Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tomaterArkiv

torsdag

26

juli 2018

4

KOMMENTARER

squashsalat med sorte bønner og sesamdressing

Skrevet af , Posted in salater

.

SSS: squash er også skønne i en salat

 

I juli og august er der næsten gratis mad – i al fald hvis man kan lide squash. Hvis du selv dyrker dem, er de helt gratis, men ellers fås de mange steder for en slik. Forleden delte jeg en nem kold squashsuppe med jer. I dag synes jeg, turen er kommet til en sval salat.

Det er nemlig stadig vejr til kølig og nem mad. For ikke at gå helt protein-kold har jeg føjet sorte bønner til salaten. Så er den mættende foruden at være sommer-lækker. Hvis du ikke orker at bøvle med iblødsætning og kogning af bønner, så grib en dåse bønner eller kikærter i supermarkedet. Eller måske har du et par portioner bønner eller kikærter liggende i fryseren? Så er det ekstra nemt. Du kan selvfølgelig også helt udelade bønnerne, især hvis du spiser salaten til en proteinrig hovedret.

.

at suge begærligt i stilken

Små solmodne bomber af velsmag i form af tomater passer fint til squash. Disse pragteksemplarer  er fra min ven René’s drivhus. Her passes og plejes stort og småt med jordisk gødskning og kærligt nærvær, og det kan man smage på de skønne produkter.

Store og små tomater hænger i store klaser i drivhuset. Jeg kommer til at tænke på Frank Jægers digt, “O, at være en høne”. Ganske vist drejer det sig i digtet om et æble, men når jeg ser al denne overflod, tænker jeg på linjerne: “at suge begærligt i stilken, slippe en sensommerdag”. Det er sådan de mange sorter tomater udvikler sig og trives i René’s drivhus. Man kan bogstavelig talt fornemme, hvordan tomaterne suger al den gode økologiske næring til sig, mens de utallige duft- og smagsstoffer udvikler sig i solen og varmen.

.

nyd salaten til frikadeller

Salaten kan sagtens nydes solo, fx som en frokostret. Men den er også fin til frikadeller eller en postej.

Vil du have idé til frikadeller, så prøv nøddefrikadeller – og skal det være en paté, så prøv en bønnepaté.

.

En enkelt squashplante kan nærmest mætte en hel familie her i juli/august.

Til denne salat kan du bruge både grønne og gule squash – eller en blanding.

.

squashsalat med sorte bønner og sesamdressing

(4 personer)

100 g sorte bønner eller andre bønner (evt. fra dåse)

5 spsk sesamfrø

2 fed hvidløg

1 stor squash eller to små

10 radiser

10 små tomater

100 g bælgede ærter

1 bdt mynte

dressing:

4 spsk olivenolie

1-2 spsk ristet sesamolie (kan udelades)

2-3 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

.

Hvis du bruger tørrede bønner, så sæt dem i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 30-40 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Rist sesamfrøene gyldne på en tør pande. Tilsæt to fed presset hvidløg og et lille drys salt. Sæt sesamfrøene til side.

Skær squashen i tynde skiver, enten på langs eller på tværs. Brug gerne et mandolinjern.

Skær radiserne i skiver og skær tomaterne i kvarte.

Bland alle ingredienserne med mynteblade.

Rør dressingen sammen og smag godt til med salt, peber og evt. et nip sukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys sesamfrøene på lige inden serveringen.

.

.

 

Share

onsdag

26

juli 2017

20

KOMMENTARER

rå tomatsuppe med gourmetkvaliteter

Skrevet af , Posted in supper

.

sommerens skønneste og nemmeste “suppe”

Her er en slags “suppe” med næsten kun én enkelt ingrediens. Nemmere bliver det ikke. Jeg får nemlig tit at vide, at jeg bruger alt for mange ingredienser i mine opskrifter.

Det gør jeg selvfølgelig for at opnå en så sublim smagsoplevelse som muligt – og i mange tilfælde også for at tilgodese alle de næringsstoffer, vi har brug for i det enkelte måltid. Og jeg vil gerne understrege, at lækker og velsmagende mad ofte er baseret på krydderier og krydderurter. Det er nemlig nødvendigt, hvis vi skal føle os både glade, mætte og tilfredse, at maden indeholder mange smagsnuancer. Det er faktisk en af forudsætningerne for ikke at overspise.

