kirstenskaarup.dk

mandag

17

oktober 2016

13

KOMMENTARER

mandel- og svampefarserede grøntsagsruller

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

auberginer og squash går til fest

aubergine-og-squashruller-3

De to eftersommer-grøntsager, squash og aubergine, som mange sikkert har (eller har haft) i drivhuset eller i haven, kan nemt trylles om til en lille festret, hvis de går gennem køkken-alkymistens hænder. Og mon ikke det er ved at være sidste udkald for de danske squash og auberginer? Så det gælder om at nyde dem lige nu. Og det skal være festligt!

Og da hver dag bør være en fest, kan du spise dem når som helst, du får lyst til noget lækkert. Men måske er retten en ekstra god idé i denne uge, hvor det er efterårsferie, og der måske er lidt mere tid til at kokkerere?

.

auberginer kommer i mange udgaver 

auberginer

Aubergine er en dejlig fyldig grøntsag (eller rettere frugt), der passer i utallige retter. Den findes i mange udgaver som ovenstående(liggende!). Disse buttede frugter findes også helt ensfarvet lilla. Desuden kan man få lange, slanke auberginer. De findes også korte og buttede. Der er noget for enhver smag og enhver ret.

Aubergine har dog én bagdel: de suger uanede mænger af olie, hvis man ikke passer på, når man steger dem. Derfor anbefaler jeg, at man bager skiverne i ovnen eller steger dem ved høj varme på en grillpande. Så skal skiverne blot pensles med olie.

På engelsk hedder aubergine eggplant, og det forstår man, når man ser den lillebitte hvide aubergine, der præcist ligner et æg.

 

som et lille gåseæg

aubergine-c3a6g

Auberginer er ikke voldsomt næringsrige, men de mørke af slagsen indeholder stærkt antioxidante og antiinflammatoriske plantestoffer, som den lilla farve begaver frugten med.

Auberginer indeholder i øvrigt hovedsagelig B- og C-vitaminer og mineraler som kalk og magnesium (til knoglerne) samt fosfor.

.

spis tomatsovs til rullerne

aubergine-og-squashruller-2

Aubergine og tomat kommer begge fra Sydamerika og tilhører natskygge-familien, hvor kartoflen og peberfrugten også hører hjemme. Tomater passer fint til både aubergine og squash.

Hvis du vil samle flere medlemmer af natskygge-familien, kan du servere bagte kartofler til rullerne.

.

bagte “roset”kartofler

kartofler.bagte

..

timian forskønner rullerne

aubergine-og-squashruller-1

squash og auberginer med svampe- og mandelfyld

1/2 kg auberginer

350 g squash

1 spsk spidskommenfrø

100 g løg

4 fed hvidløg

1 chili eller chiliflager efter smag

3 spsk kokos- eller olivenolie

300 g portobellosvampe eller andre svampe

2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

50 g mandler (evt. græskarkerner)

1 dl plantemælk eller anden mælk (evt. fløde)

100 g havregryn

2 spsk kikærtemel (evt. sojamel)

evt. rasp

2 spsk tamari

timian

tomatsovs:

50 g løg

1 spsk kokos- eller olivenolie

250 g tomater (evt. 1 dåse flåede änglemark tomater)

3 spsk koncentreret tomatpasta

1-2 dl grøntsagsbouillon

2 tsk kanel

evt. 1 spsk maizenmel

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

aubergine-og-squashruller

Gør først auberginer og squash klar. De skal skæres i tynde skiver på langs, så de kan rulles sammen omkring fyldet.

Auberginerne skal enten steges på en grillpande (evt. alm. pande) eller lægges under grillen i ovnen.

Skær ca. 1/2 cm tynde skiver af auberginerne og pensl dem med olie. Steg dem enten på den ene eller anden måde, til de er gyldne på begge sider.

Squashene skal bruges rå men skæres i meget tynde skiver, så de kan rulles sammen om fyldet uden at knække. Brug et mandolinjern.

Rist spidskommenfrøene på en tør pande, til de dufter.

Hak løg, hvidløg og chili efter smag og styrke (fjern kernerne).

Kom olien i gryden og tilsæt løg og chili. Svits til løgene er let gyldne.

Skær svampene i meget små terninger og kom dem på panden. Rist dem ved rask varme nogle minutter. Tilsæt citronsaften og drys med lidt salt og peber.

Hak mandlerne mellemfint.

Rør mandler, mælk/fløde, havregryn og kikærtemel i svampeblandingen. Smag godt til med salt, peber og tamari.

Lad farsen stå en halv times tid og vurdér konsistensen. Farsen skal hverken være for fast eller for blød. Tilsæt evt. mere væde eller lidt rasp.

Fordel fyldet på aubergine- og squashskiverne og rul dem sammen. Sæt rullerne lodret i et ovnfast fad. Pensl med lidt olivenolie og læg nogle kviste timian øverst.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

 

Rullerne er klar til ovnen

aubergine-og-squashruller-5

 

tomatsovs

tomatsovs

Lav tomatsovsen, mens rullerne er i ovnen:

Hak løget og svits det i olien et par minutter.

Skær tomaterne i små terninger og kom dem i gryden. Tilsæt puré, bouillon og kanel. Lad sovsen simre under låg 8-10 minutter.

Bruger du flåede tomater i stedet for friske, så hak dem og udelad tomatpastaen.

Hvis sovsen er for tynd, så jævn den med lidt maizenamel rørt ud i vand.

Smag til med salt, peber, citronsaft, sukker og kanel.

Servér sovsen til grøntsagsrullerne separat.

 

aubergine-og-squashruller-4

 

 

Print Friendly
It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

13 Kommentarer

  1. Grethe Jensen
  2. Dorit
  3. dorit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *