 tynde skiver lyst brød

.

Hæld kogende vand på shiitakesvampene og lad dem udbløde et par timer. Afdryp svampene, fjern stokkene og skær hattene i små stykker.

Hak skalotteløg og champignon. Svits dem i olien sammen med shiitakesvampene, til svampene er bløde. Tilsæt citrussaften.

Findel blandingen i en food processor. Du kan purere den helt glat eller bevare noget struktur. Jeg foretrækker det sidste. Tilsæt evt. lidt fløde, hvis du ønsker postejen meget blød.

Smag til med cognac (kan udelades), tamari og peber.

Hak valnødderne fint og rør dem i blandingen.

Anret ”foie gras’en” på fire tallerkner eller læg den i fire små patentglas som på billederne.

Smelt det valgte fedtstof og fordel det over pateerne. Sæt skålen eller glassene i køleskabet nogle timer, evt. natten over.

Tag ”foie gras’en” ud i god tid inden serveringen, så den kan få stuetemperatur.

Rist tynde skiver af lyst brød hårdt og servér dem til den lille delikatesse sammen med pærekompot.

.

.

pærekompot

(4 personer)

2 spsk finthakket skalotteløg

25 g hakkede tranebær, kan erstattes af rosiner

1 spsk olivenolie

1 pære, ca. 200 g

1/2 dl appelsinsaft

salt, evt. ahornsirup

1 spsk meget fintsnittet salvie eller anden krydderurt

.

Svits løg og tranebær i olien, til løgene er bløde.

Skær pæren i tynde fileter og kom dem i gryden sammen med appelsinsaften.

Lad kompotten simre 3-4 minutter. Pærefileterne må gerne bevares lidt sprøde.

Smag til med salt og sirup.

Drys kompotten med salvie og servér den portionsvis sammen med ”foie gras’en”.

 

.

Share

lørdag

30

december 2017

27

KOMMENTARER

glædeligt, godt & grønt nytår 2018 – “ravioli” af stribet bede

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, nytår

.

.

sommerfugleeffekten

Måske har du hørt om sommerfugleeffekten? Udtrykket stammer fra kaosteorien og går ud på, at en sommerfugls basken med vingerne i din have kan udløse en orkan på den anden side af kloden.

Når jeg nævner sommerfugleteorien her på tærsklen til det nye år, er det fordi, jeg synes jeg har gentaget mig selv i alt for mange år med ønsket om, at vi begynder at behandle jordkloden som det levende og dyrebare væsen, den er. Ja, at vi minder hinanden om, at denne enestående klode er selve grundlaget for vores eksistens. Og at vi har ansvaret for, hvad der sker – også på den anden side af jorden. Derfor håber jeg – endnu en gang på tærsklen til endnu et nyt år – at mange i 2018 vil åbne deres bevidsthed for sammenhængen mellem natur og menneske. Sammenhængen mellem alt levende på jorden. Sammenhængen mellem vores handlinger og dét, der sker med vores forpinte klode. Vi har afskåret os selv så meget fra naturen, at vi tror, vi kan ignorere den. Det kan vi ikke. Den er selve grundlaget for vores eksistens.

I øjeblikket betaler vi for vores ignorance med klimakatastrofer, forurening, velfærdssygdomme og milliarder og atter milliarder af dyr, som lever i dét, man kun kan kalde dyrenes koncentrationslejre. Hvis vi ville åbne vores hjerter for dyrenes lidelser, ville vi ikke tillade det. Ville du lade din hund eller kat leve sådan et liv?

Prisen for at pine og plage dyrene er ødelæggelse af naturen, klimaforandringer, fattigdom i den tredje verden, ekstrem overvægt og unødvendige velfærdssygdomme. Det er en høj pris at betale for at få en luns kød i munden.

Lad os minde hinanden om, at hver gang vi tager en bid mad i munden, har det effekt på den anden side af jorden. Lad os blive bevidste om, hvad vores valg af mad betyder. Lad os være taknemmelige over, at vi i vores del af verden har frit valg på alle hylder. Og lad så minde os selv om at millioner af mennesker andre steder sulter. Og at dét hænger sammen med dit og mit valg.

Mit ønske for 2018 er, at vi åbner op for empati med alt levende: naturen, dyrene og vores medmennesker.

.

.

teorien om de 100 aber

En anden hypotetisk teori giver håb om, at ændringer kan ske pludseligt og voldsomt. Det handler om den idé, at hvis blot 100 aber i en bestemt gruppe ændrer adfærd, vil denne adfærd uforklarligt brede sig til lignende grupper langt væk.

Hundrede mennesker er tilsyneladende for få til at ændre på vores adfærd, men hvis alle, der læser med her, kødspisere, vegetarer og veganere, i det nye år forpligter sig til at servere mindst ét lækkert måltid af plantebaserede råvarer til deres modstræbende familie og/eller venner, der ikke kender den grønne mad, så kan vi sprede det grønne budskab på en kærlig og bevidsthedsudvidende måde til tusindvis af mennesker. Alt for mange lider stadig af den gamle fordom, at grøn mad er kedelig, farveløs og i øvrigt ikke smager af noget! Giv dem gerne samtidig adressen på min blog. Jeg arbejder hver dag på at modbevise denne holdning.

Og selv om det stadig er ét skridt frem og to tilbage (7 ud af 10 danskere spiser oksekød nytårsaften – den mest klimabelastende mad overhovedet), er der alligevel grønne lysglimt her i det nye år. En af de store positive tiltag  er, at Dansk Supermarked lancerer hakket plantekød. Det kan komme til at betyde rigtig meget for kødspiserne, der forhåbentlig her finder ud af, at man ikke behøver at spise kød. Vi har ganske vist gjort det i millioner af år, men nu er tiden inde til at fase det ud. Plejer er ved at blive aflivet. Det vidner også de mange nye veganske produkter om, der lige nu dukker op i mange supermarkeder.

Mit ønske for 2018 er, at rigtig mange mennesker vil skære ned på kødindtaget. Så tag godt imod plantekødet, eller lav det selv: der ligger snesevis af opskrifter her på bloggen på hjemmelavet plantefars til bøffer, frikadeller, postejer og pateer.

.

godt nytår og tak til alle, der læser med her

Nytåret er tiden til refleksioner, til at gøre regnebrættet op, måske drømme om kommende eventyr – og til at sige TAK. Jeg vil gerne sige en meget, meget stor TAK til alle jer, der læser med her. Tak for jeres opbakning, tak for mange, mange søde hilsener i årets løb. Ofte sidder jeg med tårer i øjnene, når jeg læser jeres kærlige ord. Jeg er dybt taknemmelig for, at mine “opfindelser” bliver modtaget med så stor glæde. Det er virkelig motiverende. Så jeg håber, I følger med også i 2018. Jeg har flere gode januar-ideer klar, og skulle I mangle en sidste forret til nytårsmenuen, så får I lige én med nedenfor.

Rigtig godt og glædelig nytår!

.

 

..


 .

en dannebrogsfarvet forret

Ravioli hedder de små italienske puder af pasta med et fyld inden i. Her er mit forslag til en anderledes ravioli, oven i købet glutenfri.

Jeg har valgt at lægge to papirtynde skiver af stribet bede sammen med gedeost (vegetarisk udgave) eller creme af cashewnødder (vegansk udgave).

Du har måske bemærket, at jeg bringer flere veganske opskrifter end tidligere. Det gør jeg, fordi de animalske produkter (æg og mælkeprodukter) ofte er helt overflødige. Så hvorfor bruge dem? Og er man ikke veganer, kan man jo nemt selv tilsætte det animalske islæt, man måtte ønske sig. Det modsatte er vanskeligere.

Og ikke mindst: for mig er det vigtigt, at alle kan følge med i omstillingen fra animalsk til plantebaseret mad. Vi skal ikke slå hinanden i hovedet med vores egne holdninger. Det handler om at stå sammen om et etisk forsvarligt valg af mad. Og vi er alle på hver vores stadie på livets vej. Det vigtige er, at vi overhovedet tager det første trin ned fra kødtårnet. Hver eneste kødfri dag er en sejr!

.

ravioli – nu med “bacon”

Jeg har serveret retten med sprød tang-“bacon”. Tangen kan steges i forvejen og holder sig sprød nogle timer, men du kan sagtens helt udelade den. Retten smager også skønt uden.

.

ravioli af stribet bede i solbærsovs

(4 personer – forret) 

savtang (kan udelades), se om ingredienser og fremgangsmåde her

50 g skalotteløg

1 spsk oliven- eller rapsolie

1 dl solbærsyltetøj

1/2 dl havre- eller sojafløde

salt, friskkværnet peber

8 papirtynde skiver af stribet bede

4 spsk blød gedeost, for vegansk udgave se nedenfor

rød syre, mynte eller basilikum, timian etc.

 

Rist tangen sprød i olien og sæt den til side. Se om ingredienser og fremgangsmåde her.

Hak skalotteløget og svits det let gyldent i olien. Tilsæt syltetøj og fløde. Kog det op og smag til med salt og peber.

Skær bedeskiverne meget tyndt på et mandolinjern. Diameteren skal være ca. 7 cm.

Overhæld skiverne med kogende vand lige inden serveringen. Lad dem kun stå et øjeblik, da de ellers mister de røde striber.

Læg skiverne sammen to og to med gedeosten eller cashewcremen, se nedenfor, imellem (som ravioli).

Fordel den varme sovs i fire dybe tallerkener og sæt en ravioli i hver.

Læg et stykke sprødstegt tang på toppen og drys med rød syre og mynte eller basilikum, evt. også lidt timian.

.

