kirstenskaarup.dk

Månedlig Arkiv: marts 2018

onsdag

28

marts 2018

8

KOMMENTARER

mandelfarserede svampe – glædelig påske!

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter

.

påske på planetens præmisser

Så er det påske. I år tidligt og koldt. Ikke desto mindre er det helligdagene, hvor vi fejrer ægget, genfødslen og selve livet. Det er tiden, hvor det grønnes og gror. Ligesom med julen er det også en højtid, hvor der verden rundt slagtes milliarder af dyr som en slags slagtoffer. Vi vil mødes med familie og venner og nyde god mad sammen. Det er mit ønske, at en stor del af påskemaden i år bliver på planetens og dyrenes betingelser: plantebaseret, lækker og naturlig mad.

Er dét trods alt for stor en mundfuld, er hvert eneste skridt på den grønne vej en fejring af foråret og livet.

Supermarkedet Rema 1000 siger i disse dage i store annoncer: “Vær god ved dyrene”. Tak for det, Rema. Jeg er helt enig. Jeg vil dog gerne udbygge med: “Vær god ved dyrene: hold op med at spise de forpinte væsener”.

Rema 1000’s tiltag går ud på en mærkning med tre hjerter, afhængig af graden af dyrevelfærd!!! (eller mishandling?) Tænk at dyrevelfærd kan gradbøjes. Selv med tre hjerter ville jeg betakke mig, og tænk også på, hvordan en gris opdrættet med ét hjerte har levet sit (heldigvis) korte liv. Jeg er temmelig sikker på, at det er helt HJERTE-løst.

.

en ret til dem, der ikke kan undvære kød

Svampe minder i konsistens og umami-smag lidt om kød. Derfor er retter med svampe fine at servere til gæster, der ikke synes, de har fået mad, hvis de ikke har spist kød.

Disse mandelfarserede portobellosvampe er i al fald velsmagende, og de kan enten være en forret til en middag eller en del af forskellige frokostretter.

Hvis du serverer dem som forret, så halvér ingredienserne.

.

lækkerier til påskebordet

Jeg har de seneste par uger givet ideer til påskemaden, bl.a. selleriravioli med trøffelsvampe og safrangul påskesuppe, men jeg kan også anbefale den verdensberømte gulerodstarter, rosenkål med ristede hasselnødder og dildsovs eller squashtærte med jordnøddebund.

Og så kan du finde endnu flere ideer her fra sidste års påske.

 .

mandelfarserede svampe

(4 personer)

8 portobellosvampe eller andre meget store svampe (4 stk. hvis det skal være en forret)

25 g skalotteløg

2 fed hvidløg

2 spsk oliven- eller kokosolie

100 g tofu (kan erstattes af 1 æg)

50 g mandler

1 stilk bladselleri med blade

2 tsk tørret timian eller fintklippet rosmarin

3 spsk mandelmel (kan erstattes af mere rasp)

1/2 dl plantefløde eller anden fløde

3-4 spsk rasp

salt, friskkværnet peber

1 økologisk citron

ca. 2 dl grøntsagsbouillon

ærteskud eller en krydderurt

.

Bræk stilkene af svampene og hak dem. Hak også løg og hvidløg.

Svits de tre dele i olien, til løgene er let gyldne. Hæld dem i en skål.

Pres al væden ud af tofuen og mos den med en gaffel eller blend den.

Hak mandlerne fint. Skær bladsellerien i meget små terninger. Hak bladene.

Bland løg, tofu, mandler og bladselleri.

Tilsæt den valgte krydderurt, mandelmel, fløde og rasp. Rør farsen godt sammen og smag til med 1-2 spsk citronsaft, lidt reven skal samt salt og peber.

Lad farsen hvile lidt. Den skal være forholdsvis sammenhængende. Tilsæt evt. mere fløde eller mere rasp.

Sæt svampehattene i et ovnfast fad med ca. 2 dl kogende grøntsagsbouillon.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn 5 minutter.

Tag fadet ud og top fyldet op i svampene. Pres det godt sammen.

Læg evt. overskydende fars i en lille ovnfast skål.

