Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

28

april 2017

4

KOMMENTARER

spicy peberpuré med ramsløg – ajvar

Skrevet af , Posted in tilbehør


.

dip, sovs eller bare sund “slik”

Hvad gør man, når man står i ramsløg til halsen? Når man allerede har lavet pesto og suppe og sovs. Og når der også er frosset ned til vinteren? Ja, så kan man heldigvis optimere mange andre retter med de supersunde blade.

Hvis du selv har slået rødder i områder med ramsløg, er det om at høste så mange blade som muligt. Ramsløg er en gevinst for alt fra supper og salater til plantefars og et dip som denne peberpuré. Faktisk er det en forenklet udgave af ajvar, den klassiske peberfrugt/auberginepuré fra Balkan.

Når de C-vitaminrige peberfrugter forstærkes med de endnu mere C-vitaminrige blade af ramsløg, får man en super-antioxidant og super-antiinflammatorisk puré. Jeg har for egen regning tilføjet hakkede valnødder. Det giver ekstra styrke til hjernen og hukommelsen. Jeg har nemlig et lille lager af de forrygende gode valnødder fra Grenoble, som jeg køber i Løs Market i Saxogade i København. Men valnødderne giver også en god struktur i pureen.

Ajvar er en måde at konservere de enorme mængder af peberfrugter, man høster i lande som Makedonien og Albanien. Her er et billede jeg tog forrige sommer af Kadime i Makedonien som er i færd med at grille sin store høst af peberfrugter og gøre dem klar til vinterens forråd.

.

.

ægte ajvar

Den klassiske opskrift på ajvar er som regel med peberfrugter, auberginer, løg og evt. tomater. Du kan se opskriften her.

Da jeg stod med en lille portion peberfrugter, der skulle bruges, og jeg desuden skulle have gode venner til et glas vin med tilhørende snacks, lavede jeg hurtigt denne nemme udgave af ajvar’en, og så kunne jeg samtidig anvende nogle af de mange ramsløgblade, jeg havde samlet.

Som snack er peberpureen fin som dip til fx grøntsagsstave eller til forskellige slags brød. Det kan være det svenske knækbrød eller de flade (meget lækre) lavashbrød fra Mellemøsten. Det er længe siden jeg har mindet om dem, så det vil jeg lige benytte lejligheden til.

.

lavashbrød

..

ajvar til enhver anledning

Ajvar er også velegnet som en slags “sovs” til bøffer og frikadeller – eller som del af forskellige småretter som hummus, auberginkaviar, artiskokcreme, ærtepuré og som sagt forskellige slags brød.

Du kan også bruge ajvar i en burger. Her er det en burger med en broccolibøf, ajvar, agurk og ramsløg.

.

burger med broccolibøf og ajvar

..

ajvar med ramsløg

3-4 peberfrugter

150 g løg

3-4 spsk olivenolie

krydderurter efter smag

frisk eller tørret chili efter smag

en god håndfuld ramsløgblade eller 4 fed hvidløg

citronsaft, evt. et nip sukker

salt, friskkværnet peber

25 g valnødder

Skær peberfrugter og løg i kvarte. Fjern kerner og frøstole fra peberfrugterne og læg alle grøntsagerne på en bageplade (peberfrugterne skal have skindsiden opad).

Pens med lidt olie og sæt pladen under grillen. Grill til løgene er gyldne og skindet på peberfrugterne er mørkt og bobler op.

Læg peberfrugterne i en plasticpose, luk og lad frugterne afkøle.

Flå peberfrugterne og skær dem i mindre stykker. Blend dem sammen med løgene, lidt olie og krydderurter samt chili efter smag. Pureen skal ikke være helt glat. Brug evt. en stavblender.

Snit ramsløgbladene fint eller pres hvidløgsfeddene. Rør den valgte ting i og smag ajvaren godt til med citronsaft, evt. en smule sukker samt salt, peber og evt. mere chili.

Hak valnødderne fint og rør dem i pureen.

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Share

4 Kommentarer

  1. Helle Skaarup
  2. Dorte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.