Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

kødboller uden kødArkiv

fredag

23

august 2013

0

KOMMENTARER

ugens menu uge 1, 2012, boller i karry

Skrevet af , Posted in ugens menu

 


10. januar 2012


 

marokkansk tagine

gryderet i lertøj

I Marokko får man ofte en ret, der er kogt eller dampet i den traditionelle lergryde med det koniske låg, som hedder en tagine.

Hvis du vil se, hvad der gemmer sig under lågene, så klik på billedet!

 


9. januar 2012


toprestaurant med guddommeligt grønt

De tider er forbi, hvor grøntsagsspisere bliver spist af med en gulerod og to slatne salatblade på en restaurant.

Forleden spiste jeg på Restaurant Kokkeriet i Kronprinsessegade i København sammen med bror Hans. Jeg har været der før (og også skrevet om det), og det var en lige så stor en oplevelse denne gang.

Vi fik en storslået 6 retters menu, hvor især rodfrugterne brillerede. Og nytolkningen af gamle klassikere er fantastisk. Jeg kunne fx ikke kende min barndoms gule ærter. Her var ærterne blevet til en tyk puré, som dannede bund for rodfrugter og hårdt grillede porrer. Det var aftenens vinder. Men alt var delikat fra de første hapsere over brødet til den sidste søde bid på dessertskeen.

Her ser du, hvordan gule ærter ser ud i 2012, når de er lagt i hænderne på en superkok:

 

www.kokkeriet.dk

 

 


8. januar 2012


lækker restemad

Januar er en spare- og spægemåned, men når det angår madrester, burde alle årets måneder være sparemåneder.

Der er stort set ingen ende på alle de spændende og anderledes måder, man kan bruge rester på. Grøntsager, korn og bønner kan fx meget nemt ende i en skøn suppe.

Men der er mange andre muligheder. En af bloggens flittige brugere, Tina, har netop skrevet, at hun fandt opskriften her på siden på frikadeller af en rest risotto. Selv Tinas hund kastede sig over risottodellerne. Så kan anbefalingen vist ikke blive større!

Prøv dem. Du kan selvfølgelig også bruge frisk kogte ris.

.

Liv Ullmann og resterne

A propos rester: i sin bog med barndomserindringer skriver Liv Ullmanns datter, Lin Ullmann, at de altid spiste rester i hendes hjem, da hun var barn.

Men hun funderer over, hvorfra alle disse rester kom, for hendes mor lavede aldrig mad. Ja, se dét er kunsten!

 


7.  januar 2012


 

drop dåsemaden

farlige stoffer i dåser

Forskere ved Harvard University i USA har foretaget et forsøg, hvor de har ladet 75 forsøgspersoner spise 340 g dåsesuppe hver dag i 5 dage.

Derefter målte de indholdet af det hormonforstyrrende stof bisphenol A i personernes urin. Resultatet viste, at indholdet af det hormonforstyrrende stof var forhøjet med 12 gange i forhold til folk, der spiste hjemmelavet suppe.

Bisphenol A findes i det plastic, som indersiden af konservesdåser er foret med. Producenterne har hidtil nægtet, at stoffet sivede ud i maden. Det er altså nu bevist, at det GØR det.

 

hjemmelavet suppe

Forsøget viser, at der er al mulig grund til at lave sin egen suppe. Det er tilmed supernemt at koge en suppe.

Man tager simpelt hen de grøntsager, man har ved hånden, og skærer dem i små terninger, koger dem i en god grøntsagsbouillon, tilsætter løg , hvidløg og krydderurter eller krydderier. Og voila – man har en herlig varmende suppe.

Suppen forvandles nemt til en hovedret, hvis du tilsætter et par håndfulde kogte bønner eller kikærter fra fryseren, hele kogte korn som spelt eller perlebyg, fuldkornspasta etc.

Du kan også prøve denne porresuppe.

 

porre/muskatsuppe

Klik på billedet, så får du opskriften.

 

 


6. januar 2012


salat med perlespelt, cashewnødder, tang og sesamdressing 

grove kerner

er noget af det bedste, man kan give sin krop. Dels indeholder kernerne supersunde næringsstoffer og mange fibre, dels medvirker de hele korn til at holde blodsukkeret stabilt.

Og ikke mindst, så smager både perlespelt og perlebyg skønt.

Prøv denne salat med perlespelt, cashewnødder og tang. Det er gods for rugbrødsmotoren og en dejlig oplevelse for smagsløgene.

Klik på billedet, så får du opskriften.

 


5. januar 2012


 

klassisk ret på den moderne måde

kødboller uden kød

Hvordan hænger det nu sammen?

Ja, det hele startede med, at en af bloggens læsere, Cecilie, efterlyste en opskrift på boller i karry til sin vegetariske datter.

Sandt at sige havde jeg aldrig tænkt tanken, at efterligne kødboller. Faktisk er jeg slet ikke interesseret i at efterligne kød. Grøntsagsmaden taler så udmærket, smukt og velsmagende på sine egne betingelser.

Men jeg syntes, at udfordringen med kødboller uden kød var spændende, så jeg kastede mig straks ud i nogle forsøg.

Det er så endt med ugens hovedret, vegetariske boller i karry. Jeg synes, denne enkle hverdagsret passer fint til spare- og spægemåneden, januar. Men tag ikke fejl: det smager dejligt!

Sådan ser “kød”bollerne ud, når de er bagt.

 

boller-i-karry.3

 nytolkning af gamle danske retter

Madvaner er nogle af de mest indgroede vaner, vi har. Det er netop blevet bekræftet her omkring jul og nytår. Mange danske familier ville ikke overleve højtiden uden flæskesteg, and eller gås. Og det er fuldt forståeligt, for det er dét, vi altid har spist.

En voksende del af befolkningen vælger dog i disse år andre og mere kærlige former for ernæring, men det fjerner ikke det faktum, at trangen til frikadeller, leverpostej og andre kødretter, vi har spist i generationer, er lagret dybt i vore celler.

Jeg kan se det af trafikken på bloggen. De mest populære opskrifter er dem på pateer, postejer, frikadeller og “bøffer”. 

Det er en stor glæde for mig at servere bæredygtige og nye fortolkninger af disse gode gamle danske retter her på siden. Forleden fik jeg en dejlig hilsen fra Tina, som fortalte, at “perle”bøfferne havde været en stor succes i hendes familie. Selv hendes kødelskende mand havde været vild med dem.

Ja, så bliver jeg glad!

 

grønt må der til

Ugens salat er med mine yndlingsgrøntsager, broccoli og blomkål. Jeg tror ikke, det er for meget sagt, at jeg er en slags kålnarkoman.

Jeg elsker alle former for kål, men måske mest disse to krøllede hoveder.

Nicoisedressingen løfter salaten højt over enhver fordom mod kål.

 



ugens menu


 

broccoli/blomkålssalat med nicoisedressing

 

Grøn og hvid krøllet kål vælter sig i denne salat i en dressing, som er inspireret af produkter fra Provence eller rettere Nice: oliven, kapers, tomat, peberfrugt og hvidløg.

Klik på billedet, så får du opskriften.

 


 

vegetariske boller i karry

boller-i-karry.2

Januar er sparemåned. Men man behøver ikke at spare på den gode smag. Den koster nemlig som oftest ikke ekstra. Prøv den gamle karry-klassiker på en ny måde.

Klik på billedet, så får du opskriften.

 

Share

fredag

23

august 2013

0

KOMMENTARER

ugens menu uge 47, COP17 i Durban

Skrevet af , Posted in ugens menu

________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se nedenfor th. Så får du besked, når der er nye lækker- bidder.

Hvis du vil afmelde abonnementet, så gå ind samme sted – og send desuden en mail til mig: kirsten.skaarup@privat.dk

_______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

30. november 2011

__________________________________________________________________________________________________________________

m e r e  s u p e r f o o d



rund, rød og foryngende

Rødbeder hører også til den kategori, man kalder superfood (se nedenfor).

Rødbeder indeholder meget af B-vitaminet folat, som bl.a har betydning for blodets iltning. 

I rødbeder findes også antioxidanterne antocyaninerne, der forebygger ældning og livsstilssygdomme. Og rødbeder er desuden jernholdige, hvilket er værd at bemærke, hvis man ikke spiser kød.


lille rødbedeforret

Rødbeder passer fint sammen med gedeost. Også andre markante ting som peberrod og wasabi kvikker den tilbageholdende rødbede op. Sødt-syrligt er også godt, fx rosiner kogt ind med balsamico.

I den lille forret her er rødbederne kogt, men faktisk er det fint at spise så meget råt som muligt. Så du kan blot skære rødbederne i papirtynde skiver og lægge dem sammen med osten. Så har du en forret på nogle få minutter.


rødbeder med gedeost

Klik på billedet, så får du opskriften.


__________________________________________________________________________________________________________________

29. november 2011

________________________________________________________________________________________________________________________

a v o c a d o  o g  a n t i o x i d a n t e r



avocado er superfood

Avocado er et genialt næringsmiddel. Det er blevet sagt, at hvis man strander på en øde ø, kan man overleve i årevis, blot der vokser avocado på øen.

