kirstenskaarup.dk

butternutsquashArkiv

tirsdag

18

april 2017

2

KOMMENTARER

tyrkisk ovnret med græskar, linser og sprøde løg (sinkonta)

Skrevet af , Posted in hovedretter

 

når tyrkisk er nemt og lækkert 

Sinkonta er en hurtig og lækker ret fra Tyrkiet. Det er dog på ingen måde for at “fejre” valget i Tyrkiet, at der er tyrkisk på menuen i dag. Men der ER gode ting at sige om Tyrkiet og især om tyrkerne. Jeg har rejst en del i landet, og sjældent har jeg mødt så mange venlige og gæstfrie mennesker. Og så har tyrkerne en masse velsmagende retter, som enten er uden animalske produkter eller som nemt kan forvandles til noget uden kød.

Sinkonta hedder denne ret, som egentlig er et klassisk tilbehør til hovedretter. Jeg har her lavet sinkonta’en om til en hovedret ved at tilføje linser (du kan også bruge kogte kidneybønner, kikærter eller lignende) og lidt mere tomat end i den oprindelige opskrift.

.

tyrkisk hverdagsmad

Sinkonta er en nem, hurtig og billig hverdagsret. Det kan der måske være behov for nu, hvor hverdagene igen melder sig efter påskens fridage. Hvis du har nydt lovlig mange gode påskefrokoster, vil du måske også sætte pris på en velsmagende men kalorielet ret som denne.

Græskar er hovedingrediens i retten, men er det ikke lige sæson for græskar, kan du nemt erstatte græskarret med søde kartofler.

Retten er lige så farverig som en tyrkisk kelim eller et ditto broderi.

.

hokkaido- eller butternutgræskar

Her er et fint udskåret hokkaidogræskar. Du kan bruge enten hokkaido- eller butternutgræskar i retten (eller søde kartofler).

Det kræver gode fingerkræfter at skrælle græskar, men bruger du hokkaido, behøver du ikke at skrælle det. Skrællen bliver blød, når græskarret bages (eller koges). Anderledes er det med butternut. Her er skallen så hård, at den skal fjernes.

.

tyrkisk ovnret med græskar, linser og sprøde løg (sinkonta)

(4 personer)

150 g belugalinser eller puy linser

1 kg græskar (kan erstattes af søde kartofler)

200 g løg

1/2 spsk fint salt

1 fed hvidløg

6 tørrede tomater i olie

1 dåse flåede tomater

1 spsk sumak (kan udelades)

evt. 1 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

2 spsk + 1/2 dl olivenolie

frisk eller tørret chili efter smag

2 dl sojayoghurt

salt, friskkværnet peber

1 bdt mynte

.

Kog linserne møre i rigeligt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Skær græskar eller søde kartofler i mundrette, ikke for tykke skiver. Hokkaidogræskar skal ikke skrælles. Læg græskar eller søde kartofler i et smurt, lavt ovnfast fad.

Skær løgene i ringe og gnid saltet ind i løgene. Lad dem trække ca. 10 minutter. Skyl saltet af og afdryp løgene.

Hak hvidløget og skær de tørrede tomater i små stykker. Bland begge dele med tomaterne + væde fra dåsen. Tilsæt sumak, et drys salt og friskkværnet peber. Smag til, evt. også med et nip sukker.

Fordel linserne over grøntsagerne i fadet og bred tomatmassen ud ovenpå. Læg løgene øverst og dryp med et par spsk olie.

Bag retten 30-35 minutter i en 200 grader varm ovn. Overfladen skal være gylden og løgene sprøde.

Hak den ønskede mængde chili meget fint og rør den i den resterende olie.

Smag yoghurten til med salt og peber. Dryp chiliolie og yoghurt på den færdige ret og drys med rigeligt frisk mynte. Servér resten af yoghurten til separat.

Giv fx en bulgursalat til sikonta’en, evt. også en grøn salat, fx med iceberg og hvidløgsdressing.

.

bulgursalat

Bulgursalaten med masser af persille og mynte stammer også fra det mellemøstlige område og passer fint til græskarretten.

.

.

og så er der supper på menuen torsdag

Hvis du bor i Københavns-området så kig forbi Café Sonja torsdag den 20. april kl. 17. Så er der lækre supper og min nye suppebog på programmet.

Se mere nedenfor.

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share