Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Jørn Ussing LarsenArkiv

fredag

25

november 2022

0

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: thailandsk jordnøddecurry med søde kartofler og spinat

Skrevet af , Posted in hovedretter, Skaarups skønne sparekøkken

.

en varmende curry på en kold dag

Hvem er ikke vild med thailandsk mad? Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke slikker sig om munden, når snakken falder på netop dette asiatiske køkken.

Her er en klassisk curryret med stærk currypasta, søde kartofler, spinat, jordnødder – og mild kokosmælk.

.

spis korn til

Vi har vænnet os til, at vi altid spiser ris til orientalsk mad. Det gør de jo selv derude. Men dér gror risen også lige uden for døren.

Vil man undgå transporten, så spis danske korn i stedet. Man kan altid bytte ris ud med speltkorn, hele hvedekerner, bygkerner etc. – eller rugkerner. Jeg er vild med hele kogte rugkerner, fordi der er meget at tygge i, og fordi de giver en fantastisk mæthedsfølelse.

.

forskellige typer korn udstillet i Kornets Hus

Du har sikkert hørt om det fantastiske Kornets Hus i Hjørring. Huset er kronen på bageren Jørn Ussing Larsen og hans kone, Inger’s, livsværk. Det er også de to, der skabte det biodynamiske bageri, Aurion, længe før nogle tænkte på, hvad økologi og biodynamik var for noget.

Kornets Hus er et enestående oplevelseshus, en slags arbejdende museum for korn og kornprodukter. Her fortælles alt om vores daglige brød, dets historie og dets betydning – og her holdes bagekurser for børn og voksne.

Kommer du i huset ved brunch- eller frokosttid, kan du nyde udsøgte serveringer, og selvfølgelig spiser man brød til. Men husk at bestille bord!

Beholderne ovenfor er en del af udstillingen i Kornets Hus, og de rummer alle dansk dyrkede korn, der kan erstatte ris som tilbehør.

.

det er stadig sparetid

Den thailandske curryret er virkelig enkel og hurtig at tilberede. Råvarerne er billige, og energiforbruget er minimalt.

Hvis du er udgået for søde kartofler, så brug de almindelige hvide i stedet. Og du kan erstatte spinat med grønkål eller palmekål. Jordnødderne kan byttes ud med ristede cashewkerner.

Det “plantehakkede” (planteproteiner af ærter og hestebønner) kan erstattes af tofu eller seitan.

Velbekomme!

.

thailandsk jordnøddecurry med søde kartofler og spinat

(4 personer)

100 g plantehakket (du kan bruge alle typer) – kan erstattes af 150 g tofu

200 g løg

4 fed hvidløg

4 spsk kokos- eller olivenolie

ca. ½ spsk rød thailandsk currypasta

¾ kg søde kartofler

200 g frossen spinat (kan erstattes af grønkål eller palmekål)

1 dåse kokosmælk, 4 dl

evt. lidt grøntsagsbouillon

1 økologisk limefrugt

4 spsk jordnøddesmør (kan udelades)

salt, friskkværnet peber, evt. tamari

50 g saltede jordnødder

frisk koriander (kan udelades)

 

100 g rugkerner

 

Hæld vand over det plantehakkede, så det dækker. Lad det stå et kvarters tid.

Hak løg og hvidløg.

Varm olien op i en gryde og tilsæt currypastaen. Svits den et øjeblik og tilsæt de to slags løg.

Svits løgene nogle minutter.

Skær de søde kartofler i terninger og kom dem i gryden sammen med det plantehakkede, spinat og kokosmælk.

Læg låg på gryden og lad curryen simre 8-10 minutter. Måske skal der tilsættes lidt bouillon.

Tilsæt 2 spsk limesaft og lidt reven skal.

Rør jordnøddesmørret ud i curryen og smag godt til med limesaft, salt, peber og evt. lidt tamari.

Drys curryen med hakkede jordnødder og evt. koriander.

Hæld dobbelt mængde kogende vand over rugkernerne og kog dem ca. 25 minutter. Pas på, at de ikke koger tør. Hvis der er mere væde tilbage, når de er kogt, afdryppes de.

.

.

Share

fredag

18

juni 2021

14

KOMMENTARER

stegt spidskål med tomatsalsa – tag med i Kornets Hus

Skrevet af , Posted in forretter, hovedretter, rejser

.

en livslang drøm indfriet på smukkeste vis

Gad vide hvor mange mennesker, der i deres liv lykkes med at opføre et stort oplevelseshus og museum? At skaffe midler fra fonde og være motor og drivkraft for skabelsen af et værk i stor skønhed, både ude og inde.

Det har den visionære bager, Jørn Ussing Larsen og hans hustru Inger, gjort med opførelsen af Kornets Hus.

For mange år siden startede parret det økologiske og biodynamiske bageri, Aurion, i Hjørring. Allerede dengang var de forud for deres tid med gedigent, økologisk og biodynamisk brød. Fra de første fem rugbrød bagt i faderens ovn, voksede bageriet, alt imens Jørn drømte store drømme om et riste en rune over kornet og det gode brød.

Det var også Jørn, der genopdagede de gamle kornarter spelt, enkorn, emmer og kornsorten kamut. Uden den passionerede bager var vi aldrig kommet på det høje brødstade, vi er i Danmark i dag. Jørn introducerede også quinoa til danskerne – det geniale næringsmiddel fra Sydamerika.

.

I Kornets Hus får du svar på alt det, du ikke vidste, du gerne ville vide om et af verdens vigtigste næringsmidler

 

Senest har Jørn så stået i spidsen for opførelsen af det smukke Kornets Hus tæt ved bageriet i Hjørring. Her har det fremsynede par realiseret deres mange visioner om at skabe et oplevelsesrum for kornet – basis for vores daglige brød.

Kornets Hus har fokus på viden om korn, kornets historie og korn som en central råvare i vores ernæring.

.

Alt i Kornets Hus er fremstillet af de ypperste materialer. Hvem tænkte på, at en kornkværn kan være SÅ smuk!

 

Kornets Hus er et sanseligt oplevelsessted med bagekurser, formidling, gastrokøkken, butik, café og meget mere. Jørn og Inger er fornemme repræsentanter for en holistisk holdning, der så småt er ved at spire frem. Når ren tanke og ren handling forenes, går vi mod kærligere tider. De har skabt et hus, hvor alt er smukt. Det er som dug på slagne enge i vores arkitekturfattige tid.

.

den visionære bager

lækker mad i cafeen

Da jeg i søndags besøgte Inger og Jørn i Kornets Hus sammen med to gode venner, blev vi beværtet med en overdådig frokost. En af retterne var stegt spidskål med tomatsalsa på toppen.

Opskriften nedenfor er ikke nøjagtig den samme som i cafeen, men jeg har forsøgt at gengive den efter hukommelsen. Der ligger andre opskrifter på stegt spidskål på bloggen, men denne er specielt delikat på grund af tomatsalsaen, som tilfører både sødme og syrlighed til kålen.

.

.

spis brød til

Foto: Anette Harbech Olesen

 

Spis gerne brød til spidskålen. Det knasende friskbagte brød ovenfor kan man købe i butikken i Kornets Hus.

Jeg har ikke opskrift på brødet, men vil du bage brød til spidskålen, kan jeg anbefale et andet knasende brød, nemlig det æltefri grydebrød.

Lige nu i forsommeren er nye kogte kartofler selvfølgelig også et oplagt tilbehør.

.

æltfrit grydebrød – grundopskrift

.

stegt spidskål med tomatsalsa

(4 personer)

2 små spidskålshoveder

tomatsalsa:

200 g rødløg

olivenolie

2 spsk balsamico

salt, friskkværnet peber

250 g små tomater, gerne flere farver

2 spsk kapers

1 bdt persille

ahornsirup eller rørsukker

 

Lav først salsaen: skær løgene i skiver og lad dem simre i 2-3 spsk olie, til de er bløde men ikke brune.

Tilsæt balsamicoen og lidt salt og peber.

Skær tomaterne i små stykker og bland dem i løgene sammen med de 2 spsk kapers. Tag panden af varmen og smag til med salt, peber og sirup.

Hak persillen og rør den i.

Del spidskålene i kvarte på den lange led og steg dem gyldne på alle sider i 4 spsk olie. Lad kålen simre for svag varme, til den er gennemstegt og blød som smør. Hæld evt. lidt mere olie over.

Servér spidskålen med tomatsalsaen på toppen. Jeg har yderligere drysset med hyldeblomster i anledning af, at det er midsommertid!

.

.

let og lækker sommermad

Share

fredag

10

marts 2017

3

KOMMENTARER

ovnbagt quinoa med rodfrugter og chilidip

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

bæredygtige proteiner er fremtidens mad

Her er en ret med det lille geniale quinoafrø. Quinoa indeholder samtlige aminosyrer (proteiner, 12,1 g protein pr. 100 g) og kan således erstatte de på alle måder belastende proteiner fra animalske fødevarer.

.

quinoa i forskellige kvaliteter

Quinoa har været dyrket i Sydamerika i århundreder. Her har quinoa udgjort basisføden for millioner af fattige mennesker i de barske regioner i Andesbjergene, hvor quinoa dyrkes og trives.

Da frøet blev kendt i den vestlige verden, blev det hurtigt så populært, at de lokale bønder dårligt kunne følge med efterspørgslen.

