kirstenskaarup.dk

sesamfrøArkiv

fredag

20

januar 2017

4

KOMMENTARER

palmekålsruller på bund af persillerodspuré

Skrevet af , Posted in hovedretter

21. januar 2017

.

når empati rækker til dyrene

Det ser ud, som om vi er på vej ind i en tid, hvor empatien bliver mere og mere bundfrossen. En tid, hvor enhver er sig selv nok, hvor vi bygger mure omkring vores egne goder. En tid, hvor der ikke er plads til hjerterum eller overskud til at tænke på vores medskabninger – og da slet ikke på dyrene! Vi skal hver især rage til os og lade fanden tage de sidste.

Heldigvis er det sådan, at når mørket er dybest, er lyset nærmest. Et af de lys, der skinner klarest i disse år, er det stigende antal mennesker, der har så meget empati for dyrene og kloden, at de vælger at leve vegansk. På denne smukke himmel stråler ikke mindst en stjerne ved navn Karin Elrød.

Karin har netop udgivet bogen “Veganer – sådan kommer du i gang”. Dét er i den grad en bog “til tiden”, for hvad gør man, når det er gået op for én, at man ikke mere kan nænne hverken at spise eller bære noget, der kommer fra dyr? Helt enkelt er det ikke, for der er animalske produkter i langt flere ting, end de fleste af os tænker over til hverdag. Og så er der ikke mindst besværet med venner og familie, der tit har svært ved at forstå og acceptere dette kærlige valg.

Med denne smukke “veganerbibel” i hånden er der god og kærlig hjælp at hente. Man bliver ført gennem alt fra de etiske overvejelser, miljøet og klimaet, over sundhed til det sociale og alle dilemmaerne. Her er praktiske og kontante råd om at undgå faldgruberne, og Karin argumenterer overbevisende om, at veganerlivet er dét, vi alle bør vælge.

Jeg er helt enig, men jeg ville aldrig turde erklære mig selv for veganer. For, som Karin nævner, findes der nemlig noget, der hedder “veganerpolitiet”, og Gud hjælpe den stakkel, der træder en smule ved siden af. Det kan man selvfølgelig godt, men så er man ikke veganer, og der findes nidkære veganere, der ikke tolererer nogen form for fejltrin. Det er SÅ synd for den gode sag. Jeg ville sådan ønske, at “veganerpolitiet” ville have så meget empati, at de OGSÅ kunne se, at alle mennesker er på vej. Vi er alle på forskellige stadier af udvikling. Mennesker har spist kød i årtusinder, og nogle behøver længere tid end andre til helt at droppe de animalske produkter.

Og veganisme ER vejen frem. Det er fremtiden. Ingen tvivl om det. Selv om det ser mørkt ud i øjeblikket, vil vi med tiden ikke kunne nænne at ernære os af vore medskabninger. Men ting ta’r tid. Skal det gå lidt hurtigere, så læs Karins bog. Her er ingen løftede pegefingre. Forfatteren formidler kun glæde ved den veganske livsstil.

“Veganer – sådan kommer du i gang” er en bog, som jeg tror vil overbevise mange om det nødvendige, nyttige og  smagfulde ved at droppe alle animalske produkter. Især kan jeg forestille mig, at mange vegetarer vil gå ind i denne den ny tids spisevaner. Og det ER altså ikke så svært. Man skal lige møblere lidt om i hovedet, men det er en vidunderlig udfordring. Og så hjælper det ikke blot dyrene, men også kloden og dig selv.

Tak til Karin Elrød for en smuk og livsbekræftende bog,

“Veganer – sådan kommer du i gang” er udgivet af Forlaget Heart Planet. Den koster kr. 229,- og kan købes hos boghandlerne.

 


.

20. januar 2017

..

ruller der rykker – palmekål med fyld

Palmekål minder om grønkål men er ikke helt så almindelig i Danmark. De lancetformede blade ligner lidt en lille palmegren. Kålen er en smule mildere end grønkål.

Ernæringsmæssigt er kålen mindst lige så sund som grønkål, dvs. at den er et super boost for kroppen med indhold af mange vitaminer og mineraler. Især er kålen rig på magnesium, som er så vigtig for knoglerne sammen med kalk og D-vitamin. Ligesom de andre sorter kål, indeholder palmekål også stofferne glucosinolater og glukoraphaniner, der har vist sig virksomme mod kræftceller.

.

alternativer til palmekål

Hvis din lokale butik ikke lige har palmekål i øjeblikket, kan du i stedet bruge blade af savoykål som “indpakning” til fyldet.

Du kan også vælge bladbeder. Med deres kulørte stilke er de lige til at blive i godt humør af på en grå vinterdag.

Til gengæld er grønkål ikke så velegnet, da midterribben er for grov og bladene ikke er store nok til at rulle om fyldet. Men du kan evt. lægge lag af fyldet sammen med letdampede grønkålsblade på samme måde som i grønkålslasagnen.

.

bladbeder vinder på udseendet

 .

kål med lækkert fyld

Fyldet består af proteinrig tofu, svampe og græskarkerner. Hvis du får fyld til overs, så servér det til retten separat.

.

persillerødder i bunden

Hvis du vil undgå fede sovse, er rodfrugter et udmærket bytte. Til denne puré eller “sovs” har jeg valgt persillerødder, men du kan også bruge pastinak, gulerod eller rødbede. Det bliver mere en puré end en sovs.

.

palmekålsruller i persillerodspuré (4 personer)

puré:

200 g persillerod

1 1/2 dl plantefløde (havre, mandel eller soja)

2 spsk gærflager (kan udelades)

evt. 1 spsk maizenamel

1/2 tsk reven muskatnød

1/2 dl hakket persille

1-2 spsk citronsaft

salt, peber, rørsukker

fyldt kål:

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

250 g champignon

1 rød peberfrugt

1/2 frisk chili eller et nip tørrede chiliflager

50 g græskarkerner, mandler eller valnødder

1 dl silketofu eller fast smuldret tofu

2-3 spsk boghvedemel, havremel eller rismel

12-16 blade palmekål (kan erstattes af savoykål eller bladbeder)

4 spsk sesamfrø

.

Lav først sovsen: skær persillerødderne i små terninger og kog dem møre i vand, der netop dækker, 8-10 minutter.

Hæld vandet fra (gem det) og purér persillerødderne med fløden, til pureen eller ”sovsen” er glat. Tilsæt muskatnød og den hakkede persille (gem evt. lidt til pynt), måske også lidt af kogevandet. Du kan evt. jævne ”sovsen” med lidt maizenamel rørt ud i vand, hvis den er for tynd.

Smag ”sovsen” til med citronsaft, salt, friskkværnet peber og sukker. Hæld den i et ovnfast fad.

Hak løg og hvidløg til fyldet. Svits de to ting i olien, til løgene er let gyldne.

Hak også svampene og peberfrugten (fjern kerner og frøstol og gem evt. lidt af frugtkødet til at drysse på retten senere).

Kom svampe og peberfrugt på panden og svits ved rask varme, til svampene er bløde. Tilsæt chili eller chiliflager. Hak de valgte kerner, mandler eller nødder fint. Bland dem i fyldet.

Rør tofuen i blandingen og tilsæt det valgte mel, til fyldet er sammenhængende, men det skal ikke være for fast.

Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Kog kålbladene i rigeligt vand ca. 5 minutter. De er lidt seje at tygge, hvis de ikke koges nok. Afdryp bladene.

Skær det nederste ”nøgne” stykke af stilkene (op til hvor bladene begynder). Snit stilkene meget fint og rør dem i fyldet.

Fordel fyldet på bladene og rul dem sammen. Læg rullerne på persillerodspureen.

Pensl rullerne med lidt olivenolie og drys med sesamfrø.

Bag rullerne i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter. Hold øje med, at overfladen ikke bliver for mørk.

Drys evt. med små terninger af den røde peberfrugt og lidt persille.

.

.

rødbedesalat som tilbehør

Servér fx en rødbedesalat med cashewcreme til kålrullerne. Se opskriften her.

.

mere grønt i Rudersdal

I efteråret startede jeg sammen med ildsjælen Henrik Hjortdal et kødfrit folkekøkken i Holte. Det blev en stor succes med mange besøgende og lange ventelister.

Vi fortsætter med de kødfrie mandage i foråret – nu med adresse i Manziusgården i Birkerød. Den første folkemiddag er den 30. januar. Læs mere her. Det bliver forskellige foreninger, der kommer til at stå for arrangementerne.

Du sikrer dig en plads mandag den 30. januar ved at indbetale middagens pris, kr. 40,-, pr. mobil pay til 20 78 26 89.

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

mandag

18

juli 2016

6

KOMMENTARER

stjernemarinerede auberginer med sesamgrillet tofu

Skrevet af , Posted in hovedretter

 

orientalsk inspireret – stegt og grillet

auberginer.stjerne-m-tofu.3

Her er forslag til en delikat middag, hvor stegte auberginer har fået en let lakridsagtig smag af en marinade med bl.a. stjerneanis.

Den ligeledes svagt smagende tofu er marineret i en dressing med soja, ingefær og hvidløg og derefter vendt i sesamfrø og grillet i ovnen. Det er lidt af en “herre-ret”, tør jeg godt sige.

 

stjerneanis

stjerneanis

Stjerneanis er et af de smukkeste krydderier, jeg kan komme i tanker om. De små brune, skinnende frø ligger godt beskyttet og forseglet i små “lommer”, der tilsammen udgør det stjerneformede krydderi.

Stjerneanis er ikke særlig brugt i madlavning i Danmark. Jeg kender den mest fra Kina – mærkeligt nok, for krydderiet hører hjemme i Mellemøsten og middelhavslandene. Man mener, at stjerneanis helt præcist stammer fra Nildeltaet i Egypten.

De små frø har en let lakridsagtig smag (ligesom anis- og fennikelfrø), og de indeholder ekstremt mange gode stoffer. Desværre spiser man aldrig store mængder af krydderiet, men det indeholder mange B-vitaminer og adskillige mineraler. Mest interessant er nok kalium, der regulerer blodtryk og hjerterytme.

Stjerneanis hører i det hele taget hjemme i naturens eget apotek. De æteriske olier i frøene er lindrende for luftvejslidelser som astma, forkølelse og hoste, og frøene er også gode ved fordøjelsesproblemer, mavekrampe, oppustethed, kvalme etc.

 .

de svitsede auberginer med stjerneanis

auberginer.stjerne

Den milde aubergine får karakter efter at have opsuget marinaden med stjerneanis.

 

stegte auberginer og grillet tofu

auberginer.stjerne-m-tofu

Den proteinrige tofu står ikke højt på gourmet’ernes hitliste (eller danskernes i det hele taget!). Det er forståeligt nok, for de fleste ved ikke, hvordan man behandler tofu (se om tofu her).

Tofu fås med forskellig smag, fx med krydderurter, svampe, røget etc. Jeg har brugt neutral tofu her, og den får så sin karakter fra marinaden.

 

stjernemarinerede auberginer med sesamgrillet tofu

auberginer:

1 spsk frø af stjerneanis (kan erstattes af fennikel eller anis)

5 spsk olivenolie

3 spsk frugteddike

1-2 spsk tamari

2-3 spsk blåbærsirup

3/4 kg auberginer

3-4 spsk kokos- eller olivenolie til stegning

1 bdt persille

grillet tofu:

2 spsk olivenolie

1-2 spsk tamari

2-3 spsk citronsaft

1-2 tsk ristet sesamolie (kan udelades)

1-2 spsk blåbærsirup

2 fed hvidløg

1-2 spsk reven ingefær

1 spsk kartoffelmel eller maizenamel

250 g tofu

sesamfrø

 

Rør først marinaden til auberginerne: tag frøene ud af de små stjerneanis og stød dem i en morter.

Rør olie, eddike, tamari og sirup sammen. Tilsæt de knuste frø.

Smag marinaden godt til med tamari, eddike og sirup.

Skær auberginerne i trekanter eller skiver efter smag og behag.

 

auberginer-rå-i-skiver

Steg auberginestykkerne i olien ved rask varme. De skal være gyldne på alle sider, men du behøver ikke at tilsætte mere olie.

Læg de varme auberginer i en skål og hæld marinaden over. Lad dem trække et par timer, evt. natten over. Vend rundt i auberginerne ind imellem.

Lav marinaden til tofuen: rør olie, tamari, citronsaft, sesamolie og sirup sammen og tilsæt presset hvidløg og reven ingefær. Smag godt til med tamari, citronsaft, sirup og ingefær.

Skær tofuen i aflange stænger eller i terninger. Læg dem i en skål og hæld marinaden over. Lad tofuen marinere et par timer eller natten over. Vend rundt i tofuen engang imellem.

Inden serveringen grilles tofuen: tag stykkerne op af marinaden og rør 1 spsk kartoffel- eller maizenamel i marinaden. Vend tofustykkerne i marinaden og derefter i sesamfrø.

 

tofu.sesamgrillet

Læg stykkerne på en bageplade og sæt dem under grillen. Vend dem evt., så de også bliver gyldne på undersiden.

Varm auberginerne i ovnen, mens du griller tofuen.

Servér auberginer og tofu sammen på et fad og drys auberginerne med hakket persille. Giv gerne ris til den orientalsk inspirerede ret. Du kan vælge løskogte brune ris eller en salat med røde ris og bladselleri eller med broccoli.

 

auberginer.stjerne-m-tofu.1

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

fredag

1

juli 2016

10

KOMMENTARER

svensk knækbrød (glutenfrit)

Skrevet af , Posted in brød

 

sommernattens smil

Værmland.solnedgang

Når man som jeg var heldig at tilbringe dagene omkring Sct. Hans i Værmland i Sverige, kommer man uvægerligt til at tænke på titlen på Ingmar Bergmans film fra 1954: “Sommarnattens leende”. Heroppe ler natten mere end den sover på denne tid af året. Naturen summer og syder – og ler – i de lyse nætter. Man fornemmer de små skovtrolde, feerne og alferne flagre, hoppe og danse rundt mellem de høje graner og fejre den fagre skærsommer. Hele naturen vibrerer af livgivende energi, og man mærker den rene luft heroppe blandt de store skove og søer.

Jeg var heldig at have denne udsigt fra mit lille værelse i det hyggelige, men basale, bed-and- breakfast-sted hos kunstneren Anna Hedstrand i en gammel, nedlagt jernbanestation.

 

en svensk perle

sillegården.skilt

Senere, ikke så langt fra Selma Lagerlöfs Mårbacka, som var rejsens mål, boede rejsekammeraten og jeg på et ærkesvensk sted, Sillegården, der rummer al den skandinaviske romantik, man kan ønske sig.

 

selma_citat_oppet

 

sillegården.huset-fra-haven

Sillegården har et dejligt køkken, der også indbefatter vegansk og vegetarisk mad. Vi spiste både skønne salater, varme retter og linsebøffer. Men allermest forelskede vi os i Sillegårdens knækbrød.

Svenskerne er jo om nogen verdensmestre i knækbrød, så jeg fik lokket opskriften ud af kokken, og her kommer den til alle jer i Danmark. Knækbrødet er glutenfrit, men jeg må advare: det er stærkt afhængighedsskabende! Til gengæld er det proppet med masser af mineraler, vitaminer og omega 3 fedtsyrer.

 

sillegårdens knækbrød

knækbrød,-svensk.2

her smager knækbrød allerbedst!

sillegården.rød-stue

Mere klassisk svensk bliver det næppe! Fra verandastuen på Sillegården er der udsigt ud over den store have ned mod søen Fryken. Og i vinduet svæver Nils Holgersen på sin gås på vej til nye eventyr.

 

Nils Holgersen på nye eventyr

sillegården.nils-holger

 

en blomstrende midsommerhave

Sillegården.valmuer

En kort tur gennem haven bringer os ned til den spejlblanke sø.

 

sillegården.søen

Fryken hedder den lange sø, som deler sig i øvre-, mellem- og nedre Fryken med en samlet længde på ca. 80 km.

 

indendørs emmer det af historie

sillegården.skab

Hvis det gamle chatol fra 1732 kunne tale, ville vi sikkert høre beretninger om livet på godt og ondt i Værmland, der minder om  Selma Lagerlöfs magiske legender. I dag bliver chatollet brugt til servering af morgenmad, kager og kaffe etc. Men prøv bare at lægge øret til …

 

kunstudstilling

sillegården.udstilling

Nogle af husene i den store have rummer skiftende kunstudstillinger.

 

naturens kunst

sillegården.roser

 

svensk knækbrød fra Sillegården (glutenfrit)

knækbrød.svensk

100 g fuldkornsmajsmel (det skal ikke være polentamel)

1 1/2-2 dl vand

25 g hørfrø

25 g sesamfrø

50 g solsikkekerner

50 g græskarkerner

evt. en håndfuld glutenfri havregryn

2 spsk olivenolie

flagesalt, fx Maldon

 

knækbrød. svensk.1

Portionen passer til en bageplade. Men man kan med fordel bage dobbelt portion. Knækbrødet får erfaringsmæssigt hurtigt ben at gå på!

Rør melet ud i 1 1/2 dl vand og lad det stå ca. 15 minutter.

Rør frø og kerner i dejen og tilsæt så meget vand, at dejen kan smøres tyndt ud på en bageplade. Dejen skal have konsistens som en lidt tyk pandekagedej. Den skal ikke være smuldrende, men heller ikke flydende.

Jeg har tilføjet sesamfrø. De er ikke med i den svenske opskrift.

Læg et stykke bagepapir på en bageplade og bred dejen ud på papiret. Glat dejen ud med en spatel eller bagsiden af en ske. Dyp skeen i vand ind imellem. Pres evt. dejen lidt mere ud med fingrene.

Drys lidt flagesalt på dejen.

Bag knækbrødet i en 150 grader varm ovn (varmluftovn) 30-45 minutter. Hold øje med knækbrødet efter 25-30 minutter. Tag det ud af ovnen, når det er gyldent.

Afkøl knækbrødet, bræk det i mindre stykker og opbevar det i en lufttæt kagedåse eller et glas med patentlåg.

 

tykkere knækbrød

knækbrød,-svensk.3

Jeg har også forsøgt mig med et lidt tykkere knækbrød som på billedet ovenfor.

Her skal dejen være så fast, at du kan rulle den ud mellem to stykker bagepapir. Fremgangsmåden er som i opskriften ovenfor, blot skal der ikke så meget vand i dejen.

 

tilbehør til knækbrødet

koriander.tomatpesto

Knækbrødet kan sagtens nydes som det er, men jeg fik lyst til at lave et par pestoer som tilbehør. Så har man en dejlig trio til en lille snack eller til velkomstdrinken.

Til venstre er det en korianderpesto (gå frem efter opskriften på grønkålspesto men brug koriander i stedet for grønkål og mandler i stedet for cashewnødder).

Til højre er det en tomatpesto.

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share
Side 1 af 1512345...10...Sidste »