kirstenskaarup.dk

Daglig Arkiv: april 7, 2017

fredag

7

april 2017

3

KOMMENTARER

påskefrokosten er grøn

Skrevet af , Posted in frokostretter

.

små lækkerier til påskefrokosten

Selv om forglemmigej’erne måske ikke er fremme endnu, er foråret ankommet, og det er påske i næste uge. Og begge dele er kærkomne lejligheder til at mødes med dem, man holder af.

Jeg synes selvfølgelig, at påskefrokosten skal være grøn som selve foråret. Der er meget at fejre og glæde sig over, når Danmark folder sig ud i tusind lysegrønne nuancer – så lad os fejre foråret og påsken med en masse grønne retter på frokostbordet.

Jeg har udviklet to nye slags pålæg: en tunsalat uden tun og et svampe/nøddepålæg med både svampe og nødder!

Til frokostbordet vil jeg desuden anbefale “sildene”, som jeg lavede til jul. Jeg har fået masser af positiv respons på de to “silde”-opskrifter. Nogle har oven i købet skrevet, at deres gæster ikke kunne smage forskel på de “grønne” sild og dem fra glas, der har måttet lade livet. Og så er det jo fjollet ikke at lade de ægte sild sejle deres egen sø.

Nedenfor er der desuden et lille udpluk af ældre opskrifter, der egner sig som frokostretter, hvis du har brug for mere inspiration. Er der stadig noget du mangler, så søg blandt bloggens mere end 1000 opskrifter. Du finder søgefunktionen i den smalle spalte th. under “Kategorier” eller “Søg efter opskrifter her”.

Du kan også finde ideer fra tidligere års påskeforslag.

.

tunsalat uden tun

Denne salat med purerede kikærter og majs får en konsistens, der minder om tunsalat. Salaten kan spises på et stykke rugbrød eller som her i en klap-sammen-mad.

Se opskriften her.

.

svampepålæg med hasselnødder

Smørepålægget med nødder er en god erstatning for det fede og usunde animalske pålæg. Der er masser af gode fedtstoffer i nødderne, som i øvrigt kan byttes ud med mandler eller andre kerner, hvis man ikke tåler nødder.

Se opskriften her.

.

røde og hvide “sild”

De to slags “sild” her er lavet af auberginer lagt i eddikelage præcis som de sild, der engang har været levende.

Jeg vil varmt anbefale dig at prøve dem, for man bliver virkelig overrasket over, hvor tæt de er på de fangede sild.

Se opskriften på karrysild her – og opskriften på den røde sildesalat her.

.

quinoa-“bøffer”

De sprøde quinoabøffer er også et godt valg til en frokost. Se opskriften her.

.

grillede porrer med tatarsovs

Når porrer grilles hårdt, får de en smuk og lækker “brændt” overflade. Sammen med tatarsovsen får du en spændende smagsoplevelse.

Se opskriften her.

.

hot chicken wings

“Hot chicken wings” af blomkål  er et dyrevenligt alternativ til den “ægte” ret, der stammer fra USA (vinger fra udmarvede kyllinger). En stærk og lidt røget glasering giver “vingerne” en fantastisk smag.

Se opskriften her.

.

den klassiske tærte

En tærte er altid et sikkert hit. Denne squash-tomattærte vil garanteret falde i de flestes smag, evt. med en grøn salat til.

Se opskriften her.

 

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

fredag

7

april 2017

2

KOMMENTARER

svampe/nøddepålæg

Skrevet af , Posted in frokostretter, pålæg

.

prikken over i’et på et godt stykke brød

Pålæg er lidt af en udfordring for mange, når de holder op med at spise animalske produkter. Men faktisk er der utallige muligheder, især for smørepålæg. Der kan laves mange slags velsmagende pålæg med bønner, linser, kerner, frø, svampe, græskar, artiskokker etc.

Dette pålæg med svampe og nødder er lækkert, og jeg håber at det kommer på repertoiret hos mange madpakkesmørere og frokostspisere.

.

svampe/nøddepålæg

2 spsk tørrede svampe

50 g skalotteløg

250 g friske svampe (champignon, shiitake, østershatte, karljohan etc.)

1 spsk kokos- eller rapsolie

ca. 2 tsk tørret timian, oregano, estragon eller anden krydderurt

1 økologisk citron eller lime

50 g hasselnødder (kan erstattes af mandler eller andre kerner)

3-4 spsk nøddeolie, olivenolie eller anden olie

friskkværnet peber

ca. 2 spsk tamari

.

Hæld 3-4 spsk kogende vand på de tørrede svampe og lad dem stå 5-10 minutter.

Hak løgene, pres væden af de udblødte svampe og snit dem. Hak de friske svampe.

Varm olien op og svits løgene 4-5 minutter. Tilsæt både de udblødte og de friske svampe sammen med den valgte krydderurt.

Svits svampene for rask varme, indtil væden er næsten helt fordampet. Tilsæt 1-2 spsk citronsaft og 1-2 tsk reven skal af citronen.

Tag svampene over i en skål og blend dem med en stavblender.

Hak nødderne meget fint og rør dem i svampene sammen med lidt olie, peber og tamari.

Smag pålægget godt til med tamari, citronsaft og -skal.

.

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

fredag

7

april 2017

17

KOMMENTARER

tunsalat uden tun

Skrevet af , Posted in frokostretter, pålæg

.

en salat der skåner det store havdyr

Her er en pålægssalat, der i konsistens minder om tunsalat. Jeg har tidligere filosoferet over efterligninger af animalske retter, og her er så endnu en. Jeg vil ikke påstå, at salaten smager meget af tun, men jeg synes den fungerer fantastisk godt som pålæg.

Salaten er også velegnet i sandwichs og burgere – og den vil garanteret være velkommen på ethvert frokostbord.

Og så kan man glæde sig over, at salaten er særdeles kaloriefattig, da den er lavet med den veganske tofunaise, men du kan selvfølgelig bruge andre former for mayonnaise.

Og så kan man yderligere glæde sig over, at den store smukke tunfisk får lov at svømme rundt derude i de store have.

.

tunsalat uden tun

100 g kikærter (evt. 1 dåse)

50 g majskerner

1 dl tofunaise eller anden ”mayo”

1/2 dl planteyoghurt

2 spsk gærflager (kan evt. udelades)

ca. 1 spsk finthakket rødløg

ca. 1 spsk finthakkede kapers

ca. 2 spsk finthakkede cornichoner (små agurker)

ca. 1 spsk citronsaft, evt. agavesirup

1/2 dl klippet dild

salt, friskkværnet peber

.

Sæt kikærterne i blød mindst 8 timer og kog dem møre i nyt vand, 20-25 minutter. Afdryp og afkøl kikærterne.

Bland kikærterne med majsene og purér dem cirka ”halvt”, sådan forstået at der stadig er struktur i både kikærter og majs.

Rør den valgte mayo sammen med yoghurt, gærflager, løg, kapers, agurker, citronsaft og dild.

Smag godt til med salt og peber og evt. mere af de øvrige tilsætninger og måske også en smule sirup eller andet sødemiddel.

Vend de findelte kikærter og majs i dressingen og smag til igen.

Opbevar salaten i et lufttæt glas i køleskabet. Salaten kan holde sig 