kirstenskaarup.dk

lørdag

4

februar 2017

8

KOMMENTARER

Majorellehaven i Marrakech og salater hos Saint Laurent

Skrevet af , Posted in rejser, salater

.

en snak om at spise dyr

.

Søndag den 5. februar var jeg i Radio 24syv til en snak med Morten Lindberg, alias Master Fatman. Selv om Morten ikke ligner nogen udpræget vegetar er han det faktisk. Om dét og om hvorfor vi overhovedet spiser andre levende væsener, snakker vi om i programmet, der også fører os ud på vilde rejser på den anden side af jorden. Morten er nemlig også globetrotter. Og engle findes jo overalt mellem himmel og jord, så dem kommer vi også en tur omkring. Derfor: spids ørerne mens du nyder søndagskrydderen!

Du kan genhøre udsendelsen her.

.


.

salater og smukke smøger i Marrakech

Der er bestemte ting, der går igen og igen, når man bevæger sig rundt i Marrakech: det er de smukke smøger i souk’en, det er salater – og det er den helt uundværlige myntete. Også kaldet marokkansk whisky. Men den friske mynte finder også vej til andre former for drinks og til masser af madretter.

 

Hver eneste gang, man drejer om et hjørne i souk’en, afslører nye smøger sig med nye “indblik” til marokkanernes sans for arkitektur og smukke porte og døre.

.

vognlæsfulde af mynte

Der skal på det nærmeste tonsvis af mynte til for at dække marokkanernes hang til denne urt. Her på torvet i souk’en er der dynger af mynte, som ikke er meget i familie med den halvvisne mynte, man kan købe i en potte i et dansk supermarked.

.

uhhhmmmm …. dejlig juice med mynte

Mynten finder også vej til mange slags juice – og så selvfølgelig te. Det er nemt selv at lave myntete: overhæld en god håndfuld mynteblade (og evt. lidt tørret mynte) med kogende vand og lad det trække nogle minutter. Marokkanerne kommer masser af sukker i teen. Det bryder jeg mig ikke om, men det er en smagssag.

.

Majorellehaven

I Marrakech ligger den fortryllende Majorelle-have skabt af den franske maler Jacques Majorelle (1886-1962). Det tog ham 40 år at forme haven med eksotiske træer, utallige sjældne kaktus og duftende roser, bougainviella, liljer og lotusblomster. De fleste af planterne hjembragte kunstneren selv fra rejser over hele kloden.

Malerens atelier er i moorisk stil med et strejf af art deco. En stræk koboltblå farve (som kunstneren fandt højt oppe i Atlasbjergene) dominerer og får modspil af stærk gul, orange og turkis.

Når man træder gennem porten ind i den stille og guddommeligt smukke have, siger man farvel til al hurlumhejet og larmen i Marrakech. På trods af mange besøgende i haven hersker her en harmonisk ro, der forstærkes af vandets stille rislen gennem de små bække og i dammene med guldfisk og karper. Viftende palmeblade former nye mønstre på den blå bygning, og fuglekoret fuldender imitationen af paradiset.

Du kan se en plan over haven her.

..

lyset leger

Lyser leger med former og farver overalt i haven.

.

.

sanserne overvældes

Den franske modeskaber Yves Saint Laurent og hans partner Pierre Bergé “faldt” over haven under deres første besøg i Marrakech  i 1966 og blev straks charmeret af dens skønhed. Haven var allerede dengang åben for offentligheden, og parret besøgte haven hver dag.

Det var dog først i 1980 de købte Majorelle. På et hængende hår reddede de haven fra at blive forvandlet til et hotel og give plads for nybyggeri. Haven blev renoveret, nye planter kom til, damme og bække blev etableret, og Majorelle passes nu til perfektion af 20 gartnere.

Yves Saint Laurent døde i 2008, og hans aske er strøet i rosenhaven på Majorelle, hvor der også er opsat en mindesøjle for modeskaberen.

.

.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Du kan se flere billeder her.

.

mad i Majorelle

I Majorellehaven findes en glimrende restaurant. Rejsekammeraten og jeg bestemte os for et par salater, som vi gerne vil dele med dig her.

.

rødbedesalat med gedeost og tomater

400 g rødbeder

100 g cherrytomater

200 g store tomater

1 stor pære

1 spsk finthakket skalotteløg

50 g sorte oliven

100 g gedeost

en god håndfuld mynte

dressing:

4 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

1 fed hvidløg

salt, friskkværnet peber

 

Kog rødbederne møre. Afkøl og flå dem. Skær dem i terninger.

Skær begge slags tomater i mindre stykker. Skærpæren i terninger. Bland tomater og pære med rødbeder, løg og oliven.

Skær osten i mindre stykker og kom dem i salaten sammen med myntebladene.

Rør en dressing af oile, citronsaft og presset hvidløg. Smag godt til med salt og peber og hæld dressingen over salaten.

.

linsesalat med avocado og valnødder

200 g brune linser eller puylinser

250 g tomater

2 faste avocadoer

citronsaft

50 g hakkede valnødder

mynte og persille eller koriander

dressing:

4 spsk valnødde- eller olivenolie

2 spsk citronsaft

2 tsk kanel

salt, friskkværnet peber

Kog linserne møre i rigeligt vand, ca. 20 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Skær tomaterne i mindre stykker.

Tag kødet ud af avocadoerne og skær det i strimler. Vend dem straks i citronsaft.

Bland linser, tomater, avocado og hakkede nødder med rigeligt hakket mynte, persille og/eller koriander.

Rør olie og citronsaft sammen og smag dressingen godt til med kanel, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

og nu til noget helt andet – KUN for de morgenfriske

 

 

 

Share

tirsdag

31

januar 2017

8

KOMMENTARER

Marrakech over Atlasbjergene til Aid Benhaddou

Skrevet af , Posted in hovedretter, rejser

.

fra brød i souk’en til sug i maven

Smut i snabelskoene, sæt dig på det flyvende tæppe og tag med en tur over de høje Atlasbjerge fra Marrakech til kasbah’en, Ait Benhaddou (se også her).

.

når brød betyder liv

Men inden den halsbrækkende bjergtur må jeg lige først et smut igennem souk’en i Marrakech, igen, igen …

Mine forskellige rejsefæller driller mig altid med min hang til brød og bagerier. Jeg kan ikke se et bageri på mine rejser, hvor jeg ikke må ind og blive gode venner med bagerne. Det lykkes heldigvis ofte. Jeg tror, jeg er forlovet med mindst hundrede bagere rundt om på kloden. Her er jeg  på besøg i et bageri dybt inde i souk’en i Marrakech. Jeg er ikke sikker på, at fødevaremyndighederne i Danmark ville være helt tilfredse!

Når jeg er så optaget af brød, er det fordi det danner livsgrundlaget for så mange mennesker jorden rundt. Det bevæger mig at se, hvordan brødet æres og prises i kulturer, hvor mad ikke er nogen selvfølgelighed. For en velfærdseuropæer, der er vant til at kunne spise sig mæt hver dag og have frit valg på alle hylder, er det tankevækkende og smukt at se brødets betydning for mindre priviligerede mennesker.

De mange  bagerier i souk’en fordeler brødene i kasser eller kurve, der lastes på æsler eller cykler, som omdeler brødene til de mange små selvstændige “butikker”. Og ingen behøver at mangle brød, for på ethvert hjørne støder man på stoute kvinder, som passer bager-biksen, der som regel er en papkasse vendt på hovedet. Og så kan man jo altid få sig en god snak kvinde-til-kvinde, mens man venter på kunderne!

.

.

gyderne gemmer på stor skønhed

.

.

alle nordafrikanske fugle anbefaler marokkansk brød!

.

en anden lille gyde i souk’en

Det betaler sig at lade sig opsluge af souk’en. Man farer under alle omstændigheder vild, så jeg lader mig bare føre af sted på må og få. Omkring hvert et hjørne er der nye farver, lynsindfald og måske nogle smukke vægmalerier.

Men nu kalder Atlasbjergene.

.

af sted over stok og sten

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg tager turen fra souk’en og solvarme Marrakech over de høje Atlasbjerge. Det er langt fra første gang, men turen føles hver gang unik. Alt efter vejr og vind, sol og skyer, regn eller slud, åbenbarer bjergene sig på vidt forskellige måder. Jeg har passeret mange af verdens store bjergpas, men denne tour de force gennem Atlasbjergene rangerer som en af de mest sublime naturoplevelser, jeg har haft. Busturen fra Marrakech over Atlasbjergene til Ouarzatate tager ca. 5 timer, men det er naturligvis også muligt at gøre holdt i en af de små bjergbyer. Denne gang stod jeg af i kasbah’en, Ait Benhaddou.

Fra Marrakech stiger vejen langsomt opad, mens den halsbrækkende udsigt byder på dybe slugter og 3-4.000 meter høje snedryssede bjergtoppe. Her er goldt og øde. Farverne veksler mellem rødbrun, brun og grå – og pludselig hænger skyerne truende lavt over bjergkammene.

.

Livet er barskt for de mennesker, der frister skæbnen på de stejle bjergsider. Husene er bygget af den jord og det ler, der er for hånden. Derfor skal man se godt efter for at få øje på de rødbrune boliger, som ligner skotøjsæsker, der er limet direkte på bjergsiderne. Husene ligger – eller rettere – hænger i klynger de steder, hvor der findes vand. Ved en lille bæk sidder kvinderne og renser grøntsager i det knap eksisterende vand. På de næsten lodrette bjergsider vogter gamle mænd eller unge drenge de store brune og hvide fåreflokke. De små jordlodder er lagt ud i terrasser, der klamrer sig til bjergets sider, og her pløjer de yngre mænd jorden med en enkel træplov og to æsler.

