Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Kirsten Skaarups plantefarsArkiv

mandag

18

februar 2019

14

KOMMENTARER

kålpølser med tomatsovs og bagt blomkål

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

du kan stadig nå en god pris!

I torsdags udkom min nye kogebog, og den er blevet modtaget SÅ flot. Hjertelig tak til alle jer, der har skrevet til mig på Facebook og Instagram. Det glæder mig SÅ meget at høre om jeres begejstring og læse de smukke omtaler.

Jeg var så heldig at have et lille indslag i TV2 nyhederne på selve udgivelsesdagen. Og allerede dagen efter strøg bogen lige ind som nr. 1 på Saxos bestsellerliste – foran både skønlitteratur og faglitteratur.

Har du endnu bogen til gode, kan den købes hos boghandlerne eller hos Saxo til kr. 189,95.

.

mere plantefars – nu svøbt i kål

Og nu kan jeg slet ikke give slip på de mange muligheder, der er med plantefars, så her er endnu et bud på kloge og sunde planteproteiner.

Inden sønderjyderne kommer efter mig, skynder jeg mig lynhurtigt at sige, at denne ret har INTET at gøre med sønderjyske kålpølser. Faktisk indeholder de sønderjyske kålpølser slet ikke kål. De er lavet af kød og spises til kål – deraf navnet.

Disse “ruller”, som slet ikke skal forestille at være pølser eller efterligne pølser, ER derimod med kål. Jeg kalder dem pølser, fordi farsen af kidneybønner er trillet til en pølse, pakket ind i kål og bagt i ovnen.

Du kan også stege frikadeller eller bøffer af farsen – eller bage den som en paté.

.

små hapsere

Når rullerne er bagt i ovnen, kan de serveres hele eller i små stykker som på fotoet. Hapserne udgør proteintilskuddet i en middag, og de kan passende nydes med en sovs og bagt blomkål, se nedenfor. Så kan du bage blomkål og ruller sammen.

Du kan servere sovsen med spidskommen som foreslået til blomkålen, men du kan også vælge en lynhurtig tomatsovs.

.

bagt blomkål

Jeg elsker blomkål! rå, svitset, letdampet, som suppe, bagt … ligegyldig hvordan, synes jeg denne kål er SÅ delikat. Og lidt ristede hasselnødder gør bestemt ikke nydelsen mindre.

Ofte er blomkålen omsluttet af nogle mere eller mindre tykke, grønne blade. Spis dem endelig med. De er nøjagtig så fine som selve kålhovedet. Det er madspild at smide dem ud.

.

spicy bønnefars

Efter at have arbejdet mere end et år på min nye bog om “Klimakærlige frikadeller, bøffer etc.”, har jeg som sagt så meget gang i plantefarsen, at jeg slet ikke kan stoppe.

I dette tilfælde har jeg brugt chilikrydrede kidneybønner fra dåse. På den måde er farsen lynhurtig at fremstille. Men har du god tid så sæt bønnerne i blød mindst 8 timer og kog dem møre i nyt vand 30-35 minutter (se evt. om kogning af bønner her). Eller måske har du kogte bønner liggende i fryseren?

Du kan sagtens bruge andre bønner end kidneybønner.

.

kålpølser

(4 personer)

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

evt. lidt frisk hakket chili

100 g selleri

1 ds kidneybønner med chili (400 g)

1 stilk bladselleri

25 g valnødder

50-75 g havregryn

2 spsk loppefrøskaller

friske krydderurter efter smag (timian, oregano, salvie etc.)

2 tsk røget paprika

2 spsk tamari

salt, friskkværnet peber

3-4 spsk fuldkornsmajsmel (ikke polenta)

12 store hvidkålsblade

olivenolie

.

Skær løg, hvidløg og selleri i mindre stykker og kom dem i foodprocessoren. Tilsæt evt. lidt chili (især hvis du selv koger bønnerne). Findel ingredienserne og hæld dem over i en skål.

Hvis du bruger bønner fra dåse, så afdryp dem i en sigte så godt som muligt (gem væden).

Findel bønnerne i food processoren. Bønnerne behøver ikke alle at være helt knuste.

Rør bønnerne i grøntsagerne.

Skær bladsellerien med blade i bittesmå stykker. Hak valnødderne. Rør begge dele i farsen sammen med 50 g havregryn, loppefrøskaller, krydderurter og paprika.

Rør farsen godt sammen og vurdér konsistensen. Måske skal der lidt flere havregyn i. Farsen skal være temmelig fast.

Smag til med tamari, salt og peber.

Pres farsen godt sammen i skålen og lad den hvile 1-2 timer, gerne til næste dag.

Smag farsen til igen og tilsæt om nødvendigt lidt majsmel. Hvis farsen er for fast, så rør lidt væde fra bønnerne i.

