Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

julemadArkiv

tirsdag

13

december 2022

4

KOMMENTARER

den grønne julekalender, luk op for låge nr. 14 – og sagen er bøf!

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad, salater

.

fra hånet til hip – til julefest med selleribøffen

Få grøntsager har måttet døje så meget hån som sellerien, den kraftige knold med de mange facetter. Men nu lysner det for sellerien. For der er stort set ingen grænser for, hvad man kan trylle ud af den.

Selleribøffen er en gammel klassiker, men den har altid været drillet af kødspisere. Det må udelukkende bero på uvidenhed, for den gammeldags, panerede skive selleri, som vi kalder selleribøf, smager fantastisk, måske med tilbehør af bearnaisesovs.

Ikke desto mindre kan det være rart med nytænkning, og i dagens opskrift er selleriskiverne grillede i stedet for panerede.

.

hasselback selleri

For at par år siden lavede jeg jule”stegen” hasselback-selleri, som er en skøn afveksling til mandel- eller nøddepostejen juleaften. Og de seneste par år har mange fundet ud af, hvor meget forskelligt mad, man kan få ud af en selleri til 20 kr. Så nu er sellerien virkelig HIP. Og det tror pokker, for den er et skønt alternativ til kød (men husk proteinerne ved siden af).

Det er rigtig trist for de mange mennesker, der ikke har råd til at købe kød, at de ikke aner, hvad sellerien og mange andre grøntsager kan byde på. Men det er en gave at blive ledt ind på de grønne græsgange. Udbred gerne budskabet!

.

har vi et ansvar?

Nobel-komiteen har netop givet årets Fredspris til repræsentanter for civilsamfundene i Ukraine, Belarus og Rusland (to menneskerettighedsorganisationer og en menneskeretsforkæmper).

Hvorfor skriver jeg det på en madblog?

Det gør jeg, fordi Nobel-komiteen med dette valg klart signalerer, at vi alle har et ansvar, og at vi hver for sig kan gøre en forskel, i dette tilfælde i kampen for frihed og demokrati.

Og det er fordi, det fører mig til den seneste hede debat i Danmark, om det nytter noget at tage hensyn til klimaet. Om den enkelte har et ansvar eller ikke, om det nytter at droppe kødet eller flyveturen. Et medlem af et miljøparti mener, at man ikke selv har noget ansvar for klodens forfatning. Det har gjort mig alvorligt bedrøvet.

Politikerne skal løse vores kriser, siges det. Ja, det skal de, men hvert eneste menneske på denne jord har et ansvar for at præge udviklingen, for at gøre jorden til et smukkere sted at leve. At være menneske kommer med et ansvar for at forvalte forholdet til vores medmennesker, vores dyr og vores jord på den kærligst mulige måde. Og det smitter faktisk.

Det enkelte menneske kan ikke selv fikse krige eller klimaforandringer. Men vi kan passe den ”have”, vi har, som en af mine yndlingsjournalister på Politiken, Kim Skotte, skriver i en signatur om topmødet om biodiversitet i Canada. Samme sted nævner han, at den bræmme af kommunalt sponsorerede markblomster langs Kløvermarkens boldbaner på Amager trækker i den rigtige retning.

Det kan man sagtens hånle ad. Hø, hø, markblomster! Men sandheden er, at vi alle er om bord på det skib, der har kurs mod katastrofen. Og vi har hver især ansvar for at sejle skibet sikkert i havn. Hver eneste markblomst tæller – hver eneste selleribøf trækker i den rigtige retning.

Men så længe politikerne ikke regulerer vores adfærd, kan vi sagtens lade naboen tage slæbet med at få skuden på ret kurs. Jeg synes, det er sjovere selv at tage ansvar.

Indtil videre er det kun vores egen samvittighed, der afgør, hvilken vej udviklingen skal gå. Jeg vil gerne minde om, at når en sommerfugl basker med vingerne i Europa, kan det mærkes i Japan.

Hver eneste tanke tæller. Hver eneste handling har konsekvens.

.

en bæredygtig bøf

En af de ting, der tæller, er sellerien, som sagt.

Disse grillede selleriskiver er hurtige at tilberede, og er derfor fornuftig hverdagsmad. Men faktisk er serveringen både så lækker og så smuk, at den sagtens kan serveres som gæstemad.

Du kan evt. bytte sellerien ud med glaskål.

.

kål med antennerne ude

Hvis du ikke rigtig ved, hvad du kan bruge denne sjove rumsonde til, kan jeg anbefale at grille skiver af den på samme måde som med sellerien. Glaskål er mere sprød og glasagtig end selleri.

.il, .

kejserhatte

De lidt seje kejserhatte løfter sammen med masser af bløde løg selleribøfferne til nye højder. Men du kan erstatte kejserhattene med Karljohan, champignon eller østershatte.

.

salat med radicchio, selleripinde og valnødder

Denne salat med radicchio og valnødder passer fint til bøfferne. Jeg har tilføjet små “pinde” af selleri, så du kan udnytte de stykker selleri, du får til overs, når du skærer bøfferne ud.

Se opskriften nedenfor.

.

grillet selleribøf med edamamecreme, stegte svampe og bløde løg

(4 personer)

3/4 kg selleri

kokos- eller olivenolie til stegning

150 g skalotteløg

150 g kejserhatte

edamamecreme:

150 g frosne edamamebønner

evt. lidt frisk, hakket chili eller et nip tørrede chiliflager

1-1 1/2 dl plantefløde

1 potte basilikum

citronsaft

salt, friskkværnet peber

.

Skær sellerien i 4 tykke skiver eller i 8 tyndere. Skær skrællen af.

Læg skiverne i kogende vand tilsat et drys salt. Kog tykke skiver ca. 5 minutter. Tynde skiver koges 3-4 minutter. Afdryp og aftør selleriskiverne.

Pensl en grillpande med olie og grill skiverne til de har gyldne striber. Hold dem varme.

Skær løgene og svampene i skiver. Steg dem gyldne hver for sig i et par spsk olie på en pande, til de er gyldne. Drys med lidt salt og peber. Hold dem varme.

Tø bønnerne op og kom dem i en foodprocessor sammen med lidt chili, 1 dl fløde og det meste af basilikummen (skær både stængler og blade i små stykker).

Blend bønnerne til de er findelte og konsistensen er passende. Tilsæt om nødvendigt mere fløde.

Smag cremen godt til med citronsaft, salt og peber.

Servér selleriskiverne portionsvis med cremen på toppen. Læg svampe og løg øverst.

.

.

radicchio/sellerisalat med krydret dressing

(4 personer)

250 g selleri

1 mellemstor radicchiosalat (evt. rød spidskål eller rødkål)

25 g rosiner

50 g valnødder

1 bdt purløg

dressing:

4 spsk valnøddeolie eller anden olie

2 spsk lime- eller citronsaft

1 tsk tangsennep eller dijonsennep

1/2 tsk allehånde

1 tsk stødt kanel

et nip stødte nelliker (kan udelades)

ahornsirup eller andet sødestof

salt, friskkværnet peber

.

Skær sellerien i tændstikstore stykker. Det gøres nemmest ved at skære sellerien i tynde skiver, evt. på et mandolinjern, og derefter skære dem i tynde strimler.

Eller brug, hvad du har til overs fra selleribøfferne.

Snit radicchiosalaten eller den røde kål.

Bland selleri, salat, rosiner og grofthakkede valnødder.

Rør en dressing af olie og citronsaft. Smag godt til med sennep, krydderier, sødestof samt salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

aller-allersidste chance for rabat den 14. december

Du kan lige netop i dag nå at sikre dig en smørrebrødsbog med rabat.

Bogen har været på tilbud hos Saxo den seneste uge. Tilbuddet udløber i dag, den 14. december, så du kan lige nå en bæredygtig julegave – måske til dig selv?

“Grønt smørrebrød” koster kr. 249,95. Hvis du benytter rabatkoden nedenfor, får du 20% rabat.

Rabatten gælder indtil den 14. december.

Du finder “Grønt smørrebrød” her hos Saxo.

Koden er: kirsten – og den skal først opgives, når du kommer helt frem til betaling.

Koden kan ikke kombineres med andre koder. Den giver ikke automatisk fri fragt og kan ikke bruges, hvis du i forvejen får Saxo Premium-fordelspris.

..

