Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

søndag

29

juli 2018

8

KOMMENTARER

små canapeer af vandmelon og livgivende myntevand

Skrevet af , Posted in Uncategorized

.

førstehjælp i varmen – masser af væske

Mon ikke vi hurtigt kan blive enige om, at vi danskere er et folk fuldt af brokkeri, når det handler om vejret? Og ofte har vi god grund til det. Vores somre er tit plaget af regn og kølighed. Men ikke i år!!! Så nu burde alle være glade for den ueeeeendelige sommer, men nu klager vi så alligevel … for nu er det FOR varmt. Ak ja. JEG synes også, det er varmt.

Men måske er det naturen, der reagerer på vores ignorering af den igennem årtier. Vi har skaltet og valtet med klodens fantastiske natur og ressourcer. Vores grådighed har ingen grænser kendt.

Måske er det klimaændringerne, der nu begynder at vise tænder? Det er der forskellige holdninger til, men jeg mener, at det er på høje tid, vi får hovedet ud af busken. Vi må hver på vores lille plet i universet gøre dét, der er godt og opbyggeligt for naturen. Og vi kan gøre det hver på vores måde. Vi kan spare på vandet, vi kan spare på flyrejserne, vi kan cykle når det er muligt, spise efter årstiderne, vælge lokale råvarer – eller vi kan ændre vores madvaner eller, eller … der er utallige tiltag, der kan hjælpe vores skrantende klode.

Men nu er heden her altså, og derfor har jeg lavet et par “kølere”, som kan nydes på terrassen, under det store kastanjetræ, under parasollen eller hvor du ellers søger kølighed i disse dage – måske med en god bog indenfor rækkevidde.

Ovenfor er det koldt vand med skiver af limefrugt og masser af mynte.

.

små kølige hapsere med masser af smag

Vandmelonerne fylder godt på grønthandlernes hylder i øjeblikket, og de består stort set af vand. Så man tager … en vandmelon, en agurk og nogle oliven. Hvis du ikke er til vandmelon, eller ikke lige kan finde én eller har kræfter til at slæbe den tunge fætter hjem i varmen, så brug en anden melon. Den skal bare helst ikke være for sød.

..

en lille mundret bid

Jeg håber, du fornemmer en svalende aura fra de små melonskiver direkte fra køleskabet.

.

vegansk feta er en nyhed

Blandt veganere har en plantebaseret fetaost været et stort ønske i lang tid. Nu har Violife så lanceret en vegansk ost af fetatypen (den kaldes “greek white”). Den passer fint i denne lille canapé. Du kan naturligvis vælge andre former for ost – eller helt udelade den.

.

sådan gør du

Du skal til 4 personer bruge 2-3 skiver vandmelon, 1/2 agurk, sorte og/eller grønne oliven, evt. fetaost, et stænk god jomfruolivenolie, friskkværnet peber og masser af mynteblade.

Jeg har marineret agurkeskiverne i en sød eddikedressing. Det er ikke  nødvendigt, men det giver en ekstra smagsoplevelse.

Høvl tynde skiver på langs af agurken. Brug et mandolinjern. Du kan anvende skiverne som de er. Eller du kan som sagt marinere dem i en mild eddike smagt til med ahornsirup eller rørsukker samt salt og peber. Lad skiverne ligge i marinaden et par timer eller længere.

Stik runde stykker ud af vandmelon-skiverne med en lille metalform eller et glas. Mine måler 5 cm i diam.

Skær det antal små klodser af osten, der passer til antallet af melonstykker. Vikl en halv agurkeskive omkring hvert stykke ost. Læg agurkerne på vandmelonerne, stik en cocktailpind gennem en oliven og ned gennem agurk og melon.

Sæt canapeerne koldt indtil serveringen. Dryp med lidt olivenolie, drys med mynteblade og lidt friskkværnet peber.

.

indtaget af rosévin er steget i takt med temperaturen

Salget af rosévin er eksploderet i år. Du kan da også med fornøjelse nyde de små hapsere med et glas kølig rosé. Eller du kan vælge myntevandet nedenfor.

.

opgraderet mynte/limevand

Du kan opgradere mynte-limevandet med skiver af den stærkt antiinflammatoriske ingefær – eller evt. skiver af agurk.

Hvis du vælger ingefær, så skær tynde skiver af en knold og hæld en kande kogende vand over. Afkøl vand og ingefær og kom skiver af limefrugt eller citron samt mynte i.

.

 

Print Friendly, PDF & Email
Share

8 Kommentarer

  1. Merete
  2. Elisabeth
      • Elisabeth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.