kirstenskaarup.dk

HalloweenArkiv

mandag

30

oktober 2017

8

KOMMENTARER

græskarpålæg – grueligt godt til brødet

Skrevet af , Posted in frokostretter

.

happy halloween

Halloween er over os igen. Den amerikanske uhygge-tradition har slået rødder i Danmark, hvad enten vi synes om det eller ej. Det betyder gys og gru. Det betyder slik og raslende skeletter, afhuggede hoveder, edderkopper og spøgelser – og masser af græskar. Det betyder græskarmænd med lys i øjnene, men det betyder også masser af græskarsuppe. Det kan du finde ideer til her, her og her. Er det mere en græskartærte, du søger, så kig her.

Halloween er egentlig de dødes fest, hvor vi fejrer vores afdøde. Det svarer til vores Allehelgensdag. Om man skal spøge med dét, er en smags sag, men om ikke andet er halloween en god anledning til at nyde det sunde græskar. For at få endnu en god anvendelse af den store frugt har jeg forvandlet den til pålæg. Et pålæg som jeg tror også vil falde i smag hos børnene.

Græskar er en af de bedste kilder til betacaroten (A-vitamin), der har en kraftig antioxidant effekt i kroppen og bl.a. forebygger aldersrelaterede synsproblemer. Kalk og magnesium styrker knoglerne, og stoffet beta-sitosterol virker kolesterolregulerende. Græskar indeholder kun  24 kalorier pr. 100 g, og så holder det blodsukkeret stabilt. Græskar er simpelt hen perfekt, hvis taljemålet er blevet lovlig højt.

.

giftigt gys og gru fra den virkelige verden

Magasinet Samvirke formastede sig for nylig til,  under overskriften “Pesticider!? – det fik vi også i går”, at gøre opmærksom på, at giftstoffer i vores mad er skadelige. Det syntes Landbruget slet ikke om. Landbrugets top var forargede over, at magasinet kaldte en spade for en spade og forlangte bladet fjernet fra butikkerne. En ting er at man bruger sprøjtegifte, en anden at man nægter, at det er sundhedsskadeligt. Det må vel rangere under modeudtrykket “fake news”.

Vi ved alle, at der er rester af sprøjtegifte i mange konventionelt dyrkede produkter. I højtliggende grundvand og i urin fra mennesker er der fundet rester af det aktive stof i roundup, glyfocat. WHO mener, det kan være kræftfremkaldende. Men det betyder ingen ting for vores helbred, siger Landbruget. En helt spritny undersøgelse fra sidste uge har dog fastslået, at børns hjerner tager skade af sprøjtegiftene. Offentliggørelsen sker samtidig med, at Danmark arbejder ihærdigt i EU for at få tilladt brugen af roundup i endnu 5 år. Det er mageløst.

Ekspertrapporten udarbejdet til Europa-Parlamentet viser, at der er vægtige argumenter for at begrænse brug af pesticider, fordi de kan skade børns hjerner.

Professor, dr.med. Philippe Grandjean siger til Politiken: “Konklusionen er fuldstændig klar. Jo mere pesticid, jo mindre hjernebark”.

Imidlertid mener formanden for “Bæredygtigt Landbrug”, Flemming Fuglede Jørgensen, at roundup ikke er farligere end rødvin og rødt kød. Så er det jeg tænker: har landmændene mon sprøjtet meget med giftstofferne, at deres hjerner har taget skade?

Nå, men her er i al fald forslag til noget giftfrit pålæg (og brød), hvis du vælger økologisk. Vi bliver nødt til at indse, at det er os forbrugere, der bestemmer. Vælg økologisk!

Når vi nægter at købe de forgiftede fødevarer, vil planteavlerne holde op med at producere dem. Mere er deres hjerner vist ikke skrumpet.

 

græskarbrød

Skulle du få lyst til også at bage et græskarbrød til pålægget, finder du opskriften her. Det er et æltefrit grydebrød, der er lynhurtigt rørt sammen og blot skal hæve natten over, inden det kommes i en brandvarm gryde og ovn.

.

pålæg – men næsten slik!

græskarpålæg

50 g kikærter

150 g græskar

50 g løg

4 fed hvidløg

smagsgivere: vælg mellem timian, spidskommen, chili, kardemomme

2 spsk citronsaft

2 spsk olivenolie

evt. jalapenopeber til pynt

 

Læg kikærterne i blød 8 timer og kog dem i nyt vand 15-20 minutter. Afdryp dem. Du kan lave pålægget lidt hurtigere, hvis du har kogte kikærter liggende i fryseren.

Skær græskarret i mindre stykker. Fjern kernerne, men du behøver ikke at skrælle det. Skær løget i kvarte.

Læg græskar, løg og hvidløg på en bageplade. Dryp med lidt olivenolie.

Sæt pladen i en 200 grader varm ovn til grøntsagerne er møre, 15-20 minutter. Fjern hvidløgsfeddene efter 8-10 minutters forløb.

Purér kikærter, græskar, løg og hvidløg i køkkenmaskinen. Tilsæt det valgte krydderi, citronsaft og olie.