.

ny forskning

Vi har længe vidst, at avocado er sundt, men nu har forskning på Ohio State University vist, at forsøgspersoner, der fik en salat med avocado, optog flere antioxidanter end de personer, der fik en almindelig salat med fedtfattig dressing.

I avocadosalaten var der 4 gange mere lycopen og 18 gange mere betacaroten (A-vitamin) i forhold til den traditionelle salat.


lycopen beskytter

Stoffet lycopen findes rigeligt i avocado. Lycopen er en antioxidant og det pigment, der giver grøntsagerne deres farver (fx findes der også meget lycopen i tomater).

Lycopen reducerer hærdning af blodkarrene og nedsætter risikoen for blodpropper. Og den gode antioxidant er også aktiv i bekæmpelsen af kræftceller.

Prøv en avocadosalat, brug avocado som pålæg, eller optimér humussen med en avocado.

___________________________________________________________________________________________________________________________________

avocadosalat med sorte bønner

.


avocado/pæresalat


Klik på billederne, så får du opskriften.

Længere nede på denne side finder du opskrift på avocadohummus.


En anden mulighed er at bruge avocadoolie i dressinger.



_____________________________________________________________________________________________________________________________

28. november 2011

_________________________________________________________________________________________________________________

C O P 1 7


kødfrifredag

blev startet i forbindelse med klimatopmødet i København i 2009. Læs mere om tankerne bag her.

Den gang troede jeg endnu på, at verden kunne blive enig om at værne om klimaet. Det skete ikke, og der er desværre heller ikke store chancer for, at det vil ske med topmødet nu i Durban.

Grådigheden er for stor, og indsigten i konsekvensen af vore handlinger er for lille, og det er derfor aldrig lykkedes nationerne at nå til enighed om en klimaaftale, der forpligter samtlige lande i udledning af klimagasser.



“Den rige mands ko stjæler den fattige bondes korn”

Mahatma Gandhi


vi må selv handle

Heldigvis er der gode takter i mange lande, selv i et land som Kina, der ikke vil forpligte sig til aftaler. Ikke desto mindre arbejder man hårdt på at forbedre klimaet, hvilket også er af største nødvendighed. Allerede da jeg rejste i landet i 1985 var luften til at skære i – og det er småting imod, hvad der siden er sket.


hver eneste bid batter

Man kan spørge sig selv i dette gigantiske hav af forurening: “nytter det noget at ændre spisevaner?”.

JA, det gør det. Hver eneste bid mad vi putter i munden har konsekvens for klimaet.

Derfor håber jeg, at du vil bruge og nyde opskrifterne her på bloggen – og meget gerne sende dem videre til venner og bekendte. Vi har brug for at få alle med om bord for at skåne denne smukke planet og sikre den for fremtiden.



_______________________________________________________________________________________________________________

27. november 2011

____________________________________________________________________________________________________________________


k ø d b o l l e r  u d e n  k ø d ?


boller i karry på den grønne måde

En af bloggens læsere, Cecile, har spurgt mig om en opskrift på boller i karry. Faktisk har jeg aldrig før tænkt på at lave kødboller uden kød, men nu har jeg kastet mig ud i nogle forsøg. Det er en virkelig spændende opgave.



her hjælper kun bønner

Foreløbig har jeg lavet nogle udmærkede “kød”boller med basis i kidneybønner. De hang fint sammen, da de blev kogt i en god grøntsagsbouillon.

Jeg vil også prøve at lave nogle boller på basis af svampe.

Hvis DU har erfaring med eller ideer til “kød”boller uden kød, så skriv gerne en besked her på bloggen.

Inden længe vil der komme en opskrift med boller i karry – måske med flere udgaver af “kød”boller uden kød.


_____________________________________________________________________________________________________________________________

26. november 2011

_____________________________________________________________________________________________________________________


s o l s k i n s m a d


kærlig klimamad


ny bog af Birthe Straarup

Terapeuten Birthe Straarup har udsendt en spændende ny bog.

Birthe Straarup har i mange år arbejdet som zoneterapeut, kineseolog og terapeutisk rådgiver.

Siden 2003 har Birthe Straarup arbejdet med begrebet “solskinsmad”, som er de principper bogen handler om.


opskriften på sundhed og enkelhed

Selv om der er opskrifter i bogen, vil Birthe Straarup mere have os til at leve efter et helt nyt princip, hvor vi tager hensyn til planeten, klimaet og ressourcerne.

Birthe Straarup siger: “Plantemad er nænsom for kroppen, dyrene og kloden og bliver morgendagens mad”.

Ved hjælp af en helt ny madcirkel fører Birthe Straarup os ind i det uendelige univers af vidunderlige smagsnuancer, og personligt tror jeg , at vi helt automatisk vil ændre madvaner til noget sundt og naturligt, hvis vi lærer at SMAGE.


“Solskinsmad” er på 172 sider og koster kr. 249,00.

Du kan købe bogen her – og læse mere om den på samme link. 


________________________________________________________________________________________________________________________

25. november 2011

______________________________________________________________________________________________________________________________________

g å  s t æ r k t  t i l  b r o c c o l i e n


broccoli beskytter

Det er velkendt, at broccoli er en af de bedste beskyttere mod kræft. Kræftcellerne kan simpelt hen ikke lide de skrappe stoffer i broccoli (og andre former for kål).


ny forskning om broccoli

Nu har forskerne fundet ud af, at broccolien er endnu mere effektiv mod kræftcellerne, hvis den spises sammen med noget stærkt som peberrod, wasabi, chili etc.


broccoli med wasabi og sesamfrø

I den gode sags tjeneste har jeg lavet et forsøg med broccoli og wasabi.

Wasabi er japansk peberrod, og vil være kendt af dem, der elsker sushi. Wasabi er den edder-stærke pasta, der altid følger ned sushi. 

Wasabi købes i butikker, der handler med orientalske produkter. Det fås enten i en tube eller som et pulver, som skal røres op i vand.

Jeg har skåret broccoli i skiver og penslet dem med wasabi rørt op i vand. Derefter har jeg drysset sesamfrø på og stegt skiverne et øjeblik på panden i lidt olie.

Husk at broccoli skal varmebehandles så lidt som muligt for ikke at ødelægge de aktive stoffer.


mere følger om broccoli og de stærke sager

Hvis det stærke virkelig skal blive på broccolien, er det formentlig nødvendigt at vende skiverne i sammenpisket æg sammen med det stærke medie. Det kommer jeg tilbage til.

Indtil videre kan du jo også spise broccolien som en salat med en stærk chilidressing eller peberrodsdressing.



___________________________________________________________________________________________________________________________________________

24. november 2011

______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


g r ø n t  &  o g  g r o f t  t i l  m a d p a k k e n



ideer til den grønne madpakke

Som jeg tidligere har skrevet om, arbejder jeg på en bog om grøn madpakke- og frokostmad. Jeg håber, den udkommer i løbet af 2012. 

Bogen indeholder en masse opskrifter på smørepålæg, som man nemt selv kan lave. De købte vegetariske pålæg er temmelig dyre, så der er store besparelser, hvis man laver sit eget pålæg, og der er mange lækre ting som artiskokpålæg, linsepostej, nøddesmør, cashewpålæg og desuden masser af frikadeller og andre postejer, lommepizzaer med meget mere  

–  Og så er hjemmegjort som bekendt velgjort, og man ved præcis, hvad der er i maden. 

I denne uge kommer der et par smagsprøver. Dels har jeg udarbejdet en opskrift på en burgerbolle med perlespelt og speltmel, som både fylder og smager, dels har jeg lavet en variation af den klassiske hummus.


opgradering af den klassiske hummus

Hummus er populært som pålæg, og det smager da også fantastisk godt. Og så kan det varieres på utallige måder. Man kan tilsætte chili, spidskommen, sennep etc. – og man kan, som jeg foreslår her, optimere humussen med et par supersunde avocado.


Hummusen på billedet er en klassisk hummus med chili. Klik på billedet, så får du opskriften.


klap sammen om noget godt –

den klimavenlige burger

Der er ingen ende på alle de dejlige ting, man kan fylde i en burger.

Hvis du vælger ugens speltbolle og smører den med hummus og klapper den sammen om en kartoffelfrikadelle, er du rigtig godt forsynet med gode proteiner.

– Og det er vel at bemærke proteiner af den klimavenlige slags.  Her har ingen kobøvser og ditto prutter belastet omgivelserne.


___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

u g e n s  m e n u

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

burgerboller

De store, fyldige burgerboller kan også bages som mindre, almindelige boller.

Dejen skal ikke æltes, kun røres, så bollerne er hurtige at bage.

Klik på billedet, så får du opskriften.


__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

avocadohummus

Her har den sunde hummus fået et ekstra tilskud af velsmag og gode fedtstoffer.

Kikærter og avocado klæder hinanden godt på alle måder.

Klik på billedet, så får du opskriften.


____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

burger med fyld

Klik på billedet, hvis du vil have ideer til burgerfyld.

Hvis du klikker HER, får du endnu flere ideer.

 vegetaropskrift, vegetarret, veganeropskrift

Share