.

ingen regel uden undtagelse

Men her er så undtagelsen fra reglen: en rå suppe, kun med tomater. Der skal hverken koges, steges eller bages. Blot hakkes – og derefter nydes, langsomt! Jeg vil næsten vædde på, at du ikke vidste, at tomater kan indeholde så mange elegante smagsnuancer.

Det er, som om selve solens livgivende energi bliver trukket ud af tomaterne. Men hvis du er en af dem, der sluger maden uden at smage og nyde, går du glip af oplevelsen!

.

brug tomater i flere farver

For at få nok væde – det er her smagsoplevelsen venter – skal du bruge et par store solmodne tomater, men vælg ellers hovedsagelig små søde tomater i forskellige farver. Så glæder du også øjet.

.

en sublim smag

Jeg har tit sammenlignet madlavning med alkymi, og i denne “suppe” sker der virkelig noget “hokus-pokus”. Væden, der drypper fra tomaterne, har en helt vidunderlig smag, der ikke opleves i den hele tomat, og som løfter denne lille servering op til gastronomiske højder. Det lyder mærkeligt, men prøv selv.

.

rå tomat”suppe”

(4 personer)

1-2 store solmodne, kødfulde tomater

400 g små gule, orange og røde sherrytomater

2-3 spsk olivenolie

evt. agavesirup eller rørsukker

salt, friskkværnet peber

krydderurter, fx timian og/eller estragon

.

Skær alle tomaterne i bittesmå stykker og læg dem i en sigte. Drys med lidt salt og lad tomaterne afdryppe mindst 8 timer.

Pres lidt mere væde ud af tomaterne og smag væden til med salt og peber. Rør olien i. Smag også de hakkede tomater til med lidt salt og peber, evt. også en lille smule agavesirup eller andet sødestof.

Fordel væden i fire glas eller tallerkner og læg de hakkede tomater over.

Servér “suppen” ved stuetemperatur og pynt med de valgte krydderurter. Både frisk timian og estragon passer fint til tomaterne.

.

tip

I juli og august boomer tomaterne. Så er det et godt tidspunkt at lave langtidsbagte tomater. Det er små himmerigsfulde smagsoplevelser.

Når du forbereder tomaterne til tørring, får du en del kerner og væde til overs. Det er synd at smide den ud, og den er fin at bruge i denne “suppe”. Der er mange kerner i væden, og du kan evt. si væden gennem et klæde.

 

Share

torsdag

6

juli 2017

16

KOMMENTARER

tomatbøffer – tomatkeftedes fra Santorini

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

med hilsen fra den græske ø, Santorini

Det er ved at være højsæson for tomater, også i Danmark. Og især hvis man dyrker frugterne i et drivhus.

Selv om tomat er en af de frugter, danskerne spiser allermest af, har vi ikke vældig mange retter med tomat. Der er selvfølgelig tomatsovs og tomatsuppe, men så er ideerne også næsten sluppet op. Der er naturligvis også tomattærte og tomater med fyld. De fyldte tomater har jeg faktisk lige lavet, så der er en opskrift på vej.

Men mon ikke de fleste tomater havner i en salat?

Sydpå, hvor man kan dyrke store solmodne, kødfulde tomater, er der flere opskrifter at vælge imellem. Et eksempel er disse tomatkeftedes, som er en lokal ret fra den skønne græske ø, Santorini. Keftedes betyder kødboller eller frikadeller. Jeg har valgt at kalde mine for bøffer.

.

man kan altid blive klogere

Selv om jeg har rejst meget i Grækenland og også været på Santorini flere gange, har jeg aldrig smagt disse tomatbøffer dernede. På en god dag kan jeg ellers godt bilde mig selv ind, at jeg kender maden ret indgående i de lande eller steder, hvor jeg har rejst. Men der er altså smuttere, må jeg indse. Det var nemlig en af bloggens læsere, Dorit, en sand Santorini-ekspert, der gjorde mig opmærksom på disse bøffer.

Dorit skriver, at næsten enhver husmor på Santorini har sin egen specielle opskrift på tomatbøfferne. Jeg har så lavet min udgave her, og jeg håber, at Dorit bliver tilfreds med den!

Faktisk besøgte jeg Santorini allerede i 1978. Jeg havde arbejdet på et forlag i München og tog 3 måneders ekstra orlov, hvor jeg rejste med rygsæk ned gennem Italien til Bari. Her tog jeg båden til Korfu, hvor jeg sniffede berusende timianduft, spiste øens vidunderlige oliven og drak lidt retzina, inden jeg tog over til fastlandet og kørte med gamle skramlende busser ned gennem landet til Athen og herfra videre med små både ud til mange af øerne i Det ægæiske Hav, bl.a. Santorini.

Dengang var der ingen lufthavn på Santorini, så møjsommeligt måtte jeg med rygsækken på nakken klatre op ad den stejle bjergskråning til byen på toppen. Det var besværet værd, for vulkanøen er en af de smukkeste i ø-havet. Små, hvide kirker med azurblå tage læner sig faretruende ud over klippekanterne, kaskader af blomster myldrer overalt og et krystalklart hav blinker langt nede. Men altså: ingen tomatbøffer til mig!

.

gammelt køkken

Det græske køkken er et af Europas ældste. Digteren Archestratus skrev en af historiens første “koge”bøger i det fjerde århundrede f.Kr. Og dekorerede vaser, fade og figurer viser køkkenscener fra lang tid før vores tidsregning.

Det græske køkken hører til det sunde middelhavskøkken med masser af helsebringende råvarer. Oliven og olivenolie ligger højt på skalaen sammen med masser af grøntsager som tomater, auberginer, artiskokker, asparges, bladselleri, fennikel etc. – og bælgfrugter som tørrede bønner og kikærter. Masser af citroner og krydderurter er med til at give maden smag og karakter – og masser af antioxidante stoffer.

Kød har aldrig spillet nogen stor rolle i det græske køkken. Derimod har brød altid været en uundværlig følgesvand til måltidet. Bedst kendt er pitabrødet, men også fladbrød er almindeligt. De gamle grækere kendte ikke til spisebestik, så de spiste med hænderne, eller de brugte brødet til at “skovle” maden op med. Brødet blev endog brugt til at tørre fingrene i. Det brugte brød blev så smidt på gulvet til slaverne og til hundene.

.

tomatbøffer med bønnesalat

Spis fx en salat af store limabønner med oliven, bladselleri og valnødder til tomatbøfferne. Du kan også give brød til, men her i sommertiden vil jeg anbefale nye kogte kartofler.

.

græske tomatbøffer (tomatkeftedes)

16 stk.

3/4 kg kødfulde tomater

150 g vegansk feta eller anden feta

75 g rødløg eller skalotteløg

1/2 dl hakket persille

1/2 dl hakkede mynteblade

1 spsk tørret oregano

1 spsk citronsaft

2 tsk bagepulver

ca. 125 g hvedemel (evt. kikærte- eller sojamel)

salt, friskkværnet peber

olivenolie til stegning

.

Skær tomaterne i små terninger og læg dem i en fintmasket sigte. Drys med 2 tsk salt og lad tomaterne afdryppe 1/2-1 time (gem væden og brug den i en suppe).

Smulder fetaen fint. Hak løget fint.

Bland feta, løg, de tre slags krydderurter og citronsaften i tomaterne.

Bland bagepulveret i melet og rør det i tomatmassen sammen med friskkværnet peber. Det er vigtigt, at tomaterne hænger godt sammen. Så måske skal der tilsættes lidt mere hvedemel. Smag til med salt og peber.

Pres farsen godt sammen i skålen og sæt den i køleskabet en halv times tid.

Vurdér konsistensen. Måske skal der endnu lidt mel i. Det er vigtigt, at massen hænger sammen under stegningen.

Varm ca. 1/2 dl olie op i en pande. Sæt ”bøfferne” i den varme olie og pres dem lidt flade. Brug en ske dyppet i koldt vand for hvor ”bøf”.

Steg ”bøfferne” gyldne på begge sider.

.

servér en bønnesalat til

Denne bønnesalat passer fint til tomatbøfferne.

.

opskrifterne er fra min nye bog

Både bøfferne og salaten er med i min nye bog med masser af ideer til klimakærlig mad med plantefars.

Læs mere om bogen her.

 

.

Share