kirstenskaarup.dk

aspargesArkiv

mandag

26

juni 2017

6

KOMMENTARER

fransk galette med asparges og ærter

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

sidste udkald for årets asparges

Så synger dette års aspargessæson på sidste vers. Stænglerne stikkes ikke meget længere end til Sct. Hans, men mon ikke de kan findes i butikkerne endnu en uges tid?

Her er i al fald forslag til en fransk tærte med både hvide og grønne asparges, men du kan sagtens lave tærten med én slags asparges.

.

hvad er en galette?

En galette er en fransk pandekage, hvor lidt af siderne foldes ind over et fyld. Der bruges altid boghvedemel, og galetten kan være bagt som en helt almindeig tynd pandekage, men den kan også laves med tærtedej, som jeg har valgt her. Så er der lidt mere “mad” i retten. Du skal dog nok regne med denne portion som en frokostret. Hvis du vil have en mere mættende tærte, så sæt målene op.

Galetten stammer fra Bretagne, og når den bages med boghvedemel, er det fordi, den stammer fra en egn, hvor det var vanskeligt at dyrke hvede.

En galette som denne adskiller sig fra en klassisk tærte ved at være bagt uden form og ved at lidt af dejens sider foldes ind over fyldet. Man kan kalde den en “free style” tærte.

.

Brug de asparges, du kan finde: hvide eller grønne, tykke eller tynde.

.

picnicmad

En galette er “robust” mad og er derfor velegnet at transportere i madkurven til en skovtur eller picnic.

.

galette med asparges og ærter

(4 personer)

galettedej:

2 spsk blød tahin eller andet fedtstof

50 g rismel

150 g boghvedemel

2 spsk loppefrøskaller (HUSK)

2 spsk olivenolie

1 tsk salt

1-2 dl vand

fyld:

250 g grønne asparges

250 g hvide asparges

50 g bælgede ærter

ærteskud

50 g cashewkerner (udblødes 6-8 timer)

2 dl sojafløde

2 spsk gærflager

50 g vegansk parmesanost eller anden ost

salt, friskkværnet peber

.

.

Sæt først de 50 g cashewkerner i blød. De skal udbløde nogle timer, gerne natten over.

Bland tahin med de to slags mel, loppefrøskaller, olivenolie og salt. Tilsæt 1 dl vand og ælt dejen sammen. Kom mere vand i lidt ad gangen, indtil dejen er sammenhængende og glat.

Form dejen til en rund kugle og lad den hvile et par timer.

Skræl de hvide asparges. Skræl evt. de grønne nederst på stilkene.

Afdryp cashewkernerne og blend dem med fløde, gærflager og et lille drys salt og peber.

Blend til ”cremen” er ensartet og smag til med salt og peber.

Læg et stykke bagepapir på en bageplade og læg dejkuglen i midten. Læg et stykke husholdningsfilm ovenpå og rul dejen ud til en cirkel direkte på pladen.

Rul dejen tyndt ud til en rund ”plade”, der måler 36-38 cm i diameter. Skær kanterne pæne (brug evt. overskydende dej i en lille bageform og bag en lille ”smageportion”).

Bred cashewcremen ud på dejen. Den skal ikke gå helt ud til siderne. Læg aspargesene på cremen og drys med ærterne.

Riv osten og drys den på.

.

Fold siderne af dejen ind, så galetten bliver firkantet.

Pensl med lidt olie og sæt galetten i en 200 grader varm ovn. Bag den til overfladen er gylden, ca. 25 minutter.

Drys med ærteskud ved serveringen.

.

kartoffelsalat som tilbehør

.

En salat med nye kartofler passer fint som tilbehør til galetten. Se opskriften her.

.

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

tirsdag

13

juni 2017

2

KOMMENTARER

asparges i pandekagesvøb og “oste”sovs

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter

.

midsommerasparges

Selv om vi stadig venter på sol og sommer, kan vi jo godt begynde at glæde os til Sct. Hans.

Sct. Hansaften er for mig noget af et dejligste danske, der findes. En aften med lækker sommermad, gode venner, danske sange og bål i den lyse sommernat.

