kirstenskaarup.dk

Daglig Arkiv: januar 24, 2018

onsdag

24

januar 2018

12

KOMMENTARER

spidskålsdolmere med quinoa/tranebær/valnøddefyld og tomatsovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

gammel klassiker med fremtidens fyld

Kålblade viklet omkring et fyld er en meget gammel dansk klassiker. Tidligere blev kålpakkerne mest lavet med hvidkålsblade, og det kan man sagtens stadig vælge. Men jeg synes, spidskålsblade er lidt mere lækre, men savoykål eller rødkål er også gode valg. Så bliver pakkerne smukt grønne eller røde.

.

fyld for fremtiden

Da jeg var barn, var fyldet i kåldolmerne altid hakket kød. Den går ikke mere. Det er for det første helt unødvendigt. For det andet er der ikke noget godt at sige om kød. Det er skidt for kroppen og kloden – og kød er inficeret med lidelse. Selv om vi ikke kan måle og veje lidelse, er jeg sikker på, at det har en effekt i kroppen, hvis man indtager forpint kød.

Jeg har valgt quinoa som fyld. Det er supersundt og proteinrigt og smager dejligt. Sammen med de hjernestyrkende valnødder og de søde tranebær giver det fyld med en lækker smag.

Men i virkeligheden kan dolmerne fyldes med al muligt proteinrigt fra planteriget. Det kan være mosede kikærter, kidneybønner, limabønner, linser, hele boghvedekerner etc.

.

.

spidskålsdolmere med quinoa/tranebær/valnøddefyld og tomatsovs

(4 personer)

8-12 spidskålsblade

100 g sort eller rød quinoa

50 g valnødder

50 g tørrede tranebær

4 spsk valnøddeolie

en lille håndfuld friske basilikumblade

salt, friskkværnet peber, rørsukker

sovs:

8 soltørrede tomater i olie (kan erstattes af 4 store friske tomater eller 1 dåse)

50 g skalotteløg

2 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

3 1/2-4 dl havremælk eller anden mælk

evt. maizenamel

citronsaft

evt. tallerkensmækker eller anden krydderurt

.

Tag forsigtigt bladene af spidskålshovedet. Regn med 3-4 store blade pr. person.

Læg bladene i en gryde med kogende vand. Læg det nederste at bladene ned i det kogende vand. Lad det simre et minuts tid og fold det øverste af bladene ned i det varme vand. Sluk for varmen.

Tag bladene op af vandet, så snart de er bløde. Afdryp dem. Skær det nederste tykke stykke af midterribberne. Hak det fint.

Skyl quinoaen og kog den i dobbelt mængde vand ca. 20 minutter sammen med et lille drys salt. Hold øje med at vandet ikke koger væk. Afkøl quinoaen.

Hak valnødder og tranebær og rør dem i quinoaen sammen med den hakkede kål, olie og basilikumblade. Smag godt til med salt og peber.

Hak tomaterne til sovsen fint.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien til løgene er let gyldne. Tilsæt tomaterne og svits et par minutter mere.

Blend tomater og løg sammen med 3 dl havremælk. Blend sovsen til den er ensartet. Tilsæt evt. mere mælk. Hvis sovsen er for tynd, så tilsæt lidt maizenamel rørt ud i vand.

Smag sovsen godt til med salt, pebr, citronsaft og evt. et nip sukker.

Hæld sovsen i et ovnfast fad.

Læg et par spsk quinoafyld på hvert kålblad (der vil sikkert være fyld til overs). Fold siderne ind og rul dolmerne sammen.

Læg rullerne tæt sammen i sovsen i fadet.

Bag kåldolmerne i en 200 grader varm ovn ca. 15 minutter.

.

.

giv overskydende fyld til separat

Der vil sikkert være fyld i overskud. Servér det til dolmerne separat.

.

måske en salat til?

.

Servér fx en kartoffelsalat med sennepsdressing og boghvedekerner til kåldolmerne.

.

 

Share