Her i Danmark var det selveste Mr. Quinoa, Jørn Ussing Larsen fra Bageriet Aurion i Hjørring, der fandt det geniale næringsmiddel i Bolivia og bragte det til Danmark. Her blev quinoa hurtigt lige så populært som alle andre steder. Men ikke mindst sørgede Jørn for, at bønderne i Bolivia dannede økologiske kollektiver, og dermed har den entusiastiske ildsjæl været med til at trække mange mennesker ud af fattigdom.

Men den store efterspørgsel efter quinoa betød også, at priserne steg så meget, at de lokale bønder knap selv havde råd til at spise produktet. Det var en ulykkelig situation, men det er ikke nogen løsning at boykotte quinoa. I øvrigt er salget efterfølgende gået drastisk ned, og priserne tilsvarende faldet til det halve. Så nu kan vi igen spise quinoa med god samvittighed.

.

.

Det er nyttigt at vide, at quinoa findes i forskellige kvaliteter. Det er muligt at købe billigere quinoa fra Kina og Indien, og dyrkning af quinoa er også på vej i Danmark.  Men Jørn Ussing Larsen oplyser, at quinoaen fra Bolivia er af en særlig god kvalitet.

Jørn Ussing Larsen siger videre: “Det at købe quinoa er aktivt ulandsarbejde. Jeg har selv oplevet, at livet er blevet meget anderledes på landet igennem de 10 år, jeg har haft min gang i Bolivia. Jeg håber priserne og produktionen falder på plads, så den bolivianske kvalitets-quinua stadig har sin plads på de danske middagsborde.”

 

nye kvalitetsprodukter fra Aurion

Og imens vi er ved Aurion, som vi helsebevidste har meget at takke for, kan jeg fortælle, at  Jørn Ussing Larsen også var den første, der trak de gamle kornsorter frem i lyset, ikke mindst spelt, som siden har gået sin sejrsgang gennem utallige danske køkkener. Begrebet spelt-segmentet er oven i købet blevet en slags smædebetegnelse for bevidste forbrugere.

Nu er der lige kommet nye produkter fra Aurion, som jeg gerne vil slå et slag for. Det drejer sig om boghvede, havre og quinoa, som alle tre er glutenfri og derfor vil være en gave til alle glutenallergikere.

I dag er der en idé til brug af quinoa, og jeg har også gang i en suppe med hel boghvede, så du kan glæde dig!

..

rodfrugter i godt selskab

Det er stadig sæson for rodfrugter, og jeg har her valgt at bage hele retten i ovnen. Normalt koger man quinoaen ligesom løskogte ris, men jeg synes det er praktisk at have det hele i ét fad. Så er tilberedningen hurtigt overstået.

Du kan bruge alle slags rodfrugter, så retten er også praktisk, hvis du har et lille lager af grøntsager, der trænger til at blive nydt. Du kan evt. også bage halve løg og hele hvidløgsfed med i retten.

Til at give den milde ret et smags-kick, foreslår jeg en dip eller “sovs” af yoghurt smagt til med chili.

 .

ovnbagt quinoa med rodfrugter og chilidip

(4 personer)

150 g quinoa, sort, rød eller en blanding

1/2 l grøntsagsbouillon

ca. 1 kg rodfrugter. Jeg har brugt glaskål, gulerødder, persillerødder og jordskokker

salt, friskkværnet peber

4 spsk olivenolie

chilidip:

2 1/2 dl sojayoghurt eller anden yoghurt

1-2 spsk citronsaft

frisk chili efter smag, evt. tørrede chiliflager

1 fed hvidløg

2 spsk reven ingefær

frisk koriander eller persille

 

Skyl quinoaen godt og kom den i en gryde. Hæld bouillonen ved og bring den i kog. Lad quinoaen koge i 5 minutter.

Hæld quinoa og bouillon i et ovnfast fad. Drys med lidt salt og peber.

Skær grøntsagerne i både eller stave. Du kan også bevare tynde gulerødder hele.

Læg rodfrugterne i et pænt mønster ovenpå quinoaen. Dryp med olivenolie.

Dæk fadet med et låg eller folie og sæt det i en 200 grader varm ovn.

Bag retten til rodfrugterne er bløde, men de må godt stadig være al dente. Det tager 30-35 minutter. Quinoaen skal være kogt. Er der væde tilbage i fadet, så fjern låget eller folien, til væden er fordampet.

.

Lav imens dippet: smag yoghurten til med salt, peber og citronsaft.

Hak den ønskede mængde chili og pres hvidløget.

Rør chili, hvidløg og ingefær i yoghurten. Smag godt til, evt. også med et nip sukker.

Drys quinoafadet med lidt frisk koriander eller persille og servér dippen til separat.

.

 

Share