Læg hvidkålsbladene i kogende vand et par minutter, til de er bløde. Skær det groveste af midterribben fra (brug det i en suppe).

Rul 3-4 pølser af farsen.

Saml 2-3 kålblade til ét stort stykke og læg en portion fars på. Luk enderne og rul kålen stramt sammen om kålen.

Fortsæt med resten af ingredienserne.

Læg kålrullerne på bagepapir på en bageplade og pensl godt med olivenolie.

Sæt rullerne i en 190 grader varm ovn og bag dem ca. 25 minutter. Vend dem og bag dem endnu 10-15 minutter.

Lad rullerne ligge i ovnen til de er lunkne.

Hvis du vil skære skiver af dem som på fotoene, skal du lade rullerne afkøle.

.

Servér evt. tomatsovs til kålpølserne.

 

Share

mandag

11

februar 2019

9

KOMMENTARER

ny bog på Valentinesdag + dagens ret: plantebaserede karbonader

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

dagen før dagen før dagen …

Så er det i denne uge – på selveste Valentinesdag den 14. februar – at min nye bog udkommer. Og man kan vel dårligt ønske sig en bedre gave til klimaet end en bog, der forhåbentlig får mange til at skifte de kødbaserede hakkemads-retter ud med bønner, linser, ærter, rodfrugter, mandler, nødder etc. – Eller bare nedsætte sit kødindtag. Selv lidt har en stor virkning. Og når du først er i gang, bliver du afhængig – og så sker der noget. Ringene breder sig i vandet …

Du kan bladre i bogens indledning her. Der er langt over 100 opskrifter i bogen på plantebaserede frikadeller, bøffer, pateer og postejer samt forslag til tilbehør som bagte grøntsager, salater, sovse etc.

.

karbonader er også kærlige ved klimaet

For at fejre udgivelsen af “frikadellebogen” holder jeg næsen i sporet og kommer her med endnu en spritny opskrift på mad med plantefars. Denne opskrift er IKKE med i den nye bog.

Jeg har valgt at lave disse karbonader af skorzonerrødder, fordi Irma havde to pakker a 5 kr. (!) Men rødderne er ikke altid nemme at finde, så du kan uden problemer udskifte skorzonerrødderne med pastinakker, gulerødder eller persillerødder.

Læs evt. om de sunde skorzonerrødder her.

Og apropos de billige rødder er der mange penge at spare, hvis man gør sig den ulejlighed at kigge efter supermarkedernes tilbud på grøntsager, der er ved at nå sidste salgsdato. De er som oftest totalt anvendelige.

.

spis sovs til

karbonader af skorzonerrødder

(ca. 10 karbonader)

100 g røde linser

100 g løg

4 fed hvidøg

400 g skorzonerrødder (evt. pastink eller persillerod)

2 spsk kokos- eller olivenolie + ekstra til stegning

1 stilk bladselleri

50 g solsikkekerner

1 spsk tørret timian

1 dl plantefløde

80 g kikærtemel

3-6 spsk havregryn

2-3 spsk tamari

2-3 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

sesamfrø (kan udelades)

.

Kog linserne i dobblet mængde vand ca. 15 minutter. Afdryp dem hvis der er mere vand tilbage.

Hak løg og hvidløg. Skræl og riv sorzonerrødderne eller findel dem i en foodprocessor.

Svits løg og hvidløg i olien til løgene er gyldne. Tilsæt de findelte rødder og svits dem med 4-5 minutter.

Bland linserne i de svitsede grøntsager.

Skær bladsellerien i meget små stykker.

Hak solsikkekernerne groft og rist dem på en tør pande, til de dufter. Rør kerner og bladselleri i farsen.

Tilsæt timian, fløde, mel og havregryn. Rør farsen godt sammen.

Smag til med tamari, citronsaft, salt og peber.

Vurdér konsistensen. Skal der mere mel i – eller måske lidt mere væde? Farsen skal være temmelig fast.

Pres farsen sammen i skålen og lad den hvile en halv times tid. Farsen kan også stå i køleskabet til næste dag.

Form med melede hænder ca. 10 karbonader af farsen og vend dem i sesamfrø (kan evt. udelades).

Sæt karbonaderne i godt varm olie på en pande og steg dem gyldne på begge sider.

Servér fx bagte kartoffelbåde og grøntsagsstave til karbonaderne samt en spicy jordnøddesovs.

.

tilbehør

 

 

Du kan vælge et hvilket som helst tilbehør til karbonaderne. Det kan være en helt almindelig brun sovs – eller en spicy jordnøddesovssom er det nemme valg. En salat eller rå stave af grøntsager samt oliven passer også fint til karbonaderne.

.

Share