kirstenskaarup.dk

hasselnødderArkiv

fredag

20

oktober 2017

6

KOMMENTARER

salat af bagte rodfrugter med friske hasselnødder og sennepsdressing

Skrevet af , Posted in salater

.

nu er rødderne parate

Det er efterårsferie – eller kartoffelferie som det hed i gamle dage – i denne uge. Det indikerer, at sæsonen for rodfrugter er skudt i gang. Og bagte rodfrugter er noget af det bedste, der findes. Smagen bliver ligesom samlet og fortættet, når rødderne bages i modsætning til fx kogning.

Ligesom kål har danskerne taget rodfrugter til sig i de senere år. Det er en fantastisk dejlig udvikling, for begge slags grøntsager, både de underjordiske og de overjordiske, er smækfyldte med gode næringsstoffer. Her er masser af vitaminer, mineraler og antioxidanter til at holde os gående vinteren igennem.

.

og så er de smukke …

Jeg fik for nylig denne kasse smukke og lækre rodfrugter. Så var det med at få gang i fantasien, så nye lækre retter kan komme på menuen.

De fleste rodfrugter, måske lige med undtagelse af kartoflen, kan nydes rå. Men med de kølige og klamme dage, der venter, synes jeg, det er dejligt at bage rodfrugterne. Her foreslår jeg en salat, men man kan fx også nyde dem i en bagt rodfrugtmos med selleri og kartofler – eller denne med mange slags rodfrugter.

.

salat med proteinforstærkning

For også at dække proteinbehovet har jeg tilføjet de grønne edamamebønner til salaten – samt nye friske hasselnødder. Har du ikke de friske, kan du sagtens bruge tørrede nødder. Du kan også bytte nødderne ud med mandler.

En sennepsdressing (se om den lækre tangsennep nederst) og rigeligt med krydderurter sætter prikken over i’et. Jeg har valgt estragon, timian og merian.

.

brug evt. rester

Hvis du har bagt en større portion rodfrugter til en hovedret og har noget til overs, kan det passende bruges i en salat dagen efter. Det er en af bloggens læsere, Dorit, der lige er har mindet om det. Tak for det, Dorit.

.

salat af bagte rodfrugter med hasselnødder og sennepsdressing

 

3/4 kg rodfrugter: rødbeder, kartofler, selleri, gulerødder i forskellige farver, pastinak, persillerod, jordskokker etc.

200 g løg

1 helt hvidløg

1 spsk tørret timian

4 spsk olivenolie

100 g edamamebønner (købes frosne i supermarkedet)

1 hoved hjertesalat

friske krydderurter

50 g afskallede friske hasselnødder

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk lime- eller citronsaft

ca. 1 spsk dijon- eller tangsennep, se nedenfor

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

Skær de valgte rodfrugter ud i små bjælker. Skær løgene i kvarte. Del hvidløget og tag skallerne af.

Læg grøntsagerne på en bageplade. Hold hvidløgene for sig. Drys med timian og hæld olien over. Vend rundt i grøntsagerne og sæt dem i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Vend rundt i grøntsagerne igen og tag hvidløgsfeddene ud. Tilsæt edamamebønnerne.

Bag grøntsagerne endnu 5-10 minutter. Stik i dem for at mærke om de de møre.

Afkøl grøntsagerne.

Rør dressingen sammen og smag godt til med sennep, salt, peber og sukker.

Skær salaten i strimler, hak krydderurterne og skær nødderne i halve.

Bland den grønne salat og nødderne i de bagte grøntsager og bønner. Hæld dressingen over og vend rundt.

Drys med friske krydderurter.

.

.

tangsennep

Der er kommet mange nye tangprodukter på markedet, og det er enormt glædeligt, for tang er et fantastisk næringsmiddel. Det indeholder proteiner og masser af mineraler. Hvis vi brugte tang i langt højere grad, ville verdens sultproblemer i høj grad kunne afhjælpes. Og så er tang en uudtømmelig kilde. Det kan høstes igen og igen og igen. Det er gratis, og det belaster ikke klimaet.

Foruden den tang, der bruges til sushi, og som mange kender, er der kommet danske produkter som tangsalt, tangolie, tangpesto og tørret tang, der egner sig som vegansk “bacon”. Læs mere om tangprodukterne her, Dansktang.dk.

Jeg vil især gerne gøre opmærksom på et meget lækkert nyt produkt med tang, nemlig denne tangsennep, der fås i to udgaver, almindelig og røget. Du kan købe senneppen her.

Tangpestoen kommer jeg tilbage til. Den er også god!

.

