kirstenskaarup.dk

broccoliArkiv

fredag

12

januar 2018

0

KOMMENTARER

thailandsk curryret med svampe og broccoli

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en varmende hilsen fra Thailand

Her i januar og februar, inden lyset og lunheden atter indfinder sig, drømmer jeg altid om mildere og lysere himmelstrøg. I år bliver det nok ved drømmen, men at lave en dejlig spicy thairet smager da altid lidt af sol og varme. Om ikke andet giver currypastaen varme i både krop og sjæl!

.

hvor kommer ideerne fra?

Jeg bliver ofte spurgt om, hvor jeg får ideer og inspiration fra til mine opskrifter. Noget, som denne ret, er helt oplagt. Det er en typisk østasiatisk kombination, som jeg ikke kan påstå at have opfundet. Og i øvrigt kan den laves på utallige måder.

Men oftest tager jeg udgangspunkt i årstidens relevante grøntsager. Når jeg kigger hos grønthandleren eller i min egen grøntsagsskuffe står ideerne som regel i kø. Ja, faktisk kniber det tit med, at jeg kan styre mig, og det bliver ofte til rigtig, rigtig meget madlavning. Det er så på mange måder praktisk. For mig personligt betyder det, at jeg spiser enormt varieret, hvilket ellers kan være svært. For mange ender det med 6-7 yndlingsretter, som kører i sløjfe igen og igen. Og det er jo fint nok, men jo mere variation, desto flere forskellige næringsstoffer får vi.

Andre inspirationskilder er restauranter, museer, magasiner og bøger. Og så får jeg enorm megen inspiration på mine rejser.

Men somme tider inviterer også skåle, fade eller tallerkner til bestemte typer mad. Det er fx tilfældet med disse skønne aflange tallerkner og små runde skåle, som jeg har fået i julegave. De er simpelt hen som skabt til en thailandsk ret – som ydermere trænger sig på her i den råkølige januar, fordi det er en rigtig sjælevarmer.

.

spis ris til

Ris er et klassisk tilbehør til en asiatisk curryret. Jeg har brugt brune ris, men du kan også vælge tynd eller bred rispasta.

.

currypasta

Jeg har valgt denne type currypasta, men i den grønne udgave. Den grønne er en smule stærkere end den røde, og du skal passe på med doseringen.

Du kan dog sagtens vælge denne røde pasta – eller den gule Massaman. Disse færdige currypastaer fås i butikker, der sælger orientalske varer.

Det er sjældent, jeg springer over, hvor gærdet er lavest, men det gør jeg faktisk, når det gælder currypasta. Jeg køber disse færdiglavede, men har du tid og lyst, kan jeg varmt anbefale min gode ven Henriks hjemmelavede currypasta. Den er lavet i en ruf, siger han. Se opskriften her.

 .

thailandsk curryret med svampe og broccoli

(4 personer)

200 g tofu, evt. røget eller med krydderurter

400 g auberginer

oliven- eller kokosolie til stegning

1-2 tsk grøn karrypasta eller efter smag

150 g løg

4 fed hvidløg

250 g champignon

ca. 3 dl kokosmælk

250 g broccoli

1 limefrugt

1-2 spsk tamari, rørsukker

frisk koriander eller anden krydderurt

.


Sørg for at presse al væden ud af tofuen, se om behandling af tofu her.

Skær tofuen i terninger eller små bjælker. Svits tofuen gylden på alle sider for rask varme. Sæt tofuen til side.

Skær auberginen i stave og steg dem ligeledes ved rask varme. Hold igen med olien. Auberginer kan labbe uanede mængder olie i sig, hvis man ikke holder igen. Steg dem færdige på en tør pande. Sæt auberginerne til side, når de er gyldne og bløde.

Svits currypastaen i 2 spsk olie et par minutter.

Skær løgene i både. Hak hvidløgene. Steg løgene gyldne. Tilsæt svampene og svits, til de afgiver væde og er lidt gyldne.

Hæld kokosmælken i gryden og bring den i kog.

Del broccolien i små buketter. Skær stokken i små firkanter (den skal skrælles først).

Kom broccolien i gryden og lad det blot simre et par minutter, til broccolien er gennemvarm.

Smag til med limesaft og tamari, evt. også et nip sukker.

Tilsæt den stegte tofu og auberginerne. Varm hele retten igennem og servér med løskogte, brune ris.

Drys gerne med lidt frisk koriander eller anden krydderurt.

.

.

indisk spidskålssalat

.

Du kan evt. servere indisk spidskålssalat til curryretten. Hvs du synes, der er styrke nok i hovedretten, så udelad chilien i salaten.

.

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

mandag

3

april 2017

0

KOMMENTARER

salat af broccolistilke med mayo og ristede kikærter

Skrevet af , Posted in salater

.

mens vi venter på de nye asparges

Jo længere man venter, desto mere intenst venter man. Sådan har jeg det med årets første asparges! Nu er der forår i luften men desværre endnu næsten 2 måneder til de nye danske asparges. Hvad gør man for at dulme længslen?

Ja, man kan fx nyde disse broccolistilke. Faktisk kaldte man tidligere broccoli for aspargeskål på grund af den svage smag af asparges. Hvis man så oven i købet spiser broccoli i form af disse “stilke”, ja, så kan man næsten bilde sig selv ind, at det er rigtige asparges.

Du kan selvfølgelig også lave salaten med den kendte, mere massive broccoli.

.

aspargeskål

Men faktisk er det slet ikke rimeligt at kalde broccolistilkene for “erstatning”, for de smager dejligt. Men asparges er de jo ikke.

Broccoli vokser vildt i middelhavsområdet, og her har man nydt den sunde kål i tusindvis af år. Måske synes du også, at vi har haft broccoli i Danmark altid. Men såden er det ikke. Vi stiftede ikke bekendtskab med  broccoli før i 1950’erne, og på det tidspunkt kunne man kun få kålen frossen. Først i 1980’erne begyndte vi at kunne få broccoli i frisk tilstand. Men nu har vi så også taget den til os. Og det er der god grund til. Man mener at broccoli er den mest kræfthæmmende af kålarterne.

Broccoli indeholder også mange vitaminer som beta-caroten (A-vitamin), C- og K-vitaminer og folinsyre – samt mineraler som kalk, magnesium og fosfor. Broccoli er også rig på fibre og antioxidanter, og så virker kålen afgiftende på leveren.

.

fedtfattig tofunaise

Jeg har brugt den fedtfattige tofunaise som “dressing”, men du kan også vælge en helt almindelig olie-eddikedressing smagt til med presset hvidløg.

http://wp.me/p5bjYH-3ej.

broccolistængler med tofunaise og ristede kikærter

ristede kikærter:

100 g kikærter (evt. 1/2 dåse)

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk kokos- eller rapsolie

2 tsk røget paprika (evt. alm. paprika)

2 fed presset hvidløg

evt. et nip tørret chili

1-2 spsk tamari

salat:

200 g broccolistilke

2 dl tofunaise

.

Hvis du ikke har kogte kikærter liggende i fryseren, så sæt de tørrede ærter i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand, 20-25 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Rist spidskommenfrøene på en tør pande indtil de dufter. Tilsæt olien, varm den op og tilsæt paprika, hvidløg, chili og kikærterne.

Rist kikærterne til de er gyldne. Tilsæt tamarien og smag kikærterne til, evt. med mere tamari.

Læg broccolistilkene i kogende vand. Kog dem 2 minutter og afdryp dem. Hæld koldt vand over medmindre du vil servere salaten varm.

Lav tofunaisen.

Læg broccolistilkene på et fad, fordel tofunaisen ovenpå og drys med de ristede kikærter.

..

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

tirsdag

17

januar 2017

16

KOMMENTARER

indisk curry med auberginer og cashewnødder

Skrevet af , Posted in hovedretter

.
en indisk sjælevarmer på en kold dag

Denne indiske curryret er lavet på under 1/2 time. Med alle de smagsnuancer og varme krydderier kunne man ellers godt tro, at det var lidt af en tidsrøver, men auberginerne skal blot mørnes i den spicy sovs.

Auberginen er en grøntsag, eller rettere frugt, der spises over det meste af kloden. Man kan mildest talt ikke kalde den en dansk vintergrøntsag (den stammer fra Østasien og Afrika), men engang imellem kan det være rart med lidt afveksling fra rodfrugterne og kålen.

Faktisk kan man bruge alle slags grøntsager i en indisk curry. Du kan fx vælge blomkål, gulerødder, kartofler, grønne bønner, peberfrugter, majroer og mange, mange andre grøntsager.

.

auberginer på et indisk marked

Der er nogen diskussion, om man skal lægge udskårne auberginer i saltvand inden brugen. Auberginer indeholder nemlig et bitterstof, der trækkes ud under saltningen, men efter mange forsøg både med salt og ikke-salt, har jeg ikke fundet den store forskel. Så vælg selv.

.

grøntsager ad libitum

På de indiske markeder bugner det med grøntsager. Det er indernes basisnæringsmiddel. Fra tidernes morgen har man ikke haft mulighed for at spise kød (og de hellige køer spiser man i al fald ikke). Det har givet inderne et langt sundere ernæringsgrundlag. Altså dem, der har penge. Der er nemlig stadig millioner af mennesker i Indien, der ikke får mad nok.

 

masser af varme krydderier

Curryretten kan serveres med lidt ekstra yoghurt på toppen. Koriander er nærmest uundværlig, men hvis du hører til dem, der ikke kan lide koriander, så brug mynte i stedet for.

.

løg må der til

Løg hører til de helt uundværlige grøntsager. Sådan er det også i Indien. Jeg kan ikke komme i tanker om en ret (bortset fra dessert selvfølgelig!), hvor grundlaget, selve “bunden” i en ret, ikke er løg. Det skarpe løg tilfører maden uvurderlige smagsnuancer. Det er sagt om skalotteløget, at det er grøntsagernes “korset”. Det synes jeg, udtrykker hvad det handler om.

Løg har utallige gode egenskaber. De er antiinflammatoriske, de styrker immunforsvaret og kredsløbet. De forebygger hjerte-karsygdomme og balancerer kolesterol, og de stabiliserer blodtryk og blodsukker. Stoffet gluthation hjælper leveren med at udskille skadelige stoffer, og løg er således selvskreven som detox-mad.

 

der er tryk på kulørerne i både mad og markeder i Indien

 

fra marked til mave

indisk curry med auberginer og cashewnødder

250 g løg

4 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

1/2 spsk sorte sennepsfrø

1 spsk spidskommenfrø

1 spsk korianderfrø

2 spsk kokos- eller rapsolie

1/2 spsk gurkemeje

1 tsk friskkværnet peber

1 spsk stødt kanel

650 g auberginer

ca. 2 dl vand eller grøntsagsbouillon

75 g cashewnødder

250 g cherrytomater

evt. 150 g broccoli

2 spsk citronsaft

3 dl sojayoghurt eller anden yoghurt, naturel eller med kokos

salt, agavesirup

frisk koriander eller mynte

 

Hak løg, hvidløg og chili (fjern kernerne).

Rist sennepsfrø, spidskommenfrø og korianderfrø i en tør gryde. Rist til frøene begynder at dufte.

Tilsæt olien og varm den op. Kom løg, hvidløg og chili i gryden og svits dem 3-4 minutter. Kom gurkemeje, peber og kanel i gryden.

Skær auberginerne i små terninger og tilsæt dem. Svits dem 4-5 minutter ved rask varme.

Hæld vand eller bouillon i gryden.

Hak cashewnødderne fint og tilsæt dem sammen med tomaterne.

Læg låg på gryden og lad curryen simre ca. 10 minutter. Tilsæt mere bouillon, hvis curryen koger tør.

Hvis du bruger broccoli, så del den i små buketter og tilsæt dem sammen med citronsaft og yoghurt.

Lad curryen simre endnu 4-5 minutter. Smag til med salt, sirup og evt. mere citronsaft.

Drys curryen med koriander og servér brune ris til – eller en bønne- eller linsesalat – eller denne her med bladselleri.

 

 

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share
Side 1 af 2012345...1020...Sidste »