Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

påskefrokost vegetariskArkiv

fredag

12

april 2019

6

KOMMENTARER

påskens plantebaserede frokostbord – bagt selleri med caviart

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter

.

når påskens frokost skal være grøn

Det er ekstra dejligt at fejre påsken – genkomsten af lyset og det nye liv – med mad, der hverken belaster dyr eller klima.

I påsken har vi i Danmark tradition for – ligesom i julen – at samles med venner og familie til en lækker frokost. Og påskens frokost betyder små lækre og lette retter, der passer til årstiden – eller det kan være det gode gammeldags smørrebrød.

Smørrebrødet var tidligere synonym med en dansk frokost. Men det højt belagte har været delvist glemt til fordel for nye retter som pizza, pasta og burgere, men er nu ved at vinde frem igen. Og det er ikke noget problem for plantespiseren, for i vores køkken har vi skiftet silden ud med aubergine og østershatte, fiskefileten er stegt af persillerod og leverpostejen er blevet til leve(r)postej af linser eller andre bælgfrugter.

Se ideer til plantesild og plantepostej nedenfor. I dagene op til påske får du hver dag flere ideer til påskefrokosten.

.

selleri med mini”æg”

Påsken betyder æg, masser af æg, symbolet på opstandelse og nyt liv. Her har jeg bagt selleri som er stukket ud i små cirkler, som har fået caviart (tang”kaviar”) på toppen. Den lille frokostret serveres med en persille- eller dildolie.

Du kan bytte selleriskiverne ud med artiskokbunde.

.

caviart – tang”kaviar”

Tang er et af de produkter, vi kommer til at høre meget mere om i fremtiden. Tang er et billigt og meget næringsrigt produkt. Her er tangen forvandlet til små perler, der minder om kaviar. Produktet fås med forskellig smag: ingefær, balsamico, wasabi etc. Vær opmærksom på, at den røde caviart er tilsat udtræk af den røde lus, cochenille, som også giver glød til campari.

Caviart fås i flere supermarkeder. Se forhandlere her.

.

bagt selleri med caviart og persilleolie

(4 personer)

1 lille selleri

dej:

100 g hvedemel

40 g salt

1 dl vand

1 spsk olivenolie 

pynt:

4 spsk caviart

evt. blade af bladselleri

persille- eller dildolie:

1 dl koldpresset olivenolie

2-3 spsk citronsaft

1 dl persilleblade eller dild

evt. 1 dl plantefløde eller anden fløde

salt, peber, ahornsirup eller rørsukker

.

Bag sellerien i en 190 grader varm ovn 40-50 minutter afhængig af størrelsen.

Du kan også saltbage sellerien. Rør i så fald en dej sammen af hvedemel, salt, vand og olie. Pak sellerien ind i dejen, så den dækker helt. Men pas på med saltet, sellerien bliver nemt for salt. Hvis du bager en meget stor selleri, skal dejportionen være lidt større end angivet i ingredienslisten.

.

selleri bagt i saltdej

Du kan også koge sellerien, men så bliver smagen mindre intens. Hvis du vælger kogning, så skær sellerien i de skiver, du ønsker og læg dem i kogende vand tilsat et drys salt. Kog skiverne 8-10 minutter afhængig af størrelsen.

Afkøl sellerien og skræl den.

Stik den bagte eller kogte selleri ud med en metalform i den størrelse, du ønsker: du kan lave store, flade skiver – eller du kan lave mindre, der er højere. Stykkerne skal ikke være særlig store. Det er meningen, at sellerierne skal være en lille delikat “små”ret sammen med andre småretter.

Sæt de valgte skiver på fire tallerkner. Læg caviart på toppen og pynt evt. med lidt bladselleriblade.

Blend olien med persille eller dild. Du kan evt. tilsætte lidt fløde. Smag til med salt, peber, citronsaft og evt. lidt sødt.

Servér sellerien arrangeret med den grønne olie.

.

.

tip

Et par af bloggens læsere har sendt et par gode ideer til bagning af sellerien. Pak fx sellerien ind i denne dej:

2 kopper mel
1 kop fint salt
1 kop varmt vand
1 spsk madolie

– eller pak den blot ind i folie.

.

flere frokostretter til påsken

karry”sild”

Se opskriften her.

.

senneps”sild”

Se opskriften her.

.

leve(r)postej

Se opskriften her.

.

små svampe-porretærter med jordnøddebund

Se opskriften her.

.

faux gras

Se opskriften her.

 

.

Share

fredag

16

marts 2018

5

KOMMENTARER

selleriravioli med trøffelsvampe – forslag til påskens frokostbord

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter

.

en festlig ret til påskefrokosten

Påsken nærmer sig med raske skridt. Selv om de fleste i Danmark er kulturkristne, holder vi alligevel fast i traditionerne omkring de kristne højtider, især jul og påske, især når det handler om mad og dét at samles med familie og venner og deles om lækker og smuk mad.

Hvis du endnu ikke har fastlagt påskemenuen, er her et forslag til en lille delikat ret, der kan indgå sammen med andre småretter som gulerodstartar og et par salater. Rosenkål i form er også en fin lille frokostret – og Jan Oskars leve(r)postej er nærmest et must på ethvert frokostbord.

I næste uge kommer der opskrift på en påskegul safransuppe fra Marokko. Den kan også være en pikant og smuk del af en påskefrokost/middag.

Hvis du er blevet vaccineret imod selleri med dødkogte terninger af rodfrugten i barndommens suppe, anbefaler jeg denne ret med papirtynde, sprøde skiver af den solide rod. Her er smagen helt anderledes delikat.

Jeg har her lagt de tynde skiver af selleri sammen omkring svampe smagt til med trøffelolie. Det bliver så til en slags ravioli på samme måde som dem, der normalt laves med pastadej.

Der findes forskellige slags trøffelolie. Nogle er desværre næsten uden smag. Kan du ikke finde en trøffelolie, der passer dig, kan den helt udelades.

På billedet ovenfor er raviolierne serveret med en tomatsovs, men du kan også vælge en svampesovs som i opskriften nedenfor.

.

ravioli med svampesovs og reven trøffel

Her er raviolien serveret med en sovs af tørrede svampe. Men synes du, det bliver for meget med svampe så vælg i stedet en tomatsovs som tilbehør.

Ovenfor har jeg forsynet raviolien med reven trøffel fra glas. Disse trøfler på glas er dog kun en meget svag afglans af en frisk trøffel. Men de færreste af os har formentlig en frisk trøffel, så i mangel af bedre … Du kan også blot drysse med en krydderurt, fx klippet purløg, se fotoet nedenfor.

.

ravioli med tomatsovs og klippet purløg

selleriravioli med trøffelsvampe

(4 personer)

50 g skalotteløg

2 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

250 g champignon eller andre svampe

1 økologisk citron

2 tsk tørret timian eller merian

2 spsk gærflager

1-2 tsk trøffelolie (kan udelades)

ca. 2 spsk rasp, evt. glutenfri

salt, friskkværnet peber

1 lille selleri

en krydderurt (bredbladet persille, basilikum, purløg, rød syre etc.)

sovs:

10 g tørrede, udblødte svampe

1 spsk kokos- eller olivenolie

2 dl havre- eller sojafløde

1-2 spsk tamari

en håndfuld basilikumblade

.

Hak løg og hvidløg. Svits dem i olien til de er let gyldne.

Hak svampene fint og tilsæt dem sammen med timian og 1 spsk citronsaft. Svits til svampene afgiver væde.

Findel svampeblandingen i en food processor. Farsen skal være “grov”.

Rør gærflagerne i farsen og smag til med trøffelolie, lidt reven citronskal, salt og peber. Vær varsom med trøffelolien og tilsæt lidt ad gangen. Smagen bliver nemt for dominerende.

Tilsæt raspen og lad farsen stå, mens du tilbereder selleriskiverne.

Skær millimetertynde skiver af sellerien på et mandolinjern. Skær rigeligt med skiver, da du formentlig skal samle raviolierne af flere mindre stykker – og der går flere til end man tror.

Læg selleriskiverne i kogende vand og sluk for varmen. Lad skiverne ligge i vandet ca. 1 minut. Afdryp dem.

Sovsen:

Knug de udblødte svampe fri for væde og kom dem i en gryde sammen med olien. Svits et øjeblik og tilsæt fløden og 1/2 spsk citronsaft. Riv basilikumbladene i små stykker og rør dem i sovsen.

Kog sovsen lidt ind og smag til med tamari og peber. Tilsæt evt. lidt af udblødningsvandet fra svampene.

Vurdér svampefarsen. Måske skal der lidt mere rasp i?

Retten kan tilberedes hertil i god tid.

Form fire runde ”bunde” af selleriskiverne. Der skal forrmentlig flere mindre stykker til én ”bund”. Lad dem overlappe og læg dem på bagepapir på en bageplade.

Læg en stor spsk svampefars midt på selleriskiverne. Læg en ”top” på størrelse med ”bunden” over farsen og klem raviolierne sammen, som du ville gøre med pasta-raviolier.

Bag raviolierne i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter.

Servér raviolierne portionsvis med lidt sovs og giv også en salat til med forskellige slags blade.

.

 

.

Share

fredag

25

marts 2016

16

KOMMENTARER

påskeblinis med guf på toppen

Skrevet af , Posted in forretter

.

blinis til påskefrokosten

blinis.påske.1

De små russiske, buttede gærpandekager, blinis, spiser vi traditionelt til nytår. Det skyldes formentlig, at de i Rusland spises med kaviar. Og kaviar betyder luksus, så det er passende at spise en festlig nytårsaften.

Ægte kaviar er som bekendt små æg, og æg hører påsken til. Derfor er den klassiske spise også selvskreven til påskebordet. Men da der ikke forekommer dyr eller dele af dem på denne side, bruger jeg i stedet det fantastiske tangprodukt, cavi-art. Cavi-art fremstilles af tang, der manipuleres på molekylær vis og bliver til små knasende kugler, der minder om ægte kaviar. Hvis du vil vide mere om teknikken, kan du læse om den i Mouritzens bog om smag, som jeg omtaler nedenfor.

Cavi-art fås i Føtex og Bilka og somme tider også i COOPs butikker. Jeg har lige købt nogle glas i SuperBrugsen. Du kan læse mere om cavi-art her.

 

blinis-x-3

Jeg kan næsten ikke få armene ned af begejstring over, at der i øjeblikket næppe går en dag, hvor jeg ikke får øjnene op for nye erstatninger for animalske produkter. Det er jo på alle måder vanvittigt og ukærligt at spise dyr, og nu fås så næsten alt fra kød til mælkeprodukter, mayonnaise og kaviar i en bæredygtig og dyrekærlig udgave. Fx har jeg lige købt veganske pølser, som inden længe lander i en gang brunkål.

Hvis du vil orientere dig i det store udvalg af de mange nye vegetabilske lækkerier, så kig indenfor i en stor helsekostbutik. Men også i supermarkedernes diske dukker der nu mange gode veganske produkter op. Se et virkeligt opmuntrende klip fra TV2 nyhederne, der lover godt for en grøn fremtid. Det ser ud, som om det her kun er begyndelsen. Fantastisk!

Se også artiklen i Ingeniøren om vegebøffen, der smager af kød. Det er det amerikanske firma “Impossible Foods”, der eksperimenterer med at opfinde det perfekte vegetabilske “kød”. Personligt har jeg ikke brug for nogen kødsmag, men skønt er det for dem, der har svært ved at undvære kød (så vidt jeg husker, smager det nu ikke af ret meget).

 

blinis.asparges

Jeg har valgt tre slags topping: 1. dampede aspargeshoveder med lidt tangsalat og salvie. 2. tangsalat med letkogte vagtelæg (koges ca. 4 minutter) og masser af dild. 3. tørrede tomater i olie med cavi-art og timian.

.

blinis med forårstopping

blinis:

1/2 tsk gær

2 dl lunkent vand

1/2 tsk salt

1/2 tsk rørsukker

1 spsk olivenolie

50 g glutenfri havremel

100 g boghvedemel

1 æg

kokos- eller olivenolie til stegning

topping:

creme fraiche eller vegansk yoghurt

cavi-art i forskellige farver

tangsalat

finthakket skalotteløg

hakkede, soltørrede tomater i olie

hakkede kapers og/eller oliven

kogte vagtelæg

ristede svampe

dampede aspargeshoveder

 

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt og sukker.

Rør olie, havremel og boghvedemel i væden.

Del ægget og rør blommen i. Hvis dejen er meget fast, tilsættes lidt mere vand.

Pisk hviden stiv og vend den forsigtigt i dejen.

Dæk skålen og lad dejen hæve en halv times tid.

Steg 10-12 buttede blinis på panden.

Lav den valgte topping og læg den på de små pandekager.

Hvis du bruger yoghurt eller creme fraiche, så læg først en lille spsk på blinis’en. Pynt derefter med hvad du har for hånden. Pynt med dild, timian eller ramsløg, som nu står i fuldt flor.

 

blinis-m-tomat

 

Share