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

lørdag

30

september 2017

9

KOMMENTARER

postej af rodfrugter med hasselnødder

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, julemad

.

masser af mad fra de underjordiske

Nogle af disse lækre rødder er blevet forvandlet til en nem postej, der kan spises både som middagsmad, som frokostret og som pålæg.

Rødderne stammer fra Lammefjorden – et af Danmarks bedste områder til at dyrke grøntsager. Jeg har netop haft fornøjelsen af at servere en 7-retters gourmetmiddag for avlerne i området. Denne postej var og ikke iblandt retterne. Men jeg vil gerne dele dem med dig senere. Her har jeg inden middagen lige fået kørt en trillebørfuld frem med nogle af alle de dejlige råvarer, som blev brugt til middagen.

.

en børfuld af velsmag

.

postej med gode nødder

Rodfrugter og nødder et et lækkert par. Og hasselnødderne er plukke-modne lige nu. Jeg har været så heldig at få en god portion forærende af min tidligere nabo, Marianne. Tænk at man nænner at forære de små guldklumper væk? Jeg er dybt taknemmelig. Jeg ææææælllsker nemlig friske hasselnødder, så det er langtfra dem alle, der havnede i postejen. De er nemlig ren slik at spise sådan bare som ren nydelse.

.

lad os fejre at nøddeafgiften afskaffes

Hvis du ikke er så heldig som mig at få nødderne foræret eller selv at kunne plukke dem, kan du sagtens bruge købte, tørrede hasselnødder – eller for den sags skyld mandler, cashwenødder, græskarkerner etc. – i postejen. Og så kan vi samtidig fejre, at nøddeafgiften falder bort. Det var da vist også den mest fjollede og ubegrundede af alle afgifter. Nødder er nemlig supersunde. Der burde faktisk være offentligt tilskud! Skatten kunne passende lægges på kød i stedet for.

Det store indhold af fytokemikalier i nødder er guf for hjernen, og nødderne indeholder også masser af antioxidanter, de er fiberrige og gode leverandører af især B- og E-vitaminer, men også A- og C-vitaminer samt kalk, magnesium og andre mineraler.

.

gem lidt til madpakken

Postejen er fin som pålæg – måske med syltede rødbeder eller agurker.

.

postej som middagsret

Hvis du spiser postejen som varm frokost- eller middagsret så giv fx en proteinrig salat til. Det kan være kikærtesalat med broccoli og blåbær eller en linsesalat med ærter og myntedressing. Begge salater indeholder masser af friske spirer. Lette små, lette “væsener”, der tyngdemæssigt ligger på den modsatte skala af de bastante rodfrugter.

Hvis du selv har lyst til at dyrke spirer, kan jeg anbefale firmaet Friske spirer, som sælger fine økologiske spirefrø. Og så har den innovative ejer, Miriam Sommer, for nylig produceret en både smuk og funktionel spirebeholder.

 .

rodfrugtpostej med hasselnødder

(4 personer)

100 g røde linser

600 g rodfrugter (rødbede, selleri, pastinak, gulerod, kartoffel etc.)

4 fed hvidløg

2 forårsløg eller 1 tynd porre

100 g hasselnødder

1 økologisk citron

4 spsk fintsnittet salvie

50 g havregryn

olivenolie

tamari

evt. boghvedekerner

salt, friskkværnet peber

Kog linserne møre i vand, der dækker, 10-15 minutter. Hæld linserne i en si og lad dem afdryppe helt. Pres al væden ud.

Riv de valgte rodfrugter og hvidløgsfeddene. Snit løgene eller porren fint.

Hak nødderne fint.

Riv ca. 1 spsk af den gule skal på citronen.

Rør linserne sammen med rodfrugterne og tilsæt løg, nødder, citronskal, 1-2 spsk citronsaft og salvie.

Rør farsen godt sammen og tilsæt havregryn, til konsistensen bliver passende. Rør 2 spsk olie og 2 spsk tamari i.

Smag farsen godt til med tamari, salt, friskkværnet peber og citronsaft. Lad evt. farsen stå en halv times tid og vurdér konsistensen. Farsen skal være temmelig fast. Smag også til igen.

Læg farsen i en smurt postej- eller anden bageform – eller brug flere mindre forme.

Du kan evt. drysse postejen med boghvedekerner. Rør i så fald 2 spsk olie sammen med 1 spsk tamari. Drys kernerne på postejen og pensl med olie/tamari. Pres kernerne lidt ned i postejen med penslen.

Bag en stor postej i en 190 grader varm ovn 50-60 minutter. Mindre forme bages 40-50 minutter.

.

