kirstenskaarup.dk

ærter i salatArkiv

mandag

28

maj 2018

0

KOMMENTARER

aspargessalat med friske ærter og valnødde/estragondressing

Skrevet af , Posted in salater

 

en salat der smager af sommer

Her er tre ingredienser, der byder sommeren velkommen: asparges, friske ærter og radiser. For mig er det indbegrebet af velsmag og dansk sommer. Skal salaten være ekstra mættende, kan du tilsætte skiver af nye, kogte kartofler. Og med en valnødde/estragondressing tror jeg, de fleste vil synes om denne salat.

 

aspargessalat med friske ærter og valnødde/estragondressing

(4 personer)

350 g asparges, hvide eller grønne

100 g bælgede ærter

1 bdt radiser

1 god håndfuld krydderurter: salvie, mynte, løvstikke, persille, purløg

50 g valnødder

dressing:

4 spsk valnøddeolie

2 spsk estragoneddike

2 spsk frisk hakket estragon

1 spsk finthakkede kapers

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 .

Hvis du vælger hvide asparges, så skræl dem. Skær aspargesene i mindre stykker og læg dem i kogende vand 1-2 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Bælg ærterne og skær radiserne i tynde skiver.

Hak valnødderne og bland alle ingredienserne.

Rør dressingen sammen og smag godt til med salt, peber og evt. et nip sukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

 

Share

onsdag

9

maj 2018

6

KOMMENTARER

forårssalat med asparges, nye kartofler, radiser og ærter

Skrevet af , Posted in salater

.

sæt tænderne i de nye asparges 

Nu er det jul for mig. Solen skinner, og der er friske asparges på hylderne! Selv om de danske asparges endnu ikke har stukket hovederne op gennem mulden, er der fine tyske stængler at svælge i. Jeg ææællllsker asparges og spiser dem næsten hver eneste dag, indtil sæsonen er forbi omkring Sct. Hans.

Asparges kan nydes på utallige måder: de kan koges nogle få minutter og spises med dip, de kan grilles, de kan kommes i tærter, de kan blive til skønne supper, og de kan, som jeg foreslår i dag, blandes i en salat. De kan også spises rå, evt. høvlet i tynde skiver på langs.

På denne tid af året smutter jeg ofte en tur til Tyskland, hvor de har fantastiske asparges-traditioner. Markederne bugner, og i de fleste restauranter har de et indholdsrigt menukort alene med aspargesretter. Jeg drømmer om, at danske restauranter får den samme gode idé.

.

Viktualienmarkt i München

Det er svært at holde på mundvandet, når man vandrer gennem Viktualienmarkt i München i maj-juni måned!

.

måske er der nye kartofler?

Det er nok kun de allerheldigste, der har sat tænderne i en ny kartoffel i år. Men hvis du selv har dyrket nogle, måske i en krukke, kunne der måske blive lidt til denne salat? Ellers må du nøjes med de nye fra Mallorca. Det er ikke helt det samme, men smager måske lidt af forsommer alligevel?

.

radiserne er her

De nye friske radiser er klar, og jeg har i denne uge sammensat en salat netop med de tre skønne forårs- og sommergrøntsager: asparges, nye kartofler og radiser + naturligvis masser af purløg.

Purløget gror om kap med de andre krydderurter på min terrasse, så det skal der selvfølgelig drysses med. Desuden er der kommet knas på toppen i form af ristede boghvedekerner.

Og så blev jeg lidt nostalgisk og lavede en god gammeldags mormordressing til denne fejring af foråret.

Velbekomme!

.

alt godt fra foråret

Jeg har blandet kogte linser i salaten for at tilføre lidt proteiner. Hvis du spiser salaten som tilbehør til et proteinrigt måltid, kan du sagtens undvære linserne.

Du kan bruge grønne eller hvide asparges efter smag og behag – eller halvt af hver.

.

forårssalat  med mormordressing

(4 personer)

50 g delikatesselinser (grønne)

25 g boghvedekerner

200 g kartofler

200 g grønne asparges

12 radiser

100 g bælgede ærter

en håndfuld grønne blade: spinat, rød syre eller vårsalat, evt. ramsløg

1 bdt purløg

dressing:

1 dl havrefløde eller anden fløde

2-3 spsk lime- eller citronsaft

1 tsk rørsukker

salt, friskkværnet peber

 

 .

Kog linserne møre i dobbelt mængde vand, ca. 20 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Rist boghvedekernerne gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Kog kartoflerne møre, afkøl dem og skær dem i skiver eller terninger.

Læg aspargesene i kogende vand og kog dem 2 minutter. Afkøl dem og skær dem i mindre stykkker.

Skær radiserne i tynde skiver på langs på et mandolinjern. Læg dem i iskoldt vand.

Bland alle ingredienserne til salaten undtagen purløg og boghvedekerner.

Rør dressingen sammen og smag godt til med surt og sødt, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Drys med klippet purløg og boghvedekerner.

.

 

.

Share