kirstenskaarup.dk

Lammefjorden grøntsagerArkiv

lørdag

30

september 2017

9

KOMMENTARER

postej af rodfrugter med hasselnødder

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

masser af mad fra de underjordiske

Nogle af disse lækre rødder er blevet forvandlet til en nem postej, der kan spises både som middagsmad, som frokostret og som pålæg.

Rødderne stammer fra Lammefjorden – et af Danmarks bedste områder til at dyrke grøntsager. Jeg har netop haft fornøjelsen af at servere en 7-retters gourmetmiddag for avlerne i området. Denne postej var og ikke iblandt retterne. Men jeg vil gerne dele dem med dig senere. Her har jeg inden middagen lige fået kørt en trillebørfuld frem med nogle af alle de dejlige råvarer, som blev brugt til middagen.

.

en børfuld af velsmag

.

postej med gode nødder

Rodfrugter og nødder et et lækkert par. Og hasselnødderne er plukke-modne lige nu. Jeg har været så heldig at få en god portion forærende af min tidligere nabo, Marianne. Tænk at man nænner at forære de små guldklumper væk? Jeg er dybt taknemmelig. Jeg ææææælllsker nemlig friske hasselnødder, så det er langtfra dem alle, der havnede i postejen. De er nemlig ren slik at spise sådan bare som ren nydelse.

.

lad os fejre at nøddeafgiften afskaffes

Hvis du ikke er så heldig som mig at få nødderne foræret eller selv at kunne plukke dem, kan du sagtens bruge købte, tørrede hasselnødder – eller for den sags skyld mandler, cashwenødder, græskarkerner etc. – i postejen. Og så kan vi samtidig fejre, at nøddeafgiften falder bort. Det var da vist også den mest fjollede og ubegrundede af alle afgifter. Nødder er nemlig supersunde. Der burde faktisk være offentligt tilskud! Skatten kunne passende lægges på kød i stedet for.

Det store indhold af fytokemikalier i nødder er guf for hjernen, og nødderne indeholder også masser af antioxidanter, de er fiberrige og gode leverandører af især B- og E-vitaminer, men også A- og C-vitaminer samt kalk, magnesium og andre mineraler.

.

gem lidt til madpakken

Postejen er fin som pålæg – måske med syltede rødbeder eller agurker.

.

postej som middagsret

Hvis du spiser postejen som varm frokost- eller middagsret så giv fx en proteinrig salat til. Det kan være kikærtesalat med broccoli og blåbær eller en linsesalat med ærter og myntedressing. Begge salater indeholder masser af friske spirer. Lette små, lette “væsener”, der tyngdemæssigt ligger på den modsatte skala af de bastante rodfrugter.

Hvis du selv har lyst til at dyrke spirer, kan jeg anbefale firmaet Friske spirer, som sælger fine økologiske spirefrø. Og så har den innovative ejer, Miriam Sommer, for nylig produceret en både smuk og funktionel spirebeholder.

 .

rodfrugtpostej med hasselnødder

(4 personer)

100 g røde linser

600 g rodfrugter (rødbede, selleri, pastinak, gulerod, kartoffel etc.)

4 fed hvidløg

2 forårsløg eller 1 tynd porre

100 g hasselnødder

1 økologisk citron

4 spsk fintsnittet salvie

50 g havregryn

olivenolie

tamari

evt. boghvedekerner

salt, friskkværnet peber

Kog linserne møre i vand, der dækker, 10-15 minutter. Hæld linserne i en si og lad dem afdryppe helt. Pres al væden ud.

Riv de valgte rodfrugter og hvidløgsfeddene. Snit løgene eller porren fint.

Hak nødderne fint.

Riv ca. 1 spsk af den gule skal på citronen.

Rør linserne sammen med rodfrugterne og tilsæt løg, nødder, citronskal, 1-2 spsk citronsaft og salvie.

Rør farsen godt sammen og tilsæt havregryn, til konsistensen bliver passende. Rør 2 spsk olie og 2 spsk tamari i.

Smag farsen godt til med tamari, salt, friskkværnet peber og citronsaft. Lad evt. farsen stå en halv times tid og vurdér konsistensen. Farsen skal være temmelig fast. Smag også til igen.

Læg farsen i en smurt postej- eller anden bageform – eller brug flere mindre forme.

Du kan evt. drysse postejen med boghvedekerner. Rør i så fald 2 spsk olie sammen med 1 spsk tamari. Drys kernerne på postejen og pensl med olie/tamari. Pres kernerne lidt ned i postejen med penslen.

Bag en stor postej i en 190 grader varm ovn 50-60 minutter. Mindre forme bages 40-50 minutter.

.

 

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share