kirstenskaarup.dk

syltede citronerArkiv

onsdag

28

februar 2018

18

KOMMENTARER

på landsbymarked i Marokko

Skrevet af , Posted in forretter, rejser, tilbehør

.

i solens køkken køber man mad på markedet

Jeg ved ikke præcis, hvad kvinden på grøntsagsmarkedet sagde, da hun pegede, men jeg er sikker på, at det var noget i retning af teksten på billedet. Jeg tænker, at jeg godt kan missionere lidt, selv om jeg er på rejse!

.

af sted til landsbymarked

En tidlig morgen begiver jeg mig af sted til mandagsmarkedet i landsbyen Scorpia. Men først skal jeg vikle mig ud af souq’ens mange fangarme. For at nå frem til den firhjulede transport skal jeg sno mig gennem utallige små gyder og passager – ud til de store gader, hvor der kører biler. Og det tager tid – ikke mindst fordi der hele tiden er motiver, der kalder på min kamerasøger!

.

i byens bugnende mave

Når man vandrer i souq’en er det som at befinde sig i selve byens store bug. Souq’en er nærmest ét kæmpestort marked med alle slags fødevarer. I denne lille biks kan man mætte sig med hårdkogte æg og slukke tørsten med dampende varm og skrigende sød myntete.

.

man lever af brød … eller?

Selv om vi som bekendt ikke lever af brød alene, kan man godt få det indtryk i Marokko. Der er aldrig mere end 10 meter til den nærmeste brødsælger. Og det er brød bagt indenfor den seneste times tid. De lækre og varme brød skifter uafladeligt hænder. Og så får man lige kvarterets sidste nyheder med hjem ved samme lejlighed.

.

på markedet er det højsæson for mandariner

Mandagsmarkedet i Scorpia ligger 30-40 km udenfor Marrakech på den smukt svungne vej mod Oureka. På vejen kan man nyde de snedækkede tinder på de nærtliggende Atlasbjerge.

Vel ankommet til mandagsmarkedet i Scorpia kan det ikke skjules, at det er højsæson for mandariner. Men der handles også alt muligt andet, ikke kun grøntsager og frugter. Faktisk findes  ALT hvad en fjerntboende berber har brug for i sin dagligdag lige fra sokker, BH’er til søm og skruer, potter og pander, flaskegas, couscous og hel hvede, høns og kyllinger med og uden hoveder, lam og får – ja, alt hvad hjertet kan begære – og lidt til!

.

æsler er en sikker transport

Både berbere og andre landsbybeboere, der bor langt fra alfarvej, ofte oppe i bjergene, valfarter ned til Scorpia for at købe ind på det ugentlige mandagsmarked. Sælgerne kommer også langvejs fra, og så er det rart med et æsel som transport.

.

Marokko – landet af mynte

Her har vi kongen af mynte på sin tronstol! Hvis man har sagt Marokko, må man også sige mynte. Den duftende krydderurt nydes ikke blot i salater og alle mulige andre retter, den indtages ikke mindst som den helt uundværlige myntete. Som marokkanerne selv siger: marokkansk “whisky”!

At myntesælgeren simpelt hen sidder på et helt læs mynte siger noget om afsætningen.

.

stort udvalg af tørrede krydderier er selvfølgelig også på markedet

Hvis krydderiernes lokkende farver ikke er nok, kan man jo altid give den en ekstra skalle med lyslilla baljer!

.

no stress, please!

Mændene på markedet hygger sig gevaldigt. Det virker ikke, som om de er specielt stressede. En smule henslængt afslapning kan man vel altid have brug for …

.

mændene handler

Det er i høj grad mændene, der køber ind. Ikke at der ikke også er kvinder på indkøb – og kvinder, der sælger grøntsager på markedet. For i Marokko er kvinderne ikke gemt så godt væk som i mange andre muslimske lande.