Sct. Hans er også tidspunktet, hvor vi  holder op med at stikke asparges, for at planterne kan få fred til at vokse og udvikle sig til næste års høst.

Hvis du er i gang med at planlægge menuen til Sct. Hansaften, er disse asparges i svøb et godt bud.

.

Det er altså om at nyde de lækre stængler de næste par uger. Her er en enkel opskrift, hvis du vil gøre lidt mere ud af det end blot at servere aspargesene med en olie-eddikedressing eller en sovs. Her er ganske vist også en sovs. En sovs som jeg kalder ostesovs uden ost.

Mange vælger i øjeblikket at sige nej til alle animalske produkter og leve helt plantebaseret. Det betyder gevinst på alle hylder, for det valg skåner både dyrene, klimaet, kloden og kroppen. Men det betyder ikke, at man ikke har lyst til at spise mad, der ligner den, man plejer at spise. Derfor dukker der mange forskellige erstatninger op, og ikke alle er lige gode eller sunde. Efter min smag kan det blive lige vel “kunstigt”, men man kan sagtens lave fx en sovs, der minder om den kendte ostesovs – og så findes der i øvrigt flere forskellige plantebaserede “oste”, fx parmesantypen.

..

sommerens spiselige blomsterpynt

Aspargesretten passer som en frokostret eller som en lille middagsret sammen med et par andre småretter.

Du kan pynte med sommerens spiselige blomster eller krydderurter. Jeg har brug bellis, blomster af skovjordbær, løgkarse, stedmoderblomster og rød syre.

.

asparges i pandekagesvøb med “oste”sovs

(4 personer)

1/2 kg asparges

krydderurter og/eller spiselige blomster

pandekager:

100 g fuldkornsrismel

100 g kikærtemel

1 tsk salt

2 tsk gurkemeje

1 tsk friskkværnet peber

ca. 3 dl vand

olie til stegning

“oste”sovs uden ost:

2 dl mandelfløde eller anden fløde

2 spsk tahin (sesampasta)

2 spsk gærflager

1 spsk citronsaft

Bag først pandekagerne: pisk de to slags mel, salt, gurkemeje og peber ud i vandet. Pisk dejen helt glat.

Lad dejen hvile en times tid.

Vurdér om der skal mere vand i dejen.

Steg små pandekager af dejen og hold dem varme. Du kan stege pandekagerne i forvejen og varme dem op inden serveringen.

Pandekagerne kan også fryses.

Lav sovsen: varm fløden med tahin og gærflager. Lad den koge op og tilsæt citronsaften. Smag til med salt og peber.

Skræl hvide asparges. Grønne saparges skal muligvis skrælles nederst på stilken, hvis de er lidt træede. Læg aspargesene i kogende vand tilsat et lille drys sukker.

Kog grønne asparges ca. 2 minutter. Hvide asparges koges 2-4 minutter afhængig af tykkelsen. Afdryp aspargesene.

Fordel lidt sovs på hver pandekage og rul et par asparges ind i hver. Drys med spiselige blomster eller friske krydderurter.

Servér overskydende sovs til separat.

.

.

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

onsdag

31

maj 2017

9

KOMMENTARER

tarteletter med asparges- og svampefyld til pinsefrokosten

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter

.

gammel dansk klassiker nyfortolket

Her er små knasende sprøde tarteletskaller, som jeg håber vil blive et hit på pinsens frokostbord.

Tarteletterne minder ikke om de kendte tarteletter af butterdej. Disse her er tynde og sprøde, rent veganske og tilmed glutenfri. Så kan alle være med. Tarteletterne er nemme at bage, og de kan laves i god tid. Du kan oven i købet bage en stor portion og lægge dem, du ikke skal bruge, i fryseren. Hvis skallerne bruges inden for nogle dage, kan de opbevares i en kagedåse.

Når tarteletterne skal serveres, varmes de i ovnen eller på en brødrister.

.

asparges og tarteletter er et smukt par

Jeg elsker årets første nye asparges. Jeg er helt klart til de hvide, men holder du mere af de grønne, kan de sagtens bruges i tarteletterne også.

Asparges kogt et par minutter i sukkervand (husk det!) og nydt blot med en lækker sovs, er helt klart min favorit blandt aspargesretterne. Men de er også delikate i en tærte, i en suppe eller i en salat – eller som her i tarteletter.

.

pynt med ramsløg og ærter

Høns i asparges serveret i tarteletter var søndagsmad, da jeg var barn. Men hvad i alverden laver høns i en tartelet? Det er jo ikke godt hverken for hønen eller tarteletten. Jeg har som modtræk fjernet hønen og brugt strimler af lidt hårdt stegte østershatte til dette fyld. Det giver fylde i tarteletterne og kan minde om den gamle (udtjente!) danske klassiker. Her er så version 2.0. Klædeligt klima- og dyrevenlig!

.

svøbt i grønt

Da jeg lavede tarteletterne, var ramsløgene på deres højeste. Derfor lagde jeg ramsløg i formene, inden dejen til skallerne blev lagt i. Så var jeg fri for at smøre med olie.

Jeg har her yderligere lagt friske ramsløgblade i de bagte tarteletter, før jeg kom fyldet i, og jeg har også pyntet med lidt ramsløg. Hvis dine ramsløg har takket af for i år – eller hvis du slet ikke kommer i nærheden af de duftende blade, kan du sagtens lave tarteletterne uden ramsløg. Drys i stedet med din foretrukne krydderurt som fx basilikum, oregano eller mynte.

.

tarteletter med apsarges/svampefyld og saltede mandler 

(4 personer)

tarteletter (glutenfri):

50 g fint jordnøddesmør

1 spsk blød kokosolie

2 spsk loppefrøskaller (HUSK)

1 dl vand

50 g fuldkornsrismel

50 g boghvedemel

1/2 tsk salt

fyld:

250 g asparges

1 lille skalotteløg

100 g østershatte

2 spsk raps- eller olivenolie

2 dl plantefløde: havre-, mandel- eller sojafløde

1 økologisk citron

evt. lidt maizenamel

salt, friskkværnet peber

en god håndfuld ramsløg eller frisk basilikum

25 g saltede mandler

evt. lidt friske ærter

.

Bland de to slags fedtstof til tarteletterne.

Rør loppefrøskallerne ud i vandet og tilsæt det sammen med de to slags mel og saltet. Ælt dejen sammen. Måske skal der tilsættes lidt mere vand. Dejen skal have konsistens, så den kan rulles ud.

Lad dejen hvile en times tid eller længere.

Rul dejen ud på et godt melet bord og udstik 12 cirkler med en diameter på ca. 9 cm. Brug et glas eller en lille skål.

Jeg har foret en muffinsform med ramsløgblade, før jeg lagde dejen i. Hvis du ikke har ramsløgblade eller det ikke er sæson, så smør blot formen med olie.

Fordel dejen i muffinsformen og sæt den i en 200 grader varm ovn, til skallerne er bagte, 15-20 minutter.

.

Lav imens fyldet: skræl de hvide asparges (grønne skal ikke skrælles). Skær dem i stykker på 2-3 cm.

Hak løget og skær svampene i strimler. Rist de to ting i olien ved rask varme. Rist svampene lidt hårdt. Tilsæt 1-2 spsk citronsaft og hæld fløden ved.

Tilsæt aspargesstykkerne og kog fløden lidt ind et par minutter. Hvis sovsen er for tynd så jævn med lidt maizenamel rørt ud i vand.

Smag godt til med salt og peber.

Hvis du har lavet tarteletterne i forvejen så varm dem op. Fyldet kan også laves i god tid.

Fordel fyldet i de varme tarteletter. Jeg har foret mine med friske ramsløgblade, men det er ikke nødvendigt. Hvis du ikke bruger ramsløg så drys de fyldte tarteletter med friske basilikumblade og mandelflager, evt. også lidt friske ærter.

.

 

 

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share
Side 1 af 1612345...10...Sidste »