Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

torsdag

31

maj 2018

17

KOMMENTARER

porrepaté med valnødder – nyd den med de nye kartofler

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

..

paté med valnødder er perfekt til de nye kartofler

En paté, en postej, frikadeller eller bøffer er danskernes foretrukne hovedretter. Men de BURDE ikke være hovedretter, de burde være et lillebitte tilbehør – hvis de altså er lavet af kød. Helt andeledes er det med plantebaseret mad. Her kan du med god samvittighed spise disse retter ad libitum – eller så længe livremmen holder!

Denne paté består, foruden af porrer, af edamamebønner, valnødder og kornflager, som leverer proteinerne.

.

valnøddens velsignelser

Det er en god idé at inkludere mange valnødder i kosten. De kan nydes i alt fra brød, salater og hovedretter til kager og desserter.

Valnødden ligner en lilleput-hjerne, og man har altid ment, at nødden var god for hjernen. Nu har forsøg bevist, at valnødder rent faktisk kan forebygge degeneration af hjernen.

Senest har forskerne kigget på valnødder i forbindelse med tarmfloraen, og det ser ud, som om en gruppe molekyler, der kaldes urolithiner, der frigives ved tarmbakteriernes fordøjelse af valnødder, er gavnlige for vores celler og tarmens immunforsvar. Du kan læse om Tudsskriftet GT,undersøgelsen i det medicinske tidsskrift GUT.

Hvis du bor i Københavns-området, vil jeg anbefale dig at købe dine valnødder og valnøddeolie i Løs Market i Saxogade i København. Jeg har tidligere nævnt butikken, hvor alt købes i “løs vægt”. Og helt specielt vil jeg sige, at butikkens valnødder fra Grenoble er af en helt særlig kvalitet, og også valnøddeolien er stærkt afhængighedsskabende!

.

kom porrer i pateen

.

årets første gyldne guldklumper

For mig er det højtid i øjeblikket. Ikke blot fordi fuglene synger, solen skinner og alt det grønne endnu er nyt og jomfrueligt. For mig er det også højtid, fordi det er TIDEN for asparges og de første nye kartofler. Gastronomisk bliver det ikke større for mig. Jeg bliver ofte beskyldt for at bruge for mange ingredienser og lave for indviklede retter, men her har jeg noget, hvor vi alle kan være med: de førte nye, nyopgravede kartofler nydt med lidt god jomfruolivenolie, en god håndfuld krydderurter og lidt sort lavasalt (almindelig salt er også fint!) på toppen.

Det bliver næppe nemmere eller mere lækkert!

.

porrepaté med valnødder

(4 personer)

2 spsk chiafrø (kan erstattes af hørfrø)

250 g edamamebønner (kan erstattes af andre kogte bønner, fx kidneybønner, hvide bønner, kikærter etc.)

150 g løg

600 g rensede porrer

2 spsk kokos- eller olivenolie

50 g valnødder

100 g sojaflager eller kornflager (havregryn, hvede- eller rugflager)

1 tsk reven muskatnød

1 bdt persille

1 dl plantefløde eller anden fløde

2 spsk citronsaft

rasp efter behov

2-3 spsk tamari (soja)

salt, friskkværnet peber

.

Sæt chiafrøene eller hørfrøene i blød i 3-4 spsk vand  6-8 timer.

Tø edamamebønnerne op og purér dem i en food processor. Kør de udblødte frø med. Hæld det i en stor skål.

Skær 20-30 hele skiver af en porre. Sæt dem til side.

Hak løg og resten af porrerne og svits dem i olien, til løg og porrer er bløde og let gyldne.

Bland porrer og løg i bønnemassen.

Hak valnødderne fint og tilsæt dem sammen med flager, muskatnød, hakket persille, fløde og citronsaft.

Rør farsen godt sammen og tilsæt rasp, hvis farsen er for lind. Smag til med muskatnød, citronsaft, tamari, salt og peber.

Lad farsen hvile en halv times tid og vurdér konsistensen igen.

.

Læg farsen i en smurt ovnfast form. Pres porreskiverne ned i farsen og pensl godt med olie.

Bag pateen i en 200 grader varm ovn 30-40 minutter – eller til overfladen er gylden.

.

frikadeller af porrefarsen

Du kan også stege bøffer eller frikadeller af farsen. Både pateen og evt. bøffer eller frikadeller er velegnede til madpakken.

.

Print Friendly, PDF & Email
Share

17 Kommentarer

  1. Dorte Silleborg
  2. Jette Toft Møller
  3. Jette Toft Møller
  4. Jette Toft Møller
  5. Dorit
  6. Tina Rasch
      • Tina Rasch
  7. Mona Weiss

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.