Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

indiske pandekagerArkiv

torsdag

22

august 2013

8

KOMMENTARER

masala dosa – indiske pandekager

Skrevet af , Posted in hovedretter

masala dosa

dosaer

er lækre, indiske papirtynde pandekager, som bages af forskellig slags dej.

Som oftest er der knuste linser i dejen, og da jeg for nylig var i indien fik jeg to helt nye opskrifter på ”fuldkorns”-dosaer, hvor der både var fuldkornsmel og knuste linser og ris i. Inderne er nemlig også begyndt at tænke på fibre og sundhed.

Jeg afprøvede straks de noget tunge opskrifter hjemme i mit eget køkken, men de fungerede slet ikke på min pande.

Derfor bruger jeg den gode gamle opskrift, som jeg tidligere har bragt her på bloggen. Hvis du vil have lidt mere ”gods” i pandekagerne, kan du tilsætte frø som sesamfrø og hørfrø og evt. lidt havregryn, men pandekagerne bliver så lidt mere bastante.

 

pandekager:

3 dl kikærtemel (købes i indvandrerbutikker)

1 dl rismel

2-3 dl vand

evt. ½ dl havregryn

evt. 2 spsk sesamfrø

evt. 2 spsk hørfrø

olie til stegning

fyld:

½ kg kartofler (evt. en rest fra dagen før)

100 løg

4 fed hvidløg

1 chili

3 peberfrugter (rød, grøn og gul)

1 spsk sorte sennepsfrø

1 spsk spidskommenfrø

3 spsk rapsolie

2 spsk hakket ingefær

2 tsk gurkemeje

ca. ½ spsk garam masala

evt. lidt grøntsagsbouillon


Rør de to slags mel ud i vandet og lad dejen stå tildækket nogle timer – eller helst til dagen efter.

Tilsæt et drys salt og – hvis du vil have havregryn og frø i – så rør dem i også.

Lav fyldet: kog kartoflerne møre og skær dem i skiver.

Hak løg og chili (fjern kernerne fra chilien). Skær peberfrugterne i terninger (fjern kerner og frøstole).

Rist sennepsfrøene på en tør pande (hold øje med frøene. Når de er varme, ”springer” de).

Hæld olien på panden og varm den op. Svits løg og chili, til løgene er klare. Tilsæt kartoflerne og mos dem let.

Kom peberfrugter, et drys salt, ingefær, gurkemeje og garam masala på panden.

Tilsæt evt. ½-1 dl bouillon

Svits blandingen til peberfrugterne er let stegte.

Smag til med salt og evt. flere krydderier.

Vurdér dejen: den skal være temmelig tynd.

Bag fire store, tynde pandekager af dejen. Vend ikke pandekagerne før der er bobler på overfladen og du kan få en spatel ind under dejen.

Fordel fyldet på pandekagerne og fold eller rul dem sammen.

Giv to slags dip til pandekagerne.

 

kokosdip

Rør 4 spsk fintreven, frisk kokos (eller kokosmel), 2 spsk hakket koriander og finthakket ingefær efter smag i 1 ½ dl soja quisine (eller afdryppet yoghurt) og smag til med salt, sukker og citronsaft.

myntedip

Rør 4-5 spsk hakket mynte i 1 ½ dl soja quisine (eller afdryppet yoghurt) og smag til med salt, sukker og chiliflager.

Se mere om dosaer her.

 .

dosaer på indisk:

 

Den unge mand her bager dosaer i et åbent gadekøkken i Varanasi i Indien.

I Indien er dosaer ofte morgenmad, men jeg synes, de lækre pandekager kan nydes på alle tider af dagen.

 

 

Share