kirstenskaarup.dk

tirsdag

4

oktober 2016

12

KOMMENTARER

squashsalat med kulørte tomater og oliven

Skrevet af , Posted in salater

.

sommerens flittigste frugter

squash-og-tomatsalat-3

Så blev det oktober, og snart skal vi til at nyde de dejlige rodfrugter og vinterkål som rosenkål og grønkål. Men jeg fremturer lige lidt med squash og tomater, som en sidste hilsen fra sommeren. De flittige frugter kan nemlig stadig høstes rundt omkring i haverne – eller købes i supermarkederne til en rimelig pris. Og så er de små tomater i forskellige farver vidunderligt søde og velsmagende nu sidst på sæsonen.

Du synes måske, du kan se to spejlæg i skålen ovenfor, men det er rent faktisk gule tomater i selskab med squash og andre kulører i tomater. Jeg synes, det er efterårets nemmeste og (måske) smukkeste salat. Godt smager den i al fald, og så er den superenkel at lave. Salaten kan spises som forret eller frokostret – eller som tilbehør til en hovedret.

Normalt er en salat noget, der blandes sammen, men jeg synes det er sjovt at lave en salat, der er lidt mere kunstfærdig og enkel at se på. Fordøjelsen starter faktisk allerede, når vi kigger på maden. Er den smuk og indbydende, aktiveres mundvandet, og så er fordøjelsen næsten i gang!

Den lune eftersommer har fået både squash og tomater til at yde deres bedste, og så er det to frugter, der klæder hinanden.

 

squash-og-tomatsalat-4

Der er kun få ingredienser i salaten, og det betyder, at squash og tomater får lov at udfolde hele deres smagsregister. Jeg har været heldig at finde små solmodne og ekstremt sødmefulde tomater.

Squash smager ikke af så meget, men når skiverne marineres i en olie-limedressing, lokkes der rent faktisk en svagt nødddeagtig smag frem.

Det stærkt antioxidante stof, lycopen, findes i tomater. Det frigives bedst, hvis tomaterne varmebehandles og nydes sammen med en ekstra jomfruolivenolie. Vil du derfor have det fulde udbytte af tomaterne, skal du bage salaten 10-15 minutter i ovnen.

 

squashsalat-m-tomater-1

squashsalat med kulørte tomater og oliven

2 slanke squash

4-5 spsk olivenolie

2-3 spsk limesaft

salt, friskkværnet peber

300 g små tomater, gerne i forskellige farver

50 g oliven, gerne både sorte og grønne

koriander og rød skovsyre eller timian og/eller salvie

evt. sort salt

squashsalat-m-tomater 

 

Høvl squashene til tynde skiver på et mandolinjern. Skiverne skal være så tynde, at de kan rulles om tomaterne uden at de går i stykker. Skær så mange skiver som du har tomater.

Rør olien sammen med limesaft. Smag til med salt og peber og evt. mere limesaft. Måske også et nip rørsukker.

Hæld dressingen i et fad. Læg skiverne i dressingen og lad dem marinere en halv times tid.

Rul squashskiverne omkring tomaterne og sæt dem tæt sammen i et lavt fad med lige kant.

Sæt oliven ned mellem squashrullerne.

Hæld evt. overskydende dressing over og drys med den eller de valgte krydderurter og måske lidt sort salt som ekstra pynt.

 

squashsalat-m-tomater-2

.

kogebøgernes TOP 10  – en lille udmærkelse
vegetarisk-koekken-forside

Søndag den 2. oktober bragte Politikens Henrik Palle en liste over de 10 kogebøger, som bør findes i ethvert køkken. En slags TOP 10 over klassiske kogebøger og grundbøger, og jeg er rigtig stolt over, at min gamle bestseller “Vegetarisk køkken” optræder på listen.

Jeg er i selskab med Frk. Jensen, Elizabeth David, Camilla Plum, Claus Meyer, Escoffier og fire andre “must haves”. “Vegetarisk køkken” er udkommet i langt over 100.000 eksemplarer i Danmark og også udgivet i USA og Tyskland.

Bogen er helt udsolgt, og jeg synes faktisk, den er en smule forældet, men det glæder mig meget, hvis den trods alt stadig anses som en slags grundbog i det grønne køkken.

 

Print Friendly, PDF & Email
It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

12 Kommentarer

  1. Hanne Kristiansen
  2. Merete
  3. Dorit
  4. Inger Thomsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *