Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tofu og valnødderArkiv

fredag

2

december 2016

8

KOMMENTARER

bagt græskar med rosenkål, sprød tofu og ingefærcreme

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

tank cellerne op med spicy powerfood

graeskar-bagt-m-rosenkaal-1 

Her er en krydret ret til julemåneden. En ret med en masse sundhed, inden vi for alvor begynder at vælte os i den overdådige julemad.

Hvis du vil ruste dig til de kommende udfordringer, så styrk immunforsvaret med masser af gode stoffer fra rosenkål (læs her hvor sund rosenkål er) og græskar (se om det sunde græskar, der bl.a. styrker synet).

Tofu leverer proteinerne, og valnødderne kommer – ligesom rosenkål – med de essentielle Omega 3 fedtsyrer. Det er mad, der ikke mindst styrker hjernecellerne, men hele kroppen nyder godt af de mange gode stoffer.

.

lysende frugter

graeskar-og-dild

De gulorange hokkaidogræskar ligger stadig her i december og lyser op i vintermørket. Det er smukt at se på, men det smager sandelig også dejligt. Ikke mindst når græskarret bages med en dejlig krydret glasering. Græskar har ikke så meget smag i sig selv. Derfor er det altid en god idé at tilberede græskar med ingefær, hvidløg og krydderier.

 

rosenkål elsker frost

rosenkaal

Hvis man selv er heldig at have rosenkål i haven, kan den høstes hele vinteren. Rosenkål bliver oven i købet bedre af at få frost.

.

græskar i godt selskab med rosenkål og tofu

graeskar-bagt-m-rosenkaal-4

Den bagte græskar spises med letdampede rosenkål, sprød tofu, valnødder og ingefærsovs.

.

græskar så langt øjet rækker

graeskar-stengaarden

Græskar har i umindelige tider været uundværlig i USA til Halloween og til Thanksgiving. Ingen Halloween uden græskarmænd og græskarsuppe, og ingen Thanksgiving uden græskarmos og græskarpie.

Græskar har også holdt sit indtog i Danmark som “grøntsag”– måske allermest på grund af Halloween.

.

det grønnes i København – to nye restauranter

green-burger

green-burger-1

Efter at København i mange, mange år har været et ørkenområde, hvad angår vegetariske/veganske restauranter, er der lige dukket to nye, helt forskellige spisesteder op. Den ene er Green Burger på Frederiksborggade 26, lige overfor Torvehallerne. De har et flot udvalg af veganske burgere med lækkert tilbehør. Jeg anbefaler de fritterede søde kartofler frem for de almindelige pommes frites.

Ejeren af bl.a den thailandske restaurant KinKin (med Michelin-stjerne), Henrik Yde, har lige udvidet viften af spisesteder med en tjekket vegetarisk restaurant, VeVe. VeVe ligger på Dampfærgevej 7 på Østerbro. Jeg har endnu ikke besøgt stedet, bl.a. fordi restauranten er så stor en succes, at de først har ledige borde et stykke ind i januar. Hurra for det! Hvor ER det skønt. Jeg glæder mig til VeVe og skal nok komme tilbage og fortælle om oplevelsen, når der engang bliver et bord ledigt.

.

bagt hokkaido, rosenkål, sprød tofu og ingefærcreme

1 lille hokkaidogræskar

glasering:

2 spsk tamari

2 spsk agavesirup eller anden sirup

et nip chiliflager

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk tomatpuré

1 spsk citronsaft

1 fed presset hvidløg

salt, friskkværnet peber

 

200 g tofu, røget eller marineret

2 spsk kokosolie

400 g rosenkål

50 g valnøddekerner

 

ingefærcreme:

2 dl sojayoghurt

2 spsk olivenolie

3-4 spsk vand eller sojamælk

1-2 spsk reven ingefær

1 fed presset hvidløg

1-2 tsk kanel

salt, friskkværnet peber

 

Skær græskarret i både. Du behøver ikke at skrælle det. Læg bådene i et lavt ovnfast fad.

Rør ingredienserne til glaseringen sammen. Smag blandingen til og smør glaseringen på græskarstykkerne.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter.

Rist imens tofuen: skær den i små terninger og steg den gylden og sprød i olien. Hold evt. tofuen varm i ovnen.

Læg rosenkålene i kogende vand og kog dem 6-7 minutter. Afdryp dem. Gem vandet til en bouillon eller suppe.

Rør alle ingredienserne til ingefærcremen sammen. Smag cremen godt til – også med salt og peber.

Servér retten samlet i et fad med græskar, rosenkål og tofu. Drys med grofthakkede valnødder og dryp med lidt af ingefærcremen. Servér resten til separat.

 

graeskar-bagt-m-rosenkaal-2

 

Share