Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

små retter med squashArkiv

lørdag

3

oktober 2015

2

KOMMENTARER

tryllerier med squash

Skrevet af , Posted in frokostretter

.

5. oktober 2015

 

squashfrikadeller er også dejlige

squashfrikadeller.2

Squash er en grøntsag, der kan anvendes til og i næsten alle retter fra supper, salater over hovedretter til kager. Ikke mange grøntsager kan slå den parathed til omstilling!

Her er idé til frikadeller, der er lækre til middagsbordet eller madpakken.

Se opskriften her.

..

squashi – grøntsagssushi

Se opskrift på squashi her.

 .

der er stadig masser af squash 

squash-gule

Squash er en dejlig plante at ha’ i haven. Den leverer masser af frugter. Somme tider næsten for mange, så i dag får du forskellige forslag til, hvordan du kan variere den kalorielette grøntsag.

Squash ikke blot en fantastisk producent af frugter, den er også en af de mest taknemmelige grøntsager at kokkerere med. Der er ingen grænser for, hvad denne frugt kan sættes sammen med, fordi den selv er så tilbageholdende med smag.

Og så er squash billig mad! Hvis du ikke selv dyrker squash og får dem gratis, er det muligt at købe dem ved en vejbod eller hos en avler. Jeg har lige købt endnu en kæmpesquash ved vejen for 5 kr. Det må man kalde billig mad!

Her kommer forslag til tre forretter og en enkelt salat.

 

grillede squash med ægge/sennepsmayo

squash-grillede

1/2 kg squash

olivenolie

2 hårdkogte æg

1/2 dl mayonnaise

1/2 dl sojafløde eller anden fløde

ca. 1 spsk dijonsennep

citronsaft

1 bdt purløg

 

Skær squashene i tynde skiver på langs. Brug gerne et mandolinjern.

Pensl skiverne med olivenolie og grill dem gyldne på en grillpande. Hvis du ikke har en grillpande, så steg skiverne på en almindelig pande.

Fordel skiverne på fire tallerkener.

Hak æggene. Rør mayonnaisen med fløden og smag til med sennep, citronsaft, salt, peber og måske et nip sukker. Rør æggene i.

Fordel æggesalaten på de grillede squash og drys med klippet purløg.

 


 

carpaccio af squash med valnødder

squash-carpaccio

300 g squash

valnødde- eller olivenolie

2-3 spsk estragoneddike

25 g valnødder

50 g parmesanost

2 spsk knuste madagascarpeber

en håndfuld ærtespirer eller anden spirer

 

Skær squashene i tynde skiver og fordel dem på fire tallerkener.

Rør olie og eddike sammen og smag til med salt, peber og evt. et nip sukker.

Dryp dressingen på squashskiverne.

Hak valnødderne og skær osten i tynde flager.

Drys nødder, ost og peber på squashene.

Pynt med ærteskud eller andre spirer.

 


 

spicy orientalsk squashsuppe

squashsuppe

en lille håndfuld arametang (kan udelades)

1 spsk spidskommenfrø

1 spsk brune sennepsfrø

2 spsk kokosolie eller olivenolie

1 spsk karry

100 g løg

4 fed hvidløg

8 dl grøntsagsbouillon

200 g kartofler

400 g squash

1 1/2 dl kokosmælk

citronsaft

4 spsk hakkede, saltede cashewnødder

4 spsk hakket koriander eller persille

 

Hæld kogende vand på tangen og lad den udbløde en halv times tid.

Rist krydderierne og sæt dem til side.

Varm olien op i en gryde og “brænd” karryen af.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til de er klare.

Hæld bouillonen i gryden og bring den i kog. Skær kartoflerne i terninger og tilsæt dem.

Skær squashene i terninger og kom dem i gryden. Kog suppen ca. 8 minutter og hæld kokosmælken i. Lad suppen afkøle lidt og purér den i blenderen. Smag til med salt, citronsaft og evt. et nip sukker.

Rør krydderierne i den sidste halve dl kokosmælk og smag til med salt.

Servér suppen i fire portioner og læg lidt tang på hver portion. Sæt krydderfløden på med en ske og drys med cashewnødder og hakket koriander eller persille. Drys evt. også med lidt flere sennepsfrø.

Du kan spise suppen varm eller kold.

 


 

salat med grøn og gul squash

squash-høvlet.1

1 grøn squash, ca. 250 g 

1 gul squash, ca. 250 g

50 g valnødder

100 g roquefortost

dressing:

5 spsk valnødde- eller olivenolie

1/2 dl appelsinsaft

2 spsk blåbær- eller ahornsirup

1 bdt persille

 

Skær halvdelen af hver slags squash i tynde skiver på tværs. Skær resten af squashene i tynde skiver på langs. Brug gerne et mandolinjern.

Hak valnødderne og smulder osten. Læg den evt. i fryseren en times tid inden, så er den lettere at findele. Bland nødder og ost med squashene.

Rør dressingen sammen. Smag til med salt, peber og sirup. Hak persillen og rør den i dressingen.

Hæld dressingen over squashene og arrangér salaten på et fad.

 

 

 

 

Share