.

cashewcreme

Hvis du ikke spiser gedeost, så blend 25 g cashewnødder med 1 dl havre-creme fraiche. Smag til med citronsaft, gærflager, salt og peber.

.

tang som “bacon”

Der er kommet forskellige slags tang frem, der er egnet til “bacon”. Jeg foretrækker denne savtang fra Dansk Tang. Se nærmeste forhandler her.

 

.

Share

torsdag

20

juli 2017

4

KOMMENTARER

grillede sommerruller med pesto, blomster og dildolie

Skrevet af , Posted in forretter

.

en sommerlig servering

Her er en lille forret, som flytter havens overdådighed af krydderurter og spiselige blomster ind på tallerknen.

Det er værd at huske på, at vi også “spiser” med øjnene. Når en ret ser farverig, smuk og lækker ud, starter fordøjelsen allerede, fordi mundvandet forøges og gør kroppen klar til at nyde og fordøje den smukke – og også ofte sunde mad. Det er nemlig sådan, at jo flere farver, der er på maden, desto flere næringsstoffer får vi. Især de såkaldte sekundære stoffer, som findes i grøntsagers og urters farve og duft, er noget, man ikke kan købe på apoteket.

De små boller er glutenfrie kerneboller.

.

smukt skal det være ….

Jeg hører til dem, der mener, at mad skal serveres på den smukkest mulige måde. Jeg ved godt, at der kan være travle dage, hvor gryden bare lander på bordet med den i hast sammenkogte ret. Men ærlig talt: er det stimulerende for mundvandet og nydelsen?

Så har man tid, er den givet godt ud til at pusle lidt med en smuk servering. Og det koster ikke ekstra!

.

en hel sommer på én tallerken

Til rullerne ovenfor har jeg serveret en slags dildolie. Rigtig dildolie skal blendes og sies. Denne olie er blot smagt til med limesaft, salt, peber og masser af klippet dild.

Hvis du vil undgå olien, så vælg i stedet yoghurt smagt til med økologisk citronskal og -saft (eller lime) samt salt og peber. Se billedet øverst.

Du kan vælge alle mulige slags krydderurter og spiselige blomster som pynt. Jeg har brugt blomstrende koriander, tallerkensmækker, lavendel, bronzefennikel, rød skovsyre, hjulkrone og ærteskud.

.

rulle, rulle, rulle …

Jeg har rullet de grillede grøntsager sammen om en hjemmelavet pesto, men har du ikke tid til selv at lave pesto, kan du evt. kvikke en god købt pesto op med flere finthakkede pinjekerner, mandler eller nødder samt evt. presset hvidløg.

.

på grill, på pande eller i ovn

Hvis du hører til grillfolket, kan grøntsagsskiverne med forsigtighed grilles på risten, men du kan også grille dem i ovnen eller på en grillpande.

Når jeg laver rullerne, sætter jeg dem på et tyndt træspyd og skubber dem tæt sammen. Derefter får de lov at stå i køleskabet nogle timer, evt. natten over. Så kan man nemt løfte rullerne samlet over på serveringstallerknen og forsigtigt trække spyddene ud.

Tag i givet fald rullerne ud af køleskabet i god tid, så de kan nå at få stuetemperatur.

.

grillede sommerruller med pesto, blomster og dildolie

(4 personer)

1 stor aubergine

1 stor squash

1 stor peberfrugt eller to små

olivenolie

1/2 portion pesto

evt. tynde træspyd

masser af spiselige blomster og krydderurter

dildolie:

1/2 dl olivenolie

1 spsk limesaft

3-4 spsk klippet dild

salt, friskkværnet peber

.

Skær auberginen og squashen i skiver på langs. Skiverne af squash skal ikke være for tynde, så går de nemt i stykker.

Del peberfrugten i kvarte og fjern kerner og frøstol.

Læg grøntsagerne på en smurt bageplade og pensl dem med lidt olie.

Sæt pladen under grillen og vend skiverne, når de er let gyldne. Grill dem også på den anden side. Peberfrugten skal være temmelig ”brændt”.

Afkøl grøntsagerne og flå skindet af peberfrugten.

Lav pestoen. Du kan vælge basilikum-, rucola- eller ramsløgpesto.

Rør olien med limesaft, dild, salt og peber. Smag til.

Skær peberfrugten i 8 stykker på langs.

Del evt. skiverne af aubergine og squash, hvis de er meget lange.

Læg en teskefuld pesto på hvert stykke grillet grøntsag og rul dem sammen.

Sæt rullerne på fire spyd og pres dem lidt sammen. Sæt evt. rullerne i køleskabet nogle timer eller til næste dag.

Saml den ønskede mængde spiselige blomster og krydderurter.

Hvis rullerne har været i køkeskabet, så tag dem ud i god tid. Anret dem på fire tallerkener. Fjern spyddene.

Drys med de valgte blomster og urter og dryp med dildolien.

.

 

Share