.

løs market

Hvis mine gode venner i Løs Market i Saxogade går og tror, de er de eneste, der sælger i løs vægt, kan de godt tro om igen. Og her køber man ikke bare et halvt eller helt kg hvede. Nej, her handler man i sækkefulde.

.

det var så den markedsdag

Når berberne kommer langsvejs fra for at købe ind til hele den kommende uge, er det om at huske det hele. De små dele-taxier, en slags minibusser, der bringer de fjerntboende folk til mandagsmarkedet er tungt lastede, når de vender næsten hjemad. Her er det lige lykkedes at få et nyindkøbt får mast med ind i bilen.

.

citronmarinerede oliven

Selv om jeg har været i køkkenet i dag og lavet både marokkansk suppe og en marokkansk grøntsagsret, kan jeg ikke diske op med nogen færdige opskrifter.

Men jeg har til gengæld et par gode ideer, som ikke kræver vægt og mål: den ene er disse citronmarinerede oliven, som jeg smagte i går på et vidunderligt sted, der hedder “Paradise du Saffran” (det kommer jeg tilbage til – for jeg fik en skøn frokost på stedet, som jeg glæder mig til at dele med jer). Men lige nu vil jeg nævne deres oliven, som var marineret med syltede citroner. Det var sammen med finthakket persille og lidt finthakket (meget fint) flået tomat en lille delikatesse.

.

syltede citroner

Det er meget nemt selv at sylte citroner. Se opskrift her. De syltede citroner kan sætte et markant og lækkert præg på en masse retter fra salater til hovedretter – og altså oliven til en lille snack.

.

marokkansk nutella – amlou

En anden ting, som jeg ikke før er stødt på i Marokko, er det dip, marokkanerne kalder marokkansk “nutella”. Det rigtige navn er amlou. Det spises især til morgenmad eller til brødet, der serveres til eftermiddagsteen.

Det laves af den højt skattede arganolie, som også er blevet kendt og værdsat i Europa. Olien er bl.a. rig på Omega 3 fedtsyrer og E-vitamin – og så er den meget velsmagende. Desværre også temmelig dyr.

Her kan du finde henvisning til, hvor du kan købe olien. Vær opmærksom på, at der findes produkter, hvor der er tilsat anden olie for at holde prisen nede. Det er den ægte, rene olie, du skal gå efter.

Du skal også være opmærksom på, at der findes to typer olie: én til madlavning og én til udvortes brug. Det er naturligvis madolien, du skal have. Her er argannødderne ristede, og det er ristningen, der giver den meget fine smag til olien.

“Nutella”en er helt simpel at tilberede: du rører arganolie med den ønskede mængde honning (evt. ahornsirup hvis du ikke spiser honning) og så mange ristede og fint knuste mandler, at du får en let flydende pasta (den minder om tahinsovs i udseende og konsistens). Hak mandlerne groft og rist dem gyldne på en tør pande. Findel dem derefter i en food processor. I Marokko kværnes mandlerne traditionelt på en stenkværn og til silkeblød pasta. Vi andre må nøjes med en kedelig maskine!

Da jeg ikke selv bryder mig om honning  – eller andet sødt for den sags skyld – har jeg tænkt mig at lave nutella’en om til et grøntsagsdip og smage til med tamari i stedet for honning.

 

.

Share

tirsdag

7

oktober 2014

0

KOMMENTARER

couscous m tørret frugt og mandler

Skrevet af , Posted in rejser, tilbehør

tilbehør til nordafrikansk mad

couscous-m-frugt

I Marokko kan couscous både være en hel ret og et tilbehør. Her er de små “kugler” af hvede beregnet som tilbehør til en tagine, en gryderet. Prøv bønnetagine med artiskokker eller tagine med “brændte” auberginer.

syltede citroner

bruges meget i Marokko, både i taginer og som her i en couscous som tilbehør. Det er nemt selv at saltsylte citronerne.

syltede-citroner-2
couscous-m-frugt-2

couscous

I Nordafrika vil man ofte selv “nulre” de små korn af hvedemel og derefter dampe dem i en lufttæt sigte over kogende vand eller en hovedret. Vi kan nøjes med at købe færdig couscous og blot overhælde de små gryn med kogende vand. Det må være en af de hurtigst tilberedte tilbehør, der findes.

marokko-tc3b8rrede-frugter-1

tørret frugt

som dadler, rosiner, abrikoser og figner har en stor rolle i marokkansk mad. De søde frugter spiller fint sammen med både den milde couscous, men også med de mest brugte krydderier som kanel og spidskommen – og med den stærke pasta, harissa.

