jul på Mallorca
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in rejser
jul i sommervejr
Hestene venter tålmodigt på kunder ved katedralen i Palma de Mallorca, og alpeviolerne blomstrer i de danske farver. Måske er det, fordi jeg er så heldig at fejre jul i Palma på Mallorca. Det er en dejlig kontrast til det mørke danske vintervejr. Her er azurblå himmel med masser af sol. Frokosten nydes udendørs, og der er spændende ting på menuen, ikke mindst tapas.
julemanden er her også – uden kane ganske vist
Der er ikke meget julepynt i Palma – og slet ikke noget tegn på juletravlhed. Det skyldes, at spanierne fejrer jul på en anden måde end os. Man mødes ganske vist med familie og venner juledag og måske 2. juledag, men det er langt fra sikkert, at der vanker gaver på disse dage.
Ofte kommer julemanden nemlig først med gaverne til Hellig Tre Konger i januar. Og de heldige får gaver både i julen og den 6. januar.
magikere og julemænd
På Placa Major mødes mænd uden hoved med en rigtig levende julemand. Og lige om hjørnet svæver en inder i den fri luft!
til julemesse i den store katedral
Palmas store imponerende La Seu-katedral blev påbegyndt i 1200tallet og færdiggjort i 1601. Der holdes julemesse flere gange den 24. december, og kirken er stopfuld hver gang.
der falder en ekstra skærv af i anledning af julen
en grøn julemiddag
For mig er det ikke blevet til nøddepaté og rødkålssalat i denne jul. Til gengæld har jeg fået masser af anden lækker mad. Her er en servering, der er mere international end mallorcinsk. Men den er så lækker, at jeg gerne vil give ideen videre.
En aubergine er bagt og grillet helt blød og “fed” af olie med en anelse røgsmag. En sovs af grønne tomater og én af røde tomater danner bund. Imellem to stykker aubergine ligger en skive gedeost med indkogt balsamico. Det beige drys på toppen er tørret tang.