Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

søndag

17

marts 2019

12

KOMMENTARER

rødbeder og blomkål med hilsen fra Saharas sol

Skrevet af , Posted in frokostretter, rejser, salater, småretter, tilbehør

.

gå efter røgen og duften

.

Når jeg er ude på eksotiske steder, lader jeg næsen bestemme som en anden sporhund. Er der spændende mad i sigte?

Som det fremgår af billedet, er jeg ikke i Næstved. Jeg er faktisk smuttet på en lille studietur til Marokko, nærmere betegnet farvestrålende Marrakech.

Og jeg bekender straks min belastning af klimaet. Jeg er nemlig ikke rejst med toget! Og det koster 990 kg C02 at flyve til Marokko og retur til Danmark. Hvis du vil undersøge, om du har plads til en flyvetur i dit klimaregnskab, kan du beregne belastningen her.

Jeg mener, at man må vurdere sin belastning ud fra sit samlede klimaregnskab. Har man plads til at flyve eller ej? Allerbedst er det naturligvis at lade være, men for mit eget vedkommende føler jeg det nødvendigt at rejse ud i verden for at få inspiration til mad, der ikke belaster klimaet. Kan du se, jeg pudser glorien!?

Mit klimaregnskab ser nemlig nogenlunde fornuftigt ud, fordi jeg ikke har spist kød eller fisk i mere end 50 år, og fordi jeg aldrig har ejet en bil. Men det er klart, at jeg ikke skal spille hellig, når jeg arbejder for, at vi alle skal skære ned på kødforbruget for at skåne klimaet (og i høj grad dyrene). Til sammenligning med flyvning, kan jeg oplyse, at klimabelastningen for 1 kg oksekød er 19 kg.

.

der går sjældent røg af en brand …

Når man ser røgen i de smalle gyder i souken i Marrakech, og det kildrer krydret i næseborene, ved man, at maden er ved at blive tilberedt. Her er det kullene, der fyres op under, så nationalretten, tagine, kan stå og simre under det koniske låg. Det er dog ikke tagine jeg er efter i dag, men to små frokostretter eller tilbehør: en hummus af blomkål og en rødbedesalat med appelsin og oliven, der rummer selve Marokkos sjæl.

Hvis du alligevel skulle have fået lyst til en tagine, så kig fx på denne med søde kartofler og sorte bønner. Så får du samtidig opskrifter på couscous og marokkansk brød.

.

rødbeden er kongen

Hvis man siger, at rødbeden er kongen på det marokkanske grøntsagsmarked, kan man roligt tilføje, at blomkålen er dronningen. Det er to grøntsager, der indgår rigtig meget i marokkansk mad. Faktisk har jeg lige nydt en meget lækker lasagne på marokkansk med bl.a. blomkål som fyld. Det havde jeg ikke selv lige tænkt som en mulighed, men det var meget lækkert.

.

rødbedesalat med noter af appelsin og oliven

Hvis man er gammel Marokko-farer, kan man godt blive træt af tagine og couscous. Og det er netop hvad mange turister starter med. Og selvfølgelig skal man smage de klassiske, lokale retter, men vil man have andre, lidt mere spændende valg, er restauranten Le Jardin i souken i Marrakech en glimrende idé. Restauranten er placeret i en yndig gårdhave med masser af træer og grønne planter i flere etager – altsammen indhyllet i fuglesang og krydderdufte.

Vi fik to små retter, som jeg gerne vil dele med dig. De er både lækre og superenkle at tilberede. Da jeg ikke har en vægt med på rejsen, må du selv sjusse dig frem til de helt præcise mål.

.

marokkansk rødbedesalat med appelsin og oliven

(4 personer)

4 mellemstore rødbeder

2 appelsiner

50 g sorte oliven (gerne let tørrede)

dressing:

5 spsk olivenolie

4 spsk appelsinsaft

2 spsk appelsinblomstvand (kan udelades), købes bl.a. i indvandrerbutikker

salt, peber, rørsukker

 

Kog eller bag rødbederne møre. Afkøl og flå dem. Skær dem i terninger eller både.

Del appelsinerne i både og fjern hinderne. Tag væde fra til dressingen. Skær evt. appelsinbådene i mindre stykker.

Fjern evt. sten fra de sorte oliven og skær dem i lidt mindre stykker.

Bland de tre ting.

Rør dressingen sammen og smag til med appelsinblomstvand, salt, peber og sukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Der var ikke valnødder i salaten, men dem vil jeg tilføje for egen regning, når jeg kommer hjem.

.

marokko er for de farveglade!

Solmodne appelsiner og clementiner bugner på markederne. Og farverne spiller i smuk kontrast.

.

ingen mad uden oliven!

Jeg synes, Marokkos oliven hører til de bedste i verden. De fås i mange nuancer og med masser af forskellig smag, afhængig af urter eller krydderier. Th. ses en anden klassiker i Marokko: de syltede citroner. Du kan se her, hvordan du selv kan saltsylte citroner.

Der indgår næsten altid oliven i et marokkansk måltid – og i al fald altid som snack inden maden, ofte i selskab med nødder.

.

.

hummus på marokkansk

En af de største glæder for mig ved at rejse, er alle de nye ideer til at anvende grøntsager og andre produkter på en anderledes måde.

Denne blomkåls-hummus nød jeg forleden på restauranten Le Jardin i Marrakech, se ovenfor.

Så vidt jeg kunne smage, var der kun tilsat olie og tahin til hummusen. Jeg vil selv forsøge at tilsætte lidt hvidløg + spidskommen, så det foreslår jeg i opskriften, men du kan jo selv prøve dig frem.

.

blomkåls-hummus fra Marokko

blomkåls-hummus

(4 personer)

1 lille blomkålshoved

ca. 1/2 dl olivenolie

citronsaft efter smag 

3-4 spsk tahin (sesampasta)

evt. 1-2 spsk spidskommen

evt. 1-2 fed hvidløg

salt, friskkværnet peber

.

Del blomkålen i mindre buketter. Læg dem i kogende vand 2-3 minutter og overhæld dem med koldt vand.

Afdryp blomkålen og findel den i en food processor eller blender. Kålen skal bevare noget struktur, da den ellers bliver for vandet.

Rør olie og citronsaft i hummusen efter smag.

Tilsæt evt. spidskommen og knust hvidløg.

Smag hummusen til med citronsaft, salt og friskkværnet peber.

Hummusen kan nydes som dip eller pålæg – eller til et stykke marokkansk brød som snack sammen med lækre oliven.

.

spis brød til …

Overalt på gader og stræder sælges brød i Marokko. Hvis du selv vil bage et marokkansk inspireret brød, så kig her.

.

motiverne lurer overalt i Marokko

Hvis man – foruden mad – også er interesseret i fotografering, byder hver eneste smøge på et motiv.

 

.

Print Friendly, PDF & Email
Share

12 Kommentarer

  1. Inger
  2. Lotte Obbekjer
      • Lotte Obbekjer
        • Lotte
        • Lotte
  3. Ingeborg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.