Print Friendly, PDF & Email
Share

mandag

12

december 2022

0

KOMMENTARER

den grønne julekalender – luk op for låge nr. 12 – en udsøgt delikatesse

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, julemad

.

faux gras uden lidelse

Vi glæder os i denne tid …

December kalder på indendørs hygge. De dunkle dage indbyder til lækker mad, gløgg, konfekt og kager. Vi mødes med familie og venner i decembers tusmørke, melerede dage, der lyses op af lyskæder og stearinlys.

Det er ekstra dejligt at hygge og kræse om de mennesker, vi mødes med i december. Derfor er jeg glad for i dag i julekalenderens 12. låge at kunne lukke op for min absolutte yndlings-forret. En rigtig lille lækkerbid, der også kan indgå i en julefrokost.

Jeg har præsenteret ideen tidligere, men jeg synes den er så god, at den fortjener at komme med til mange af julens arrangementer – også i år.

..

“gåse”lever uden lidelse

Af alle slags mærkelige dyr og deres kropsdele, som folk spiser, har jeg altid undret mig mest over gåselever, dén der bliver til foie gras. Det er ekstremt lidelsesfuldt for dyrene at lægge lever til denne postej. Det er hjerteløst, at gæs og ænder skal tvangsfodres for at tilfredsstille mennesker, der lige så godt kunne spise så meget andet.

Foie gras kommer fra gæs eller ænder, der bliver tvangsfodrede, indtil deres forstørrede lever kan “høstes” til luksusspisen. Dyrene lider kolossalt under denne praksis med skader på indre organer og ben, der til sidst ikke kan bære dyrenes tunge krop.

Hvis du har lyst til at vide mere om, hvad tvangsfodringen indebærer, kan du læse her.

Heldigvis kan man lave en meget lækker plantebaseret faux gras, som jeg kalder den. Faktisk har jeg aldrig selv smagt foie gras. Det var uden for min økonomiske rækkevidde, da jeg stadig spiste kød. Derfor kender jeg ikke smagen, men her kommer en lille sag, som jeg godt tør sige, smager skønt!

Spis gerne en lidt sødlig kompot til postejen, se nedenfor – og så en hårdt ristet skive lyst brød.

Ideen til den plantebaserede foie gras fik jeg, fordi den optrådte som ouverture til en vidunderlig plantebaseret tasting menu, jeg for nogle år siden nød på restaurant Gauthier Soho i London, læs evt. mere her. I øvrigt er Restaurant Gauthier siden blevet rent plantebaseret – en trend der heldigvis breder sig blandt toprestauranter.

Retten passer som led i en frokost eller som forret til jule- eller nytårsmiddagen.

.

nyd faux gras med pærekompot

plantebaseret foie gras

(4 personer)

4 tørrede shiitakesvampe (evt. karljohan eller andre tørrede svampe)

25 g skalotteløg

350 g champignon (heraf evt. 100 g østershatte)

2 spsk olivenolie

1 spsk lime- eller citronsaft

evt. lidt havrefløde eller anden fløde

evt. 1 spsk cognac

1-2 spsk tamari (soja), friskkværnet peber

35 g valnødder

4 tsk plantebaseret smør eller kokosolie (UDEN smag) + 2 tsk olivenolie

4 tynde skiver lyst brød

.

Hæld kogende vand på de tørrede svampe og lad dem udbløde en times tid. Afdryp svampene, fjern stokkene og skær hattene i små stykker.

Hak skalotteløg og champignon. Svits dem i olien sammen med de tørrede svampe, til svampene er bløde. Tilsæt citrussaften. Steg til al væden er fordampet. Afdryp svampene, hvis der er væde til overs.

Findel blandingen med en stavblender. Du kan purere svampene helt glat eller bevare noget struktur. Jeg foretrækker det sidste. Tilsæt evt. lidt fløde, hvis du ønsker postejen meget blød.

Smag til med cognac (kan udelades), tamari og peber.

Hak valnødderne fint og rør dem i blandingen.

Anret ”faux gras’en” i fire små skåle eller læg den i fire små patentglas som på billederne.

Smelt det valgte fedtstof og bland det med olivenolien. Fordel det over postejerne. Sæt skålene eller glassene i køleskabet nogle timer, evt. natten over.

Tag ”faux gras’en” ud i god tid inden serveringen, så den kan få stuetemperatur.