Smag godt til med salt og peber.

.

ps: portionen  er ikke voldsom stor, så du kan med fordel fordoble ingredienserne.

.

en velsmagende og økologisk historie fra Vesterbro

Oven på den kedelige historie med gift i maden, vil jeg gerne fortælle om en dejlig oplevelse, jeg havde sammen med bror Hans i sidste uge. Det handler om hjemmelavet økologisk mad.

I København har vi fået et nyt madcenter på Vesterbro. Det hedder WestMarket og ligger på Vesterbrogade 97. Det startede med en masse butikker og restauranter. Nu er desværre mange af butikkerne borte, men der er stadig en række spændende små restauranter at gå på opdagelse i. Og det gjorde vi så.

Da det var godt og vel over frokosttid og maverne knurrede slemt, måtte vi bestemme os. Da vi så skiltet med økologi og veganske retter i “Gro’s Hverdagskost” var vi ikke i tvivl. Det så virkelig lækkert ud.

Her mødte vi så den passionerede kvinde, kokken Gro, der brændte for både autentisk mad og økologi. De to veganske retter, vi smagte, var simpelt hen som “vor mor” ville have lavet dem (eller i virkeligheden meget, meget bedre, for vores mor tænkte ikke vegansk). Maden var hjemmelavet i ordets gammeldags og allerbedste forstand.

Vi fik en lasagne og en indisk carryret, noget, der minder om vores boller i karry. Skulle du have fået lyst til boller i karry, kan du finde min opskrift her – eller hvis du bor i København, så besøg skønne Gro i WestMarket. Du kan også købe maden som take away.

.

mine egne boller i karry

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

fredag

2

december 2016

8

KOMMENTARER

bagt græskar med rosenkål, sprød tofu og ingefærcreme

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

tank cellerne op med spicy powerfood

graeskar-bagt-m-rosenkaal-1 

Her er en krydret ret til julemåneden. En ret med en masse sundhed, inden vi for alvor begynder at vælte os i den overdådige julemad.

Hvis du vil ruste dig til de kommende udfordringer, så styrk immunforsvaret med masser af gode stoffer fra rosenkål (læs her hvor sund rosenkål er) og græskar (se om det sunde græskar, der bl.a. styrker synet).

Tofu leverer proteinerne, og valnødderne kommer – ligesom rosenkål – med de essentielle Omega 3 fedtsyrer. Det er mad, der ikke mindst styrker hjernecellerne, men hele kroppen nyder godt af de mange gode stoffer.

.

lysende frugter

graeskar-og-dild

De gulorange hokkaidogræskar ligger stadig her i december og lyser op i vintermørket. Det er smukt at se på, men det smager sandelig også dejligt. Ikke mindst når græskarret bages med en dejlig krydret glasering. Græskar har ikke så meget smag i sig selv. Derfor er det altid en god idé at tilberede græskar med ingefær, hvidløg og krydderier.

 

rosenkål elsker frost

rosenkaal

Hvis man selv er heldig at have rosenkål i haven, kan den høstes hele vinteren. Rosenkål bliver oven i købet bedre af at få frost.

.

græskar i godt selskab med rosenkål og tofu

graeskar-bagt-m-rosenkaal-4

Den bagte græskar spises med letdampede rosenkål, sprød tofu, valnødder og ingefærsovs.

.

græskar så langt øjet rækker

graeskar-stengaarden

Græskar har i umindelige tider været uundværlig i USA til Halloween og til Thanksgiving. Ingen Halloween uden græskarmænd og græskarsuppe, og ingen Thanksgiving uden græskarmos og græskarpie.

Græskar har også holdt sit indtog i Danmark som “grøntsag”– måske allermest på grund af Halloween.

.

det grønnes i København – to nye restauranter

green-burger

green-burger-1

Efter at København i mange, mange år har været et ørkenområde, hvad angår vegetariske/veganske restauranter, er der lige dukket to nye, helt forskellige spisesteder op. Den ene er Green Burger på Frederiksborggade 26, lige overfor Torvehallerne. De har et flot udvalg af veganske burgere med lækkert tilbehør. Jeg anbefaler de fritterede søde kartofler frem for de almindelige pommes frites.

Ejeren af bl.a den thailandske restaurant KinKin (med Michelin-stjerne), Henrik Yde, har lige udvidet viften af spisesteder med en tjekket vegetarisk restaurant, VeVe. VeVe ligger på Dampfærgevej 7 på Østerbro. Jeg har endnu ikke besøgt stedet, bl.a. fordi restauranten er så stor en succes, at de først har ledige borde et stykke ind i januar. Hurra for det! Hvor ER det skønt. Jeg glæder mig til VeVe og skal nok komme tilbage og fortælle om oplevelsen, når der engang bliver et bord ledigt.