 

couscous-m-frugt-3

couscous m tørret frugt og mandler

25 g afskallede mandler

olivenolie

50 g skalotteløg

50 g dadler

50 g rosiner

2 spsk fintstrimlet, syltet citronskal (kan udelades)

25 g pistacienødder

200 g couscous

4 tsk kanel

 

Del mandlerne og steg dem i lidt olie til de er gyldne. Fjern dem fra panden.

Skær skalotteløgene i ringe og svits dem ligeledes på panden til de er gyldne.

Skær dadlerne i strimler og tilsæt dem sammen med rosinerne. Hæld ½ dl vand i panden og lad det koge væk. Fjern panden fra varmen og tilsæt citronskallen.

Hak pistacienødderne groft.

Kom couscousen i en skål og bland 2 tsk salt i. Hæld 5 dl kogende vand på grynene. Læg låg på skålen og lad dem trække 5 minutter. Vend rundt i couscousen med en gaffel og lad den trække endnu ca. 5 minutter.

Bland det meste af mandler/nødder, løg og frugt i couscousen (gem lidt til pynt). Hold evt. couscousen varm i ovnen, hvis den ikke skal serveres omgående.

Top couscousen op i et fad og drys med kanel. Læg resten af mandler/nødder, løg og frugt på toppen.

 

tørrede dadler på markedet

marokko-mandagsmarked

På Marokkos utallige markeder spiller tørret frugt en stor rolle. Det er tydeligt at her spiser man masser af dadler, abrikoser, rosiner, figner etc.

 

Share

mandag

6

oktober 2014

10

KOMMENTARER

saltsyltede citroner fra Marokko

Skrevet af , Posted in rejser, tilbehør

citron balancerer smagen

citroner-syltede

Kan man forestille sig at lave mad uden citroner? nej, vel? Citronsaft og -skal er med til at give maden netop den rigtige smagsbalance mellem sødt, salt og syrligt.

Citronen er en ældgammel frugt, som stammer fra Himalaya-området. I tusindvis af år har den – foruden som smagsgiver – været brugt som medicinsk plante. Citroner er først og fremmest rige på C-vitamin.

I Middelhavs-området bugner det med citroner, og i Nordafrika, specielt i Marokko, bruger man i mange retter råsyltede citroner. De er supernemme at lave – og citronerne holder sig i marinaden i meget lang tid.

Tynde strimler af skallen giver karakter og velsmag til taginer (sammenkogte marokkanske retter) og salater.

syltede-citoner-1

saltsyltede citroner fra Marokko

Skyl det antal økologiske citroner, du ønsker at sylte. Skold et henkogningsglas og læg citronerne i. Du kan evt. skære citronerne i kvarte først – helst sådan at de stadig hænger sammen i toppen.

Læg evt. en stængel kanel i glasset og drys 6-7 spsk salt på. Hæld kogende vand på, så frugterne er dækket. Læg noget tungt øverst, så citronerne forbliver under vand, ellers vil den øverste frugt mugne. Hæld lidt olivenolie på toppen og luk glasset.

Lad glasset stå i køkkenet og nyd synet af de smukke frugter, indtil de er spise”modne” efter 2-3 uger.

Brug kun den yderste gule skal og skær den i tynde strimler. Saften fra citronerne kan du evt. bruge i salatdressinger.

 

syltede citroner i souqen i Essaouira, Marokko

marokko-syltede-citroner1

 

Share
Side 1 af 212