Bag begge dele færdige i ovnen endnu ca. 20 minutter.

Drys med lidt ærteskud eller en krydderurt ved serveringen.

Svampene kan spises varme eller kolde. Servér evt. lidt grøn salat til.

.

Share

fredag

23

marts 2018

23

KOMMENTARER

pandestegt spidskål med flødestuvede linser

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

kærlighed til kål

 

Spidskål er blevet danskernes foretrukne kål. Jeg er vokset op med spidskål, som min far dyrkede til perfektion, men indtil for få år siden var der mange danskere, der slet ikke kendte denne kåltype, der går op i en spids i modsætning til den kuglerunde slægtning, hvidkålen. Og i modsætning til hvidkålen er spidskål mindre kompakt og mildere og meget delikat i smagen.

Vil man lokke den lækre smag helt ud af kålen, er det en god idé at stege den langsomt på panden, som jeg foreslår her.

Jeg finder igen og igen mig selv med et spidskål i hånden i supermarkedet. Heldigvis kan spidskål nydes på utallige måder, både rå, dampet, bagt og stegt. Her er en hurtig og velsmagende ret med spidskål og linser.

.

blomkål er også O.K.

På billedet er to af mine absolut yndlings-kål. Og er DU mere til blomkål end spidskål, kan du på samme måde stege tykke skiver af blomkål på panden.

.

kål og linser er en god kombination

Sammen med de varme, eksotiske krydderier i den cremede sovs, tilbyder retten en fin palet af smagsnuancer.

.

proteinerne kommer fra linser

Når jeg udarbejder nye opskrifter, lægger jeg vægt på, at så mange næringsbehov som muligt dækkes. Når man spiser plantebaseret, er det vigtigt at få proteinerne med ind i de fleste måltider. Her har jeg valgt de proteinrige linser, men du kan også bruge kikærter eller bønner, evt. quinoa.

Linser indeholder 26 g protein pr. 100 g linser (kød og kødpålæg indeholder 11-22 g protein pr. 100 g kød). Det giver altså rigtig god mening på alle områder at vælge linser som proteinkilde. De skal oven i købet ikke udblødes som kikærter og bønner. Så de er nemme at få indkorporeret i en ret, også selv om man har travlt – og måske glemt at lægge bønnerne i blød.

I denne ret kan du bruge brune, grønne eller sorte linser. De røde linser på billedet ovenfor er mere velegnede som “tykner” i supper eller sovse, da de koger meget ud.

.

pandestegt spidskål med flødestuvede linser

(4 personer)

150 g brune, grønne eller sorte linser

4 kardemommekapsler (evt. 1 tsk stødt)

1 spsk fennikelfrø (evt. 1/2 spsk stødt)

1 spsk spidskommenfrø (evt. 1/2 spsk stødt)

kokos- eller olivenolie

150 g løg

4 fed hvidløg

2 1/2 dl mandel-, kokos- eller havrefløde

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

2 små spidskålshoveder

frisk koriander (evt. persille eller mynte)

.

 

Kog linserne møre i rigeligt vand. Kog dem ca. 20 minutter og afdryp dem.

Tag frøene ud af kardemommekapslerne og rist dem på en tør pande sammen med fennikel- og spidskommenfrø. Rist krydderierne til de dufter. Hæld dem over i en morter og stød dem.

Hak løg og hvidløg og svits dem i 2 spsk olie. Svits til løgene er let gyldne. Tilsæt krydderierne, fløden og 1 spsk citronsaft. Lad sovsen tykne lidt.

Kom de afdryppede linser i gryden sammen med et drys salt og peber.

Smag godt til med salt, peber, citronsaft og måske et lille nip sukker.

Skær spidskålene i skiver på den lange led. Vær opmærksom på at de er så tykke, at skiverne holder så godt sammen som muligt.

Læg skiverne i et par spsk godt varm olie og steg dem et øjeblik ved rask varme. Vend dem, når undersiden er gylden. Skru ned for varmen og steg kålen langsomt færdig, til den anden side er gylden.

