kirstenskaarup.dk

tirsdag

3

januar 2017

18

KOMMENTARER

god start på 2017: alt i én pande i ovnen – lækkert, sundt & nemt

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

uhmmm … fuldkornsmad

godt nytår – og til lykke!

Når jeg siger til lykke, er det fordi du er trendsætter eller, som det hedder på engelsk: firstmover (eller i al fald nextmover). Måske har du slet ikke tænkt over den ærefulde titel, men du ville ikke læse denne blog, hvis du ikke var interesseret i dét, der omsider er ved at bryde igennem: at værne om klimaet og jordens ressourcer, at vælge økologisk, dyrevenlig og bæredygtig mad, at spise vegetarisk eller flexitarisk. At være interesseret i kvalitet fremfor mængde. Derfor er du på forkant med udviklingen.

Hvert år ved nytårstid fortæller trendforskerne os, hvad der vil komme til at præge det nye år. Og i 2017 ser det ud til, at vi, der er interesseret i grøn og bæredygtig mad, er os, der sætter retningen. Det er folk, der skærer ned på kødet eller helt dropper det, og det er folk, der er optaget af dyrevelfærd. Det er et fantastisk glædeligt budskab her ved årsskiftet.

.

småt er godt

“Less is more”, som det hedder på engelsk, vil præge det nye år. Vi vil hellere spise lidt mindre men til gengæld spise kvalitetsprodukter. Trenden går også i retning af i det hele taget at forbruge mindre og at smide mindre mad og andre ressourcer ud. At mindske madspild har heldigvis været “hot” længe, men nu er det decideret dårlig stil at dumpe noget som helst, der kan anvendes.

Vi vil reparere i stedet for at smide ud, vi vil ikke købe bare for at købe, vi vil nyde vores bæredygtige og økologiske mad sammen med ligesindede i “folkekøkkener” som i Absalonkirken på Vesterbro eller i et folkekøkken, som det jeg i efteråret var med til at oprette i Rudersdal kommune (det fortsætter i det nye år i Mantziusgården i Birkerød. Vi serverer udelukkende vegetarisk/vegansk mad). Som forbrugere vil vi også have mulighed for at købe lige nøjagtig den mængde varer, vi har brug for, om det så bare er 250 g kikærter eller 2 tomater, som vi kan gøre i Løs Market i København.

 

godt begyndt …

Da jeg nytårsdag begyndte at tænke på, hvad jeg ville foreslå som årets første ret på bloggen, fokuserede jeg på flere ting: retten skulle være hurtig at lave, den skulle være lækker og smuk, den skulle være kalorielet, den skulle være mættende, den skulle være billig, den skulle være klimavenlig, og den skulle være økologisk.

Valget faldt på denne panderet. Selve tilberedningen tager ca. 10 minutter, og resten foregår en halv times tid i ovnen.

Jeg holder meget af hele korn. De mætter dejligt, men ligger alligevel let i maven. Du kan også bruge perlebyg, perlerug eller andre hele korn. Hvis du ikke tåler gluten, så brug i stedet hel boghvede, ris, quinoa eller linser.

 

rødbeder holder af dild

Midt i nytåret havde jeg ikke alverdens grønt i køleskabet, men rødbeder har jeg altid. Det samme gælder en eller flere slags kål og selvfølgelig løg. Og så var jeg så heldig at finde et kæmpe bundt dild lige før nytår. Jeg er vild med dild. Jeg tror, det er min yndlingsurt. At begrave næsen i et bundt duftende dild er en berusende oplevelse!

Men har du ikke dild, kan du sagtens bruge andre krydderurter. Du kan fx drysse med en god portion basilikum eller rigeligt med frisk timian.

 

ekstra på toppen og måske lidt dip

Du kan optimere retten med lidt ekstra drys på toppen. Det kan være ristede mandler eller valnødder. Du kan også bruge sesamfrø ristet med olie og presset hvidløg.

List sovs eller dip gir’ også retten et ekstra pift. Jeg har valgt yoghurt, fordi det er så hurtigt. Du kan smage til med presset hvidløg og reven ingefær eller chili som foreslået nedenfor.

Du kan også vælge en sovs af jordnøddesmør eller miso.

 

perlespelt med bagte rødbeder og rosenkål

1/2 kg rødbeder, bolsjebeder eller andre beder

olivenolie

400 g rosenkål

250 g løg

1 helt hvidløg

300 g perlespelt, evt. perlebyg, hel boghvde eller ris

ca. 5 dl grøntsagsbouillon

50 g rosiner

evt. sovs:

2 1/2 dl sojayoghurt eller anden yoghurt

2 spsk limesaft

harissa, frisk chili, chiliflager eller chilisovs

salt, rørsukker

et stort bdt dild

 

Der skal bruges tre bageforme med lav kant ialt: én til rødbederne (de skal bage længst), én til perlespelten og én til rosenkål og løg.

Skræl rødbederne og skær dem i både. Læg dem i en lav ovnfast form og vend dem i 1 spsk olie. Sæt formen i en 200 grader varm ovn 25-30 minutter.

Del store rosenkål, skær løgene i både, pil hvidløgsfeddene. Læg dem i en ovnfast form og vend grøntsagerne i 1-2 spsk olivenolie.

 

 

Skyl spelten og kom den i en tredje ovnfast form. Hæld kogende bouillon over (du kan naturligvis også koge kornene i en gryde med bouillonen. Start i så fald med 4 dl væde).

Sæt de to forme med korn og grøntsager i ovnen, når rødbederne har bagt i 10 minutter.

Vend rundt i grøntsagerne et par gange og hold øje med at spelten ikke koger helt tør. I så fald tilsættes lidt mere bouillon.

Bag grøntsager og spelt 15-20 minutter sammen med rødbederne, ialt ca. 30 minutter.

Vend rosinerne i spelten. Al vandet skal være fordampet, når kornene er bløde.

Bland spelt og grøntsager. Du kan lave retten færdig hertil i god tid inden serveringen og varme den i ovnen.

Hvis du vil have ”sovs” eller dip til, så smag yoghurten til med limesaft, harissa, chili eller chilisovs, salt og evt. et nip sukker. Tilsæt 2 spsk olivenolie. Se også forslagene ovenfor.

Drys med masser af klippet dild og servér sovsen til separat.

 

tip

Du kan også drysse retten med ristede manelflager eller valnødder.

 

 

Print Friendly, PDF & Email
It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

18 Kommentarer

  1. Wanda
  2. Susi
  3. Dorit
  4. Mona
  5. Jette Toft Møller
  6. Viveca Møller
  7. Dorthe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *