Kirstenskaarup.dk

Daglig Arkiv: februar 8, 2019

fredag

8

februar 2019

2

KOMMENTARER

græskarsuppe med varme krydderier og koriander

Skrevet af , Posted in supper

.

SLURP! – skriver magasinet LIME

“Mens vi går og venter på lysere og lunere tider, kan vi lige så godt varme os på lidt suppe – en klassisk, hurtig hverdagsret, du både kan spise til morgenmad, frokost, aftensmad og dessert.”

Citatet ovenfor er fra Nettos seneste nummer af magasinet LIME, der i det seneste nummer bringer opskrifter fra min bog “Supper & Co. – sund med verdens bedste supper“. Du kan se opskrifterne i LIME her.

.

mængden af supper er uendelig

Før jeg så mine opskrifter i LIME, havde jeg bestemt mig for at sende en suppe-opskrift ud i cyberspace i dag – og den skulle være solgul. Du kan garanteret gætte hvorfor: i disse dage siler en tæt regn ned over folk og fæ. I mit landlige paradis fortætter den sig som en dis af vat, der skjuler udsigten over fjorden. Her hjælper kun en spicy, gylden suppe!

Derfor blev det til denne pikant krydrede solgule suppe lavet af græskar, men du kan også bruge søde kartofler eller gulerødder, evt. halvt af hvert.

Suppen er spritny og ikke med i min suppebog. Den er udviklet som opkvikker i disse grå dage i februar. Suppen burde få den indre sol til at skinne!

.

med krydderier og søde pærer

Kardemomme, stjerneanis, kanel og cayennepeber giver kant til suppen, der får mildhed fra søde pærer og appelsinsaft.

Spis et godt stykke brød til. Det kan fx være ciabattaboller bagt af æltefri dej. Så har du lynhurtigt lækkert hjemmebag.

.

græskarsuppe med varme krydderier og koriander

(4 personer)

4 kardemommekapsler

4 stjerneanis

100 g renset porre

2 spsk oliven- eller kokosolie

200 g kartofler eller søde kartofler

400 g græskar

5-6 dl grøntsagsbouillon

150 g sød pære

2 tsk kanel

1 økologisk appelsin

1-2 dl plantefløde

et nip cayennepeber

salt, rørsukker

frisk koriander

.

Tag frøene ud af kardemomme- og stjerneanis-kapslerne. Stød dem i en morter.

Snit porren.

Rist krydderierne i en tør gryde, til de dufter. Tilsæt olie og porre. Svits porren, indtil den er blød.

Skær kartofler og græskar (skal ikke skrælles) i små terninger og kom dem i gryden sammen med bouillonen.

Kog suppen under låg 10 minutter.

Skær pæren i terninger og kom dem i suppen sammen med kanel og saften af appelsinen. Tilsæt også 2-3 tsk reven appelsinskal. Samt et nip cayenne. Men pas på! Den er stærk! Du kan evt. vælge chili i stedet.

Sluk for varmen og lad gryden stå på varmen, indtil den er let afkølet. Blend suppen til den er helt pureret.

Tilsæt fløde efter behov. Hvis suppen er meget tyk, kan du også tilsætte mere bouillon.

Smag suppen godt til med salt og sukker, evt. mere appelsinsaft og måske også flere krydderier.

Varm suppen op og servér den portionsvis med lidt fløde og frisk koriander på toppen.

.

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share