Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

bønnespirerArkiv

torsdag

26

februar 2015

0

KOMMENTARER

pat thai – thailandsk nudelret

Skrevet af , Posted in hovedretter

en thailandsk klassiker

wok-phat-thai-m-tekst

Denne ret med brede risnudler, bønnespirer og røræg er en klassiker i Thailand.

Pat thai er smagsmæssigt en dejlig blanding af chili, syltede grøntsager og syrlig lime eller citron. Retten skal balancere mellem stærkt og mildt, og konsistensen spænder fra de bløde risnudler til den sprøde tofu og terningerne af knasende agurk.

.
phat-thai-1

Servér fx salat af grøn papaya til pat thai.

 

pat thai – thailandsk nudelret 

200 g tofu

200 g brede risnudler

olie til stegning

4 fed hvidløg

2 æg

1-2 dl grøntsagsbouillon

2 spsk lime- eller citronsaft + ekstra lime

2-3 spsk tamari (sojasovs)

tørret eller frisk hakket chili efter smag

1 spsk bønnesovs, hoisin (kan udelades)

evt. 2 spsk hakket mælkesyregæret kål eller radise (kan udelades eller erstattes af  hakkede syltede agurker)

75 g saltede jordnødder

1 pakke bønnespirer

4 forårsløg

1/2 salatagurk

koriander

 

phat-thai-2

Sæt tofuen i pres, se hvordan her.

Hæld kogende vand på nudlerne og lad dem stå en halv times tid.

Skær den afvandede tofu i små terninger og steg dem gyldne ved rask varme. Brug gerne en wok eller stor pande. Læg tofuen på fedtsugende papir.

Hak hvidløgene og svits dem i 1 spsk olie til de er gyldne. Pisk æggene sammen og hæld dem i wokken. Vend rundt i æggemassen til røræg. Fjern rørægget fra wokken.

Varm endnu 1 spsk olie op i wokken og tilsæt de bløde og afdryppede nudler. Vend rundt i nudlerne og tilsæt bouillonen. Vend rundt i nudlerne og skrab dem ned af wokkens sider, indtil de krøller lidt sammen.

Tilsæt chili efter smag samt limesaft og evt. bønnesovs. Hvis du bruger mælkesyregærede grøntsager så hak dem fint og kom dem i wokken sammen med halvdelen af jordnødderne.

Snit forårsløgene.

Vend tofu, røræg, bønnespirer og forårsløg i nudlerne. Varm det hele igennem lige inden serveringen.

Servér retten med resten af de hakkede jordnødder, små terninger af agurk samt hakket koriander og både af limefrugt.

 

et lille klenodie fra Laos

sigte-med-pasta-Thailand

Jeg lader risnudlerne afdryppe i sigten på billedet, som jeg købte af en kvinde i en lille samling huse langt ude i bushen i Laos.

På billedet nedenfor hænger sigten endnu på væggen øverst th. Sigten er lavet af et stykke metal, der er forsynet med huller, banket ud og forsynet med en hank af et stykke ståltråd, der er fastgjort i kanten af sigten. Et smukt, håndgjort stykke køkkentøj!

 

Thailand.sigte.køkken

 

Share

torsdag

22

januar 2015

4

KOMMENTARER

thailandsk nudelsuppe – Guay Teow

Skrevet af , Posted in rejser, supper

en hilsen fra det thailandske gadekøkken

image

thailandsk nudelsuppe – Guay Teow

1 “lag” tynde risnudler

6-8 fed hvidløg

1 spsk kokosolie

2 forårsløg

8-10 dl grøntsagsbouillon

ca. 1/2 tsk sukker

2 spsk vegetarisk fiskesovs

150 g bønnespirer

frisk koriander

saltede, hakkede jordnødder

tørrede chiliflager

 

Læg risnudlerne i blød. De helt tynde skal blot udblødes et kvarters tid. Brede nudler skal stå lidt længere – eller lad dem udbløde i meget varmt vand.

Hak hvidløgene meget fint. Varm olien op i en wok eller gryde og svits hvidløgene for god varme, indtil de er gyldne og sprøde. Fjern hvidløgene fra wokken.

Snit forårsløgene fint.

Bring bouillonen i kog, tilsæt sukker og fiskesovs. Smag til. Vend forårsløg, bønnespirer og de udblødte nudler i den kogende suppe. Varm det hele igennem og hæld straks suppen i fire serveringsskåle.

Drys med hakket koriander, evt. lidt frisk hakket forårsløg, hakkede jordnødder og ristede hvidløg. Giv den tørrede chili til separat.

 

tip

I stedet for at riste hvidløgene selv kan du i orientalske butikker købe små breve med tørrede, ristede hvidløg.

 

mere thaimad

Thailand.cover

Hvis du har fået lyst til mere thaimad, så kig i min bog: “Vegetarisk køkken. Thailand – med en mundsmag af Laos og Cambodia. Papirudgaven er ganske vist udsolgt, men bogen kan købes som E-bog hos Saxo.

 

Share

mandag

26

august 2013

0

KOMMENTARER

vietnamesiske pandekager med svampefyld

Skrevet af , Posted in hovedretter

vietnamesiske pandekager med svampefyld

 

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

pandekager:

1 lille dåse tyk kokosmælk (l,65 dl)

60-70 g rismel

30 g hvedemel

1 tsk salt

2 tsk gurkemeje

evt. 1 æg

 

svampefyld:

4 forårsløg

4 fed hvidløg

½-1 chili

4 spsk olivenolie

250 g blandede svampe (champignon, stråsvampe, shiitake og/eller østershatte, evt. vilde svampe)

2 spsk citronsaft

200 g broccoli

100 g bønnespirer

1 bdt koriander

1 bdt purløg

 

Pisk alle ingredienserne sammen til pandekagedejen. Du kan evt. udelade ægget. Lad dejen hvile en halv times tid.

Vurdér konsistensen. Måske skal der tilsættes 3-4 spsk vand, måske lidt mere rismel. Dejen skal være ret tynd.

Bag 6-8 pandekager med en diameter på ca. 15 cm af dejen. Hold pandekagerne varme – eller varm dem op i ovnen, hvis du har bagt dem i forvejen.

Lav fyldet: snit forårsløg og hvidløg. Hak chilien fint (fjern kernerne).

Skær svampene i kvarte eller i strimler. Del broccolien i små buketter. Skær stokken i terninger.

Hæld kogende vand over bønnespirerne. Der har været tilfælde af salmonella i bønnespirer. Derfor er det klogt at komme dem i kogende vand et øjeblik.

Varm olien op og svits løg og chili et par minutter. Tilsæt svampene og citronsaften og svits svampene ved rask varme et par minutter.

Tilsæt broccolien og svits endnu et minut.

Vend bønnespirerne i grøntsagerne og lad det hele blive varmt.

Snit koriander og purløg og vend dem i fyldet. Smag godt til med salt og peber.

Fold pandekagerne sammen om fyldet. Servér overskydende fyld i en skål for sig.

______________________________________________________________________________________________________________________________________

 

 

 

vegetaropskrift, vegetarret, veganerret, veganeropskrift, kødfri ret

Share