.

bagt hokkaido, rosenkål, sprød tofu og ingefærcreme

1 lille hokkaidogræskar

glasering:

2 spsk tamari

2 spsk agavesirup eller anden sirup

et nip chiliflager

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk tomatpuré

1 spsk citronsaft

1 fed presset hvidløg

salt, friskkværnet peber

 

200 g tofu, røget eller marineret

2 spsk kokosolie

400 g rosenkål

50 g valnøddekerner

 

ingefærcreme:

2 dl sojayoghurt

2 spsk olivenolie

3-4 spsk vand eller sojamælk

1-2 spsk reven ingefær

1 fed presset hvidløg

1-2 tsk kanel

salt, friskkværnet peber

 

Skær græskarret i både. Du behøver ikke at skrælle det. Læg bådene i et lavt ovnfast fad.

Rør ingredienserne til glaseringen sammen. Smag blandingen til og smør glaseringen på græskarstykkerne.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter.

Rist imens tofuen: skær den i små terninger og steg den gylden og sprød i olien. Hold evt. tofuen varm i ovnen.

Læg rosenkålene i kogende vand og kog dem 6-7 minutter. Afdryp dem. Gem vandet til en bouillon eller suppe.

Rør alle ingredienserne til ingefærcremen sammen. Smag cremen godt til – også med salt og peber.

Servér retten samlet i et fad med græskar, rosenkål og tofu. Drys med grofthakkede valnødder og dryp med lidt af ingefærcremen. Servér resten til separat.

 

graeskar-bagt-m-rosenkaal-2

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

tirsdag

27

oktober 2015

4

KOMMENTARER

halloweensuppe med blåbær og spirer

Skrevet af , Posted in supper

 

.

27. oktober 2015

.

halloween nærmer sig: slik eller ballade …

græskar.-Stubbek

… eller på engelsk: “Treat or tricks” = “hvis jeg ikke får slik, laver jeg ballade!” Sådan lyder det, når engelske og amerikanske børn besøger venner og naboer til Halloween.

Det er på lørdag, det er Halloween. Dagen hvor skeletterne rasler ud af skabene, gravstenene danser, mens græskarmændene smiler huldsaligt, og flagermusene er på vingerne. Uuuuhhhh, det er rigtig uhyggeligt … Det er simpelt hen aftenen, hvor det er rigtig dejligt at varme sig på en krydret græskarsuppe.

Jeg ved ikke, om du kan lokke en skål dejlig halloweensuppe med søde blåbær i børnene, når de banker på. Som det ses på tegningen, kan det være svært at gøre alle børn glade, men suppen burde opfylde alle deres ønsker.

10374457_10154753874270693_3529812187791347988_n

 

græskar.sødkartoffelsuppe.2

to x powerfood går til halloween-fest

Græskarsuppen indeholder to af de sundeste grøntsager, vi har: græskar og søde kartofler. Hertil kommer de stærkt antioxidante blåbær, der er ren guf for hjernen, og chili der øger forbrændingen.

Se her hvor sund græskar er. Her kan du læse om søde kartofler.

Gurkemeje, som forstærker græskarrets gyldne farve, er et dejligt krydderi, som alle burde spise hver dag. Gurkemeje er en fast bestanddel i karryblandinger, men gurkemeje er ikke blot til mad, det er også den ingrediens, der giver de buddhistiske munkes rober de smukke gul-orange farver.

Gurkemeje er stærkt antiinflammatorisk og forebygger kræft. For at få det fulde udbytte af gurkemeje, skal krydderiet opvarmes, og der skal tilsættes friskkværnet peber. Et eksempel på, hvordan nogle produkter interagerer med hinanden og forstærker virkningen.

græskar.sødkartoffelsuppe

græskarsuppe med søde kartofler og blåbær

1 spsk spidskommenfrø

150 g porre

4 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

2 spsk kokosolie eller olivenolie

250 g søde kartofler

1/2 kg hokkaidogræskar

ca. 1 l grøntsagsbouillon

1-2 spsk reven ingefær

1 spsk gurkemeje

1 tsk friskkværnet peber

1 økologisk limefrugt

2-3 spsk blåbærsirup

100 g blåbær

1 håndfuld solsikkespirer eller andre grønne spirer

 

græskar

Rist spidskommenfrøene i en tør gryde til de dufter.

Snit porren og hak hvidløg og chili (fjern kernerne). Kom olie i gryden med spidskommen og lad den smelte. Svits porre, hvidløg og chili et par minutter.

Skær søde kartofler og græskar i små terninger. Kom dem i gryden sammen med 8 dl grøntsagsbouillon, ingefær, gurkemeje og peber.

Læg låg på gryden og lad suppen simre 8 minutter. Lad suppen afkøle et kvarters tid og purér den. Tilsæt mere bouillon, hvis suppen er for tyk.

Riv ca. 1 spsk af limeskallen og rør det i suppen sammen med 2-3 spsk limesaft.

Smag suppen godt til med salt, peber, limesaft og blåbærsirup.

Servér suppen portionsvis med blåbær og spirer på toppen.

Spis evt. halloweenbrød til suppen.

 

græskar.sødkartoffelsuppe.1

 

flere græskarsupper

Du kan finde opskrift på græskarsuppe med knas og kerner her

og græskarsuppe fra en orientalsk bazar

grc3a6skarsuppe

græskarsuppe.1

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share
Side 1 af 512345