 

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

onsdag

7

juni 2017

4

KOMMENTARER

hasselnøddebrød fra Kunstmuseet i Riga (glutenfrit)

Skrevet af , Posted in brød

.

tyndt nøddebrød – knækbrød uden gluten 

De tre baltiske lande hører til nogle af min favorit-rejsemål. Og nu har jeg endnu en gang været et smut i Riga, hovedstaden i Letland. Jeg har rejst en del i både Estland, Letland og Litauen, og hver gang er det en fornøjelse at møde de venlige baltere. Og jeg skal love for, at de er langt fremme i skoene, når det handler om tjekket og trendy mad, ikke mindst når det gælder vegetarisk og vegansk.

Alle tre lande har i mange år været under hårdt sovjetisk herredømme – og var under 2. verdenskrig også besat af nazisterne. Nu er balterne frie, og den frihed ønsker de ikke at give fra sig endnu en gang. Men de er bekymrede. De er bange for, hvad naboen mod øst kan finde på. Efter at Putin gik ind i Ukraine, er de nervøse for, om Baltikum bliver næste mål for Rusland.

.

Jeg håber inderligt for balterne, at de får lov at vokse og udvikle sig efter deres egne ønsker og drømme. Med hjælp fra EU har de indtil videre formået rigtig meget og er på vej ud af den trøstesløse fattigdom.

Balterne har både ønsker om forbedring og bedre levevilkår, og de er i fuld gang med at restaurere mange gamle, historiske bygninger. En af dem, der er blevet som forvandlet og nu står flunkende flot er Letlands Nationale Kunstmuseum.

.

I forbindelse med museet er der åbnet en ny, moderne restaurant med mange lokkende retter på spisekortet. Det er derfra jeg har hentet dette brød, som jeg fik serveret i små stykker drysset på en lækker salat.

.

nøddebrød som topping på salat

En blandet salat får struktur og fylde ved hjælp af nøddebrødet. Se opskriften på salaten her.

Brødet er en slags knækbrød. Det kan minde lidt om det franske brød, socca, men det her er helt, helt tyndt. Man kan godt kalde det en slags knækbrød.

Nøddebrødet er desuden glutenfrit, og du kan vælge at erstatte kikærtemelet med groft majsmel eller kastanjemel.

Opbevar brødet i en kagedåse og rist det på en brødrister, hvis det bliver blødt.

.

brug forskellige nødder

Hasselnødder er hovedsagen i brødet. Men ellers kan du bruge pecannødder, valnødder, pistacienødder, græskarkerner, sesamfrø etc.

Portionen her passer til en halv bageplade, så du kan med fordel lave dobbelt portion.

Spis brødet som en lille appetizer med olivenolie, salt og oliven – eller som tilbehør til en suppe eller salat eller, som sagt, som “drys” på salaten.

.

hasselnøddebrød fra Letland

50 g rismel

50 g kikærtemel, evt. groft majsmel eller kastanjemel

1/2 tsk salt

1 1/2-2 dl vand

50 g nødder og kerner: hasselnødder, pecannødder, valnødder, græskarkerner, sesamfrø etc.

evt. 1-2 spsk honning eller flagesalt

 

Bland de to slags mel med saltet og rør ca. 1 1/2 dl vand i. Dejen skal have konsistens som en pandekagedej. Lad dejen hvile et par timer, evt. natten over.

Vurdér konsistensen. Måske skal der lidt mere vand i.

Skær hasselnødder, pecannødder, pistacienødder og/eller valnødder i halve eller kvarte.

Bred dejen tyndt ud på et stykke bagepapir på en bageplade. Denne portion rækker til ca. en halv bageplade.

.

Drys nødder og kerner på dejen og evt. lidt salt – med mindre du vil pensle med honning efter bagningen.

Bag nøddebrødet i en 175 grader varm ovn, til det er gyldent, ca. 2o minutter. Vær sikker på, at det er helt gennembagt. Ellers er det ikke sprødt.

Afkøl brødet på en rist.

Hvis du vil have et sødt brød, så pensl med lidt honning.

Knæk brødet i mindre stykker og spis det som en lille snack, evt. med olie, salt og oliven. Du kan som sagt også bruge små stykker som topping på en salat.

.

hvis du er til det søde

Brødet, jeg fik på salaten i Riga, var penslet med honning. Det er lækkert, hvis man kan lide sødt, ellers drys med en smule flagesalt.

Jeg har fået et par små prøve-glas af denne honning fra den lille græske ø, Ikaria. Det er en speciel velsmagende honning med intens smag af vilde græske urter. Honningen er rå, ufiltreret og uopvarmet. Den sunde honning kan købes i nogle helsekostbutikker samt hos Camilla Plum og Daniel Letz.

Se mere om honningen på Ikariahonnings Facebookside.

.

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share
Side 1 af 1912345...10...Sidste »