Rist tynde skiver af lyst brød hårdt og servér dem til den lille delikatesse sammen med pærekompot.

.

pærekompot

(4 personer)

2 spsk finthakket skalotteløg

25 g hakkede tranebær, kan erstattes af rosiner

1 spsk olivenolie

1 -2 pærer, ca. 250 g

1/2 dl appelsinsaft

salt, evt. ahornsirup

1 spsk meget fintsnittet salvie eller anden krydderurt

.

Svits løg og tranebær i olien, til løgene er bløde.

Skær pæren i tynde fileter og kom dem i gryden sammen med appelsinsaften.

Lad kompotten simre 3-4 minutter. Pærefileterne må gerne bevares lidt sprøde.

Smag til med salt og sirup.

Drys kompotten med salvie og servér den portionsvis sammen med ”faux gras’en”.

.

 

Print Friendly, PDF & Email
Share

søndag

11

december 2022

4

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 11 i den grønne julekalender – en sød og salig søndag

Skrevet af , Posted in desserter, julemad, nytår

.

Nogle følgere har problemer med at læse teksten på telefonen. Hvis du oplever det, så gå ind her: www.kirstenskaarup.dk

🎄 🎄 🎄 🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄🎄

 

hyggelig søndag med skøn konfekt

Låge nr. 11 i julekalenderen indeholder noget sødt og blødt – og samtidig sundt. Det lyder måske kedeligt, men prøv bare denne konfekt med søde kartofler. Jeg er sikker på, at du vil blive glædeligt overrasket.

.

guf til den søde tand – tril en trøffelkugle

Jul betyder konfekt og knas og søde sager. Det kan alt sammen købes færdigt, men hvis du vil undgå en masse tilsætningsstoffer sammen med alt det søde, er det heldigvis nemt at lave sin egen konfekt. Her er et eksempel på “slik”, der oven i købet er sundt – stort set!

.

julehjerter, kræmmerhuse og konfekt hænger smukt sammen

På en kold decembersøndag er det hyggeligt at samles omkring spisebordet til klipning af julestads – og ikke mindst produktion af konfekt. Denne opskrift er så nem, at børnene let kan være med.

.

når sødt er sundt

Hovedingrediensen i disse små kugler er søde kartofler. Og selv om man næppe spiser sig mæt i trøffelkugler, er det alligevel rart at vide, at søde kartofler hører til gruppen af såkaldt powerfood.

Søde kartofler er rige på A-, B- og C-vitaminer og mange mineraler. Og så virker de balancerende på blodsukkeret. En egenskab der er god brug for i julemåneden.

.

Der kan tilsættes forskellige smagsgivere til trøffelkuglerne, se nedenfor.

Kuglerne kan fryses, så du kan lave dem i god tid, inden de skal nydes. De er nemlig også fine til nytårsaften.

.

trøffelkugler

(ca. 20 stk.)

400 g sød kartoffel

2 spsk flormelis

150 g mørk chokolade

50 g marcipan

evt. smagsgivere som lakridspulver, reven citronskal, rom, cognac etc.

evt. havregryn

kakao

 

Skær den søde kartoffel i små terninger og kog dem møre i vand, der netop dækker, 6-8 minutter.

Afdryp kartoflerne (drik endelig vandet eller brug det i en suppe. Det er supersundt).

Blend kartoflerne med flormelis. Hvis du har en meget sød tand, kan du tilsætte lidt mere end jeg anbefaler.

Smelt chokoladen over vandbad og rør den i kartoffelmosen sammen med reven marcipan.

Tilsæt evt. en smagsgiver til trøffelmassen. Smag godt til.

Hvis massen bliver for fugtig, så tilsæt et par spsk havregryn.

Tril 20-25 kugler og vend dem i kakao og/eller flormelis. Du kan også bruge tørrede hindbær, krymmel, finthakkede mandler/nødder etc.

Du kan også vælge at komme halvdelen af den smeltede chokolade i trøffelmassen og overtrække kuglerne med resten af chokoladen.

Sæt kuglerne i køleskabet til de er faste.

Kuglerne kan fryses. Drys dem evt. med mere cacao, lakridspulver etc., når de er tøet op.

.

Print Friendly, PDF & Email
Share