Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

23

november 2018

20

KOMMENTARER

selleri går til (jule)fest

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, julemad

.

en festlig rod – julen nærmer sig

Jeg lærer det vist aldrig! Hvert eneste år, når juletræerne og julelysene tændes på pladser og i gader, fatter jeg ikke, at det snart er jul. Det var jo lige Sct. Hans! Og er det ikke en smule tidligt med det juleri? Nå, det er det måske ikke. Faktisk er der mindre end en måned til, at vintermørket viger og dagene atter bliver lysere. Og i dag er der akkurat en måned til lille juleaften.

Jeg kan også se på søgningerne her på bloggen, at læserne allerede er i julemads-humør. Der bliver søgt flittigt på retter til både julefrokost og julemiddag. Helt så langt er jeg ikke endnu, men jeg lover, at der kommer lækre retter på bloggen, så I alle kan få en lækker jul uden sul.

Jeg har allerede syslet med pateer med valnødder og mandler, plantebaseret foie gras, små delikate tarteletter med bagte skalotteløg og cashewcreme osv, osv.

Ligesom sidste år kommer der en julekalender på bloggen fra den 1. december med 24 skønne plantebaserede retter, nogle er nye, andre er juleklassikere fra tidligere år.

.

brug knolden

Hvis man bruger knolden, er der ufattelig meget mad i sådan en rod til under 20 kr. Jeg er altid ekstra glad, når jeg kan præsentere en ret, der er både billig, ekstrem lækker og hurtig at tilberede. Her får du det hele.

Samtidig er det festmad. Derfor præsenterer jeg retten i dag, fordi den med succes kan indgå i julens frokost- eller middagsretter.

.

Grillet selleri med svampe er dejlig gæstemad, som kan forberedes i god tid, før gæsterne kommer. Faktisk kan du lave retten dagen før, den skal serveres. Før serveringen samler du elementerne og varmer selleri-sagen op i ovnen i 10 minutter.

.

“sovs”

 

Jeg er ret begejstret for de produkter, som Dansk Tang fremstiller. Det gælder både denne pesto, deres tangsalt og deres tangsennep. Du kan læse mere om produkterne her.

Du behøver dog ikke at bruge netop denne pesto. Du kan vælge en hvilken som helst anden pesto, det kan fx være en tomatpesto eller en basilikumpesto. Hvis du ikke siger det til nogen, kan du også købe en færdig pesto!

.

gratineret selleri med svampe og tangpesto

(4 personer)

1 selleri, ca. 1 kg

75 g Violife mozzarella- eller parmesantype

4 spsk tangpesto eller anden pesto

1/2+1 dl sojafløde

salt, friskkværnet peber

svampe:

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

400 g kantareller eller andre svampe

2 spsk citronsaft

2 spsk frisk timian

 .

Du kan tilberede denne ret, dagen før den skal serveres, så den bare skal ”samles”, før den skal varmes i ovnen før servering.

Skær sellerien i skiver. Selleri er en noget knoldet knold at skrælle, så jeg synes, det er nemmest at skære skiverne først og derefter fjerne skrællen.

Du kan vælge skiver på ca. 3 mm og dampe dem i kogende vand et par minutter som på fotoet nedenfor.

Du kan også skære helt tynde skiver på et mandolinjern og lægge dem under grillen.

Hvis du griller skiverne, så pensl dem med olivenolie og læg dem på en bageplade. Sæt pladen under grillen i ovnen og grill skiverne til de er let gyldne.

Riv osten og drys den på 4 af skiverne. Grill dem til osten er smeltet og let gylden.

Vælger du de dampede skiver så fordel også osten på 4 af disse. Grill dem som ovenfor.

 

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien til løgene er let gyldne.

Skær svampene i skiver og tilsæt dem sammen med citronsaft og timian. Svits dem 3-4 minutter ved rask varme.

Hæld 1 dl sojafløde på panden og kog den let ind. Smag til med salt og peber. Sluk for varmen.

Retten kan tilberedes hertil dagen i forvejen.

Når retten skal serveres, så læg selleriskiverne sammen med svampestuvningen. Læg skiverne med den gratinerede ost øverst.

Sæt sellerierne på bagepapir på en bageplade og varm dem i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter.

Rør 1/2 dl plantefløde med tangpesto eller anden pesto. Smag til med salt og peber.

Sæt de varme selleri på fire tallerkener og anret pestoen uden om.

.

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Share

20 Kommentarer

  1. Dorit
  2. Leila Sørensen
  3. w
  4. Charlotte
  5. Merete
  6. anne marie
  7. Charlotte Keck
  8. Thomas pendrup Jørgensen

Skriv et svar til Charlotte Keck Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.