kirstenskaarup.dk

råkostsalatArkiv

torsdag

4

januar 2018

6

KOMMENTARER

radicchiosalat med stribet bede, blåbær og pistacienødder

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, salater

.

reparation efter nytår: et overflødighedshorn af antioxidanter

Velkommen i det nye år. Jeg håber, du har haft en dejlig jul og et muntert nytår. Selv har jeg haft en skøn fri-uge, og nytårsaften blev jeg hos mine gode venner, René og Henrik, beværtet med den mest udsøgte veganske festmiddag, man kan forestille sig. Hvis jeg får lov af hapse et par af ideerne, kommer de på bloggen sidst på året, når vi igen skal fejre nytår.

Her kommer foreløbig årets første idé, hvor det bogstavelig talt vælter ud af salatbladet med sundhed og grønne ønsker for 2018.

Hvad er mon bedre end at starte det nye år med en supersund og favestrålende salat? Begge dele kan vi have hårdt brug for her i starten af januar, hvor det hele kan forekomme lidt gråt efter alle festlighederne, og efter at de mange julelys er blevet slukket.

Cellerne har måske også været på overarbejde i julen og nytåret, så de kan have brug for “udluftning” og optankning, og det får de med masser af (rå) grøntsager. Både radicchiosalaten, bederne og blåbærrene er smækfyldte med C-vitaminer, som virker afgiftende og belivende på hele kroppen. Og blåbærrene styrker ydermere hjernen.

.

gi’ fordøjelsen et kærligt skub

I Frankrig spiser man ofte salat som forret. Det kan vi godt tage ved lære af. Det er nemlig sund fornuft (bogstavelig talt!), fordi bitterstofferne i salatbladene så at sige “åbner” det bal, der hedder fordøjelsen. Og det betyder simpelt hen, at maden fordøjes bedre. Så vil du forkæle din tarmflora i det nye år så spis masser af grøntsager – og gerne mange rå.

Ingen salat er så bitter som den italienske, lilla radicchio, jeg har valgt her. Men hvis du ikke er fan af radicchio og måske synes, den er for bitter, så vælg den blege julesalat i stedet. Så bliver salaten ikke så farvestrålende, men den er stadig lækker.

Du kan servere salaten enten som forret eller som tilbehør. Den er også fin som en lille frokostret.

.

radicchiosalat med stribet bede, blåbær og pistacienødder

1 stor radicchiosalat

200 g stribede beder (kan erstattes af rødbeder)

4 pigeonæbler

150 g blåbær

50 g pistacienødder

1 bdt koriander

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk citronsaft eller frugteddike

2 tsk sennep

1-2 spsk blåbærsirup

salt, friskkværnet peber

.

Snit salaten. Hvis du vil servere salaten i et eller to store blade som på fotoene, så gem ét eller to.

Skær bederne i papirtynde skiver. Brug et mandolinjern.

Skær æblerne i tynde både. Vend dem straks i lidt citronsaft.

Bland salat, beder, æbler og blåbær.

Hak nødderne groft og bland dem i salaten sammen med hakket koriander.

Rør dressingen sammen og smag til med sennep, sirup, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

 

..

Share

lørdag

18

november 2017

4

KOMMENTARER

efterårssalat med grønkål, svampe, bønner og misodressing

Skrevet af , Posted in salater

.

tank vitaminer til vinterens udfordringer

I denne salat får du en masse af de næringsstoffer, du har brug for til at styrke immunforsvaret til den kolde og mørke vintersæson.

Bønnerne indeholder mange proteiner, og grønkål, gulerødder og svampe er fulde af vitaminer, mineraler og antioxidanter.

Miso, som bruges i dressingen, er en pasta af fermenterede sojabønner eller korn. Miso stammer fra Japan er rig på gode enzymer og er, foruden at være lækker i dressingen, også en rigtig opkvikker.

Jeg har brugt forskellige farver gulerødder, men du kan sagtens nøjes med den traditionelle orange.

.

gulerødder i nye farver

Det giver lidt mere spræl i salatskålen at bruge gulerødder i forskellige farver. Her er en lilla rod, men gulerødder fås desuden i farverne hvid, gul, den klassiske orange og en mellemting mellem orange og rød.

Jeg har brugt kejserhatte i salaten, men du kan også vælge østershatte eller champignon.

.

efterårssalat med misodressing

(4 personer)

50 g sorte bønner eller andre bønner

200 g kejserhatte eller andre svampe

1 spsk kokos- eller olivenolie

200 g gulerødder, røde, gule og orange

150 g grønkål

1 granatæble

25 g tørrede tranebær

25 g ristede græskarkerner

15 g ristede sesamfrø

dressing:

1/2-1 spsk miso

1/2 dl varmt vand

1-2 fed presset hvidløg

1-2 spsk reven ingefær

1-2 spsk tamari

1 spsk limesaft

1 spsk ristet sesamolie

1 tsk agavesirup

friskkværnet peber

.

Sæt bønnerne i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand 35-40 minutter.

Afdryp og afkøl bønnerne.

Skær svampene i skiver og rist dem gyldne ved rask varme i olien. Skær dem derefter i tykke strimler.

Skær gulerødderne i meget tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Hak grønkålen superfint.

Skær granatæblet i to halvdele. Bank kernerne ud med en grydeske. Hvis du ikke vil have saft over hele køkkenet, så læg halvdelene i en plasticpose.

Bland bønner, svampe, gulerødder, grønkål, kernerne fra granatæblet plus evt. saft, tranebærrene og græskarkernerne.

Rør dressingen sammen. Sørg for at misoen er helt opløst. Smag den godt til med ingefær, tamari, limesaft, sesamolie, sirup og peber. Det er vigtigt, at dressingen har en markant smag.

Hæld dressingen over salaten og vend godt rundt. Drys med sesamfrøene.

Servér evt. foccacia-brød til salaten.

.

 

Share

lørdag

13

december 2014

0

KOMMENTARER

nissens egen rødkålssalat

Skrevet af , Posted in salater

alle danske nisser anbefaler:

rødkålssalat m nisse

Tak til Lene, en af bloggens læsere, for inspiration til denne sprøde julesalat.

 

rødkålssalat m jordskokker og æbler

dressing:

2 spsk balsamico

4 spsk olivenolie

1 fed hvidløg

evt. blåbær- eller ahornsirup

salat:

1/2 lille rødkål

200 g jordskokker

citronsaft

200 g pigeonæbler

2 stilke bladselleri

25 g mandelflager (kan erstattes af valnødder)

 

rødkålssalat jul 2

Rør balsamico og olie sammen. Pres hvidløget og tilsæt det. Smag til med salt, peber og evt. sirup.

Snit rødkålen så fint som muligt og vend den i dressingen. Du kan lave salaten hertil nogle timer i forvejen. Resten af ingredienserne skal først vendes i salaten lige inden serveringen.

Snit jordskokkerne i tynde skiver. Brug evt. et mandolinjern. Læg straks skiverne i vand tilsat citronsaft. Skær æblerne i terninger og vend dem i citronsaft.

Snit bladsellerien fint.

Rist mandelflagerne gyldne på en tør pande.

Bland salaten lige inden serveringen og drys med mandelflagerne.

rødkålssalat

Share