Anret de stuvede linser i en stor pande eller et stort fad. Læg den stegte kål ovenpå og drys med frisk koriander – eller en anden krydderurt hvis du ikke bryder dig om koriander.

Du kan servere bulgur, couscous eller brune ris til – evt. ristet rugbrød.

.

 .

 

Share

mandag

19

marts 2018

12

KOMMENTARER

marokkansk påskesuppe med safran og vanilje

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

solgylden suppe fra “Le Paradis du Safran”

I anledning af påsken er her en solgylden suppe lavet af så enkle ingredienser som kartofler, gulerødder, squash og græskar.

Suppen er endnu en lille hilsen fra Marokko. Jeg smagte den hos Christine Ferrari, der driver safran-farmen “Le Paradis du Safran”, og som jeg omtalte under safranbrødene.

Foruden de omtalte brød spiste jeg en lækker frokost i Christines lille safran-pradis. Forretten var denne super-enkle suppe, som får sin elegance fra safran og et lille drys vanillekorn på toppen.

.

på markedet fås det hele

På markederne i Marokko bugner det med to af de mest spiste grøntsager: gulerødder og græskar.

.

alle græskar kan bruges

Til safransuppen kan du vælge hokkaidogræskar eller et hvilket som helst andet græskar.

.

et lille hvil mellem indkøbene

Det er hyggeligt med en lille sludder på vej hjem fra indkøb. I et land, hvor det sjældent er rigtig koldt, kan man sagtens hygge sig på det hårde fortov.

.

man klær’ sig vel efter forholdene!

I en lille smøge kan man sidde og overvåge “trafikken” – og når man vælger matchende farver, kan man næsten gå i ét med omgivelserne!

.

Christines safransuppe 

I “Le Paradis du Safran” blev suppen selvfølgelig serveret i et klassisk marokkansk glas. Christine har pyntet suppen med et lille geraniumblad, men du kan vælge en anden krydderurt efter smag og behag.

Mange turister i Marrakech lægger vejen forbi “Le Paradis du Safran” (ca. 30 km udenfor Marrakech) for at smage på Christines lækre mad. Christine afholder også madkurser. Du kan læse om det hele her.

.

Christine i sit Paradis

Schweiziske Christine Ferrari er en helt usædvanlig kvinde, der med de bare næver har opbygget sit paradis af en lille botanisk have med mange forskellige urter og eksotiske planter. Og så dyrker hun store mængder krokus, der høstes i november. Støvdragerne tørres derefter og bliver til det dyre krydderi, safran.

Hvis du synes safran er for dyrt, kan det erstattes med gurkemeje, men smagen bliver en anden.

Christine og hendes folk bager hver dag friske brød i ovnen ovenfor.

.

vanilje giver suppen et helt specielt præg

marokkansk safransuppe med fløde og vanilje

(4 personer)

100 g løg

2 spsk kokos- eller olivenolie

200 g kartofler

200 g græskar

150 g gulerødder

150 g spuash

1 stor stang bladselleri

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

1 nip safran

1 nip salt

citronsaft

friskkværnet peber

1 dl piskbar soja- eller kokosfløde, evt. yoghurt

1 stang vanilje

krydderurt, fx rød syre eller basilikum

.

Hak løgene og svits dem i olien til de er let gyldne.

Skær alle grøntsagerne i små terninger og kom dem i gryden. Tilsæt bouillonen og bring suppen i kog.

Kom safranen i en morter med et lille nip salt og stød det til et pulver. Hæld 2 spsk kogende vand på og opløs safranen. Kom den i suppen.

Lad suppen koge under låg 8-10 minutter eller til grøntsagerne er møre.

Afkøl suppen lidt og purér den.

Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Pisk fløden stiv.

Skrab kornene  ud af vaniljestangen.

Varm suppen op igen og servér den fx i små glas, som i ”Le Paradis du Safran”. Sæt en spsk fløde eller yoghurt på toppen og drys med vanilje og en krydderurt, evt. også lidt friskkværnet peber.

Servér brød til suppen, det kan være safranbrød eller almindelige marokkanske brød – eller noget helt tredje.

.

 

.

Share
Side 1 af 3123