Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

tirsdag

20

juni 2017

12

KOMMENTARER

gulerodskage med hyldeblomster – en smag af midsommer

Skrevet af , Posted in desserter

.

midsommers bedste skærekage

Duftende skærme af hvide hyldeblomster er indbegrebet af dansk midsommer. Blomstrende hyld er lig med sol og sommer og lyse nætter.

Jeg er så heldig at bo et sted, hvor jeg er helt indhyllet i den liflige duft af de små hvide blomster døgnet rundt. Sommerduft i tunge klaser.

Da jeg forleden skulle have gæster og derfor ville opfinde en plantebaseret kage, slog det mig, at det jo lige nu er tiden, hvor hyldeblomster og hyldeblomstsaft kan tilføre en kage hele sommerens trylleri  og magi.

For der er faktisk meget magi forbundet med hyldetræet. Den følelsesmæssigt let påvirkelige H.C. Andersen fandt fx trøst i hylden og skrev:

“Imellem havens buske, i solskin, regn og rusk, med store blomster-duske, står der en hyldebusk. I duften er der lindring, når hjertet er bespændt, dér kommer hver erindring om gammelt, kært og kendt”.

.

Hyldetræet har altid været omgivet af mystik og ritualer. Træet kendes langt tilbage fra den gamle nordiske mytologi og fra folkeeventyrene. Hylden blev anset for et helligt træ, og endnu i dag kvier mange sig ved at fælde et hyldetræ. Det kan nemlig bringe ulykke over huset!

Hyldetræet tilskrives mange positive egenskaber. Træet hører under frugtbarhedsgudinden Freja og forbindes med kærlighed og frugtbarhed. Og hyld mentes tidligere at kunne kurere en masse lidelser, bl.a. feber. Især skulle indtagelse af hyldeblomster Sct. Hansaften have en speciel gavnlig indflydelse.

Men man skal ikke spøge med hyldetræet, det har nemlig også en mørk side. Så har du fået lyst til at plukke blomster til hyldeblomstsaft eller til kagen her, så husk at spørge træet om lov først. I gamle dage lød det sådan: »Hyldemor, hyldemor, tillad mig at skære af din skov«.

.

i dag giver jeg kage

Kagebagning er langt fra min spidskompetence, men denne midsommerkage tør jeg godt anbefale.

.

spis kage til

Det er midsommer, så snup et stykke midsommerkage og syng med på Thøger Larsens: “Danmark, nu blunder den lyse nat”:

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

.

gulerodskage med hyldeblomster 

200 g gulerødder

1 stang vanilje (kan udelades), evt. vaniljesukker

100 g rørsukker

200 g hvedemel

3 tsk bagepulver

1/2 spsk stødt kanel

1/2 tsk reven muskatnød

1 tsk salt

3 spsk loppefrøskaller (HUSK)

1 dl havrefløde eller anden fløde

1 dl koncentreret hyldeblomstdrik

1 lille blød banan

1/2 dl raps- eller olivenolie

1 spsk frisk reven ingefær

1 økologisk citron

50 g rosiner

50 g hakkede hasselnødder eller valnødder

”frosting”:

2 dl sojayoghurt eller anden yoghurt

1 spsk citronsaft

flormelis efter smag

evt. friske hyldeblomster

.

Riv gulerødderne fint og sæt dem til side.

Bland de tørre ingredienser godt:

Flæk vaniljestangen og mas kornene ud i sukkeret.

Kom sukkeret i en skål og tilsæt mel, bagepulver, kanel, muskatnød og salt.

Kom loppefrøskallerne i en anden skål og tilsæt fløde og hyldeblomstdrik.

Skær bananen i skiver og kom dem i sammen med reven ingefær, 1 spsk citronsaft og 1 spsk fintreven citronskal.

Pisk blandingen med elpisker et par minutter.

Tilsæt olien, de revne gulerødder, rosiner og nødder og bland de tørrede ingredienser i dejen.

Hæld dejen i en smurt bageform og bag kagen i en 180 grader varm ovn 45-50 minutter. Stik en kniv i kagen for at se, om den er færdigbagt.

Sæt yoghurten til afdrypning i et kaffefilter en time eller to.

Tilsæt citronsaft og smag til med sukker efter behag.

Lad kagen afkøle og smør ”frostingen” på toppen af kagen. Pynt evt. med friske hyldeblomster og/eller reven citronskal.

Hvis du pynter med friske hyldeblomster, så undgå den såkaldte sommerhyld med smalle blade og små skærme. Den er let giftig.

.

 

Print Friendly, PDF & Email
Share

12 Kommentarer

  1. Wanda
  2. Dorit
  3. Dorit
  4. Dorte Silleborg
  5. janne søby

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.