kirstenskaarup.dk

salat vegetariskArkiv

torsdag

26

juli 2018

4

KOMMENTARER

squashsalat med sorte bønner og sesamdressing

Skrevet af , Posted in salater

.

SSS: squash er også skønne i en salat

 

I juli og august er der næsten gratis mad – i al fald hvis man kan lide squash. Hvis du selv dyrker dem, er de helt gratis, men ellers fås de mange steder for en slik. Forleden delte jeg en nem kold squashsuppe med jer. I dag synes jeg, turen er kommet til en sval salat.

Det er nemlig stadig vejr til kølig og nem mad. For ikke at gå helt protein-kold har jeg føjet sorte bønner til salaten. Så er den mættende foruden at være sommer-lækker. Hvis du ikke orker at bøvle med iblødsætning og kogning af bønner, så grib en dåse bønner eller kikærter i supermarkedet. Eller måske har du et par portioner bønner eller kikærter liggende i fryseren? Så er det ekstra nemt. Du kan selvfølgelig også helt udelade bønnerne, især hvis du spiser salaten til en proteinrig hovedret.

.

at suge begærligt i stilken

Små solmodne bomber af velsmag i form af tomater passer fint til squash. Disse pragteksemplarer  er fra min ven René’s drivhus. Her passes og plejes stort og småt med jordisk gødskning og kærligt nærvær, og det kan man smage på de skønne produkter.

Store og små tomater hænger i store klaser i drivhuset. Jeg kommer til at tænke på Frank Jægers digt, “O, at være en høne”. Ganske vist drejer det sig i digtet om et æble, men når jeg ser al denne overflod, tænker jeg på linjerne: “at suge begærligt i stilken, slippe en sensommerdag”. Det er sådan de mange sorter tomater udvikler sig og trives i René’s drivhus. Man kan bogstavelig talt fornemme, hvordan tomaterne suger al den gode økologiske næring til sig, mens de utallige duft- og smagsstoffer udvikler sig i solen og varmen.

.

nyd salaten til frikadeller

Salaten kan sagtens nydes solo, fx som en frokostret. Men den er også fin til frikadeller eller en postej.

Vil du have idé til frikadeller, så prøv nøddefrikadeller – og skal det være en paté, så prøv en bønnepaté.

.

En enkelt squashplante kan nærmest mætte en hel familie her i juli/august.

Til denne salat kan du bruge både grønne og gule squash – eller en blanding.

.

squashsalat med sorte bønner og sesamdressing

(4 personer)

100 g sorte bønner eller andre bønner (evt. fra dåse)

5 spsk sesamfrø

2 fed hvidløg

1 stor squash eller to små

10 radiser

10 små tomater

100 g bælgede ærter

1 bdt mynte

dressing:

4 spsk olivenolie

1-2 spsk ristet sesamolie (kan udelades)

2-3 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

.

Hvis du bruger tørrede bønner, så sæt dem i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 30-40 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Rist sesamfrøene gyldne på en tør pande. Tilsæt to fed presset hvidløg og et lille drys salt. Sæt sesamfrøene til side.

Skær squashen i tynde skiver, enten på langs eller på tværs. Brug gerne et mandolinjern.

Skær radiserne i skiver og skær tomaterne i kvarte.

Bland alle ingredienserne med mynteblade.

Rør dressingen sammen og smag godt til med salt, peber og evt. et nip sukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys sesamfrøene på lige inden serveringen.

.

.

 

Share