Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

torsdag

13

juli 2017

6

KOMMENTARER

auberginer med bønner, karamelliserede løg og røget mayo

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

barbecue-auberginer i en grilltid

Auberginen er en lækker og taknemmelig frugt, der kan nydes på utallige måder. Den kan skæres i halve både, udhules og fyldes med fx svampe, den kan skæres i skiver og rulles om pesto, den kan bruges i en moussaka, eller den kan bages i skiver med tomater til den klassiske italienske ret, melanzane parmigiana. Eller prøv den lækre dip, auberginekaviar.

.

aubergine i vifteform

Her har jeg tilberedt auberginen på en helt ny måde: skåret som en vifte og bagt (eller grillet) med barbecuedressing.

Dressingen giver fin smag til den neutralt smagende frugt.

I dippet har jeg brugt produktet flydende røg. Du kan købe den lille flaske  på nettet hos fx Specialkøbmanden og mange andre netbutikker (find adresserne på nettet) – eller hos fru Hurup i Lyngby.

.

bagt i ovnen eller grillet

Jeg har aldrig selv rigtig afkodet grillens glæder, så jeg har bagt retten i ovnen. Men er du til grillning, så brug endelig denne metode. Det vil yderligere give auberginerne en lidt brændt eller røget smag, som mange sætter pris på.

Og jeg må sige, der er mange fordele ved at grille auberginer. Det er lige igen, igen kommet frem, at svinekød kan give leverbetændelse, hvis det ikke gennemsteges. Det eneste positive, man kan sige til dét er, at der er kontant afregning!

.

proteiner fra bønner, kikærter og majs

Auberginer er ikke voldsomt næringsrige. Derfor er det en god idé at spise dem sammen med proteinrige produkter som bønner og kikærter.

De karamelliserede løg med deres søde, let brændte smag er med til at give ekstra oplevelser for smagsløgene sammen med den lette røgsmag og barbecuedressingen.

.

auberginer med bønner, karamelliserede løg og røget mayo

150 g kidney- eller brune bønner

100 kikærter

3-4 auberginer afhængig af størrelsen

300 g løg

olivenolie

2 spsk rørsukker eller agavesirup

100 g løse majs

krydderurter efter smag

BBQ-marinade:

4 spsk tamari (soja)

2 spsk ahornsirup

2 spsk sød chilisovs

2 fed presset hvidløg

2 spsk reven ingefær

2 tsk røget paprika (kan udelades)

et lille drys chiliflager (kan udelades)

1 spsk olivenolie

2 spsk lime- eller citronsaft

røget mayo:

1 dl mayo (hjemmelavet eller købt)

1 dl sojayoghurt naturel eller anden yoghurt

1/2-1 tsk flydende røg

salt, friskkværnet peber

.

Læg bønner og kikærter i blød hver for sig mindst 8 timer. Kog begge dele møre i nyt vand. Kog kikærterne ca. 20 minutter, bønnerne 30-35 minutter. Afdryp dem.

Skær auberginerne i to dele på langs. Skær dem derefter i tynde skiver – også på langs – men sådan at skiverne hænger sammen ved stilkenden.

Læg auberginerne på en bageplade og spred skiverne så godt som muligt.

.

Skær løgene i kvarte og læg dem på pladen sammen med auberginerne. Pensl løgene og auberginerne med lidt olie. Drys sukker på løgene eller pensl med agavesirup.

Sæt pladen i en 200 grader varm ovn 10 minutter.

Rør imens barbecuedressingen sammen. Smag til med sødt og syrligt.

Tag pladen ud efter 10 minutter og spred aubergineskiverne så meget som muligt. Pensl med dressingen.

Sæt pladen i ovnen igen og bag auberginer og løg, indtil begge dele er gyldne, 15-20 minutter. Pensl ind imellem med dressingen hvis der er mere tilbage.

Læg bønner, kikærter og majs på pladen de sidste ca. 5 minutter af bagetiden.

Rør mayo og yoghurt sammen og smag til med flydende røg (tag lidt ad gangen. Smagen bliver hurtigt for stærk), salt og friskkværnet peber.

Drys retten med friske krydderurter og giv mayoen til separat.

I stedet for den røgede mayo kan du servere jordnødde– eller sesamsovs til auberginerne.

.

 

Print Friendly, PDF & Email
Share

6 Kommentarer

  1. Anja
  2. Merete
  3. Viveca

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.