 

.

der arbejdes for føden

I de små bjerglandsbyer hersker der ikke blot en almen streng moralkodeks. alle har tjek på alle, og her er der heller ingen flirt mellem kønnene før ægteskabet. For slet ikke at tale om at kunne vælge selv. Her skal der også arbejdes hårdt for føden. Den stenede sandjord giver ikke sine gaver fra sig uden videre.

Måske er det unge par på billedet på vej med byggematerialer til deres første hus – eller måske rettere hytte.

.

fra snedækket bjergtinde til frodige terrasser

De snedækkede tinder veksler med dybe dale udlagt som frodige terrasser. Foråret er allerede her i januar ved at indfinde sig med de første grønne nuancer, der trodser den tørre røde jord.

Turen over Atlasbjergene byder på synsindtryk, der for evigt vil være prentet på nethinden. Hvis man altså kan klare hårnålesvingene, de dybe slugter og chaufførens fod på speederen, der er helt i overensstemmelse med hans tro på Muhammed.

.

velbeholden i kasbah’en

Efter 4-5 timer er vi fremme ved  Aït Benhaddou. Ligesom dyrene tilpasser sig farvemæssigt til den natur, de lever i, sådan har fortidens arkitekter valgt at bygge den tids forsvarsværn ind i klipper i farver, der matcher omgivelserne. Det er ikke nemt for fjender at se denne by på afstand!

Og zoomer man lidt ind, ser husene sådan ud:

.

Kasbah’en Aït Benhaddou fra det 17. århundrede er en lille befæstet by bygget op ad bjerget som forsvarsværk for området. Bygningsværket er et fremragende eksempel på, hvad før-saharisk arkitektur formåede at forme med ler. Men ler er et skrøbeligt materiale, og de store regnskyl i regntiden tærer så meget på leret, at kasbah’en må lerklines hvert år.

Inde i kasbah’en er der små og store “huse”, der er tårne og der er fællesarealer – og bygningsværket afspejler således hierakiet i enhver anden landsby. Her er huse for dem, der bestemmer, og her er huse for dem, ser servicerer.

De fleste “huse” er uden vinduer, men af og til trænger lyset alligevel gennem en sprække og afslører høje stabler af tæpper (her må være hundekoldt om vinteren) og en væg med nødvendigheder som flagermuselygte, vanddunk, kameltasker mm. Billedet fortæller også, at her i de små lerklinede rum kender man ikke til en luksus som et skab. Eneste møbel er et rundt lavt bord med små buttede fødder – og nogle puder. Her indtages taginen eller couscous’en liggende eller siddende på gulvet.

 

Aït Benhaddou ligger på den gamle karavanevej mellem Sahara og Marrakech og er nu på Unescos verdensarvsliste. Her er kamelerne blevet vandet gennem århundreder. Og salt, den tids guld, er blevet udvekslet med perler, krydderier og korn.

.

den nye by

I dag bor der kun en snes familier i selve kasbah’en. De fleste indbyggere er flyttet til “rigtige” huse nedenfor forsvarsværket. Her er et par af de maleriske gyder.

 

Og hvem trænger ikke til en middagslur i forårssolen?

.

hotel Bagdad Café – det er her man bor!

Hvis du nogen sinde kommer på disse kanter, vil jeg varmt anbefale Hotel Bagdad Café. Det er ikke fordi, der er meget at tage sig til i Aït Benhaddou, når først man har klatret i kasbah’en et par timer, men jeg tør alligevel godt foreslå en overnatning. Ene og alene for at møde det fantastiske værtspar på dette hotel: franske Rose og marokkanske Mohamad. De er to usædvanlige mennesker: søde, hjælpsomme og gæstfri. De har så at sige bygget hotellet op med egne hænder, og det er en skøn perle med smukt indrettede værelser, swimmingpool, flere tagterrasser og dejlig mad. Både til morgen og aften.

Og nu er det tid til en bid marokkansk mad. Jeg foreslår en lækker grillet salat med min yndlingssovs, chermoula, og ægte marokkanske brød til.

.

grillet marokkansk salat

Se opskriften her. Spis gerne marokkanske brød til.

.

marokkanske brød

Se opskriften her.

 

Share

lørdag

28

januar 2017

22

KOMMENTARER

januar i Marokko

Skrevet af , Posted in hovedretter, rejser

.

farverige, solbeskinnede og duftende Marokko


Så tit det er muligt, prøver jeg altid at opsnuse nye opskrifter og lidt sol i januar. Jeg synes, det er den mest trælse måned i Danmark. Alle de skønne julelys, der kastede glans over land og by er slukkede, himlen hænger tung og mørk, og lyset viser sig kun i alt for korte timer over et vejrmæssigt plaget folk. Der er lidt for længe til anemoner og martsvioler, for slet ikke at tale om asparges og nye kartofler.

Indenfor overkommelig rækkevidde er der heldigvis solbeskinnede og farvestrålende Marokko. Jeg er på min femte eller sjette rejse i landet, som jeg helt har tabt mit hjerte til. Her er al den sol og alle de kulører og krydderier, man kan ønske sig. Madmæssigt er oplevelserne dog begrænsede. Bevares, her er lækker mad, men for en vegetar/veganer er repertoiret hurtigt udtømt: men her er flere slags gode grøntsagssupper og salater, først og fremmest marokkansk salat, her er grøntsagscouscous og grøntsagstagine. Og selvfølgelig de forskellige slags brød. Jeg kunne dog godt ønske mig lidt mere groft mel i brødene, men engang imellem er der så alligevel virkeligt noget brød, jeg gerne vil efterligne. I går fik jeg, meget langt fra alfarvej i kasbah’en Ait Benhaddou i Atlasbjergene, stykker af et stort, cirkelrundt brød, der kunne ligne et kæmpestort, fladt pitabrød. Det vil jeg prøve at bage, når jeg kommer hjem.

Ait Benhaddou er en af de mest eksotiske og bedst bevarede kasbah’er i hele Atlas-regionen (kasbah’en var tidligere både et forsvarsværk og stedet, hvor den lokale leder residerede. En kasbah er ofte bygget på en bjergtop og består af lerklinede huse, som klynger sig til bjergsiden. Kasbah’en er omkranset af høje mure og har få eller ingen vinduer. Et rigtigt forsvarsværk i svundne tider.

Kasbah’en i Ait Benhaddou er yderligere berømt, fordi den har lagt location til storfilm som “Lawrence of Arabia”, “Gladiator”, “Babel” og mange andre film. Jeg vender tilbage med billeder fra det smukke og usædvanlige sted.

 

te og taginer

 t

Te og taginer definerer Marokko. Mynteteen flyder i rigelige mængder og nydes døgnet rundt af en befolkning, der ikke drikker alkohol. Her kaldes myntete for marokkansk whisky.

På gader og stræder, på pladser og under skyggefulde træer sidder mændene i deres lange djellaba’er og ordner verdenssituationen. Gad vide, hvor kvinderne er? Måske hjemme i køkkenet, hvor taginerne simrer over den åbne ild allerede fra om formiddagen.

.

.

teen brygges dagen lang

.

farvestrålende Marrakech

I Marrakech drejer hele verden sig om den centrale plads, Place Djemaa el-Fna. I dagtimerne domineres pladsen af gøglere og historiefortællere, af slangetæmmere, spåkoner, hennamalere og vandsælgere, som fyren på billedet. Det ser dog ud, som om den gamle profession at sælge vand er veget for stillingen som fotomodel. Plasticflaskerne har taget magten! Men de farvestrålende vandsælgere er yndede motiver for tidens turister.

.

madvognene kommer med aftensmaden

Når mørket falder på må gøglere og godtfolk vige pladsen for madvognene, der kommer trillende ind på pladsen med deres mobile køkkener. Her kan du smage på alt, hvad det marokkanske køkken har at byde på.

.

i røg og damp

Der er gang i taginerne – denne praktiske gryde med det koniske låg, hvor hele retten simrer i timevis.

 .

 .

livets brød

Som i alle islamiske lande er brød bogstavelig talt “livets” brød, og det behandles med ærbødighed. Og der er altid rigeligt af det. Her har jeg fanget to damer, der sælger brød dybt inde i souk’en i Marrakech.

.

der sælges små brød og store brød

En bid brød kan man vel altid spise?

..

krydderierne stødes

På krydderipladsen i souk’en stødes både krydderurter og henna. Henna bruges i store mængder til dekoration af især hænder og fødder.

.

skønhed omkring hvert et hjørne

Marrakech kaldes også for den lyserøde by, fordi de fleste huse i byen har en smuk rødbrun, brændt farve. De snævre gyder bag souk’en byder på nye synsindtryk og oplevelser omkring hvert et hjørne.

.

husk maden …

En af Marokkos signaturgrøntsager er auberginen. Derfor vil jeg gerne slutte denne lille billedhistorie med at anbefale en af de retter, du måske allerede kender: marokkansk tagine med “brændte” auberginer. Jeg har ikke mulighed for at udarbejde opskrifter “on location”. Derfor får du en tidligere opskrift, som sagtens tåler gentagelse, hvis du allerede skulle have smagt den.

.

marokkansk tagine med “brændt” aubergine

Se opskriften her.

 

Share
Side 21 af 345« Først...10...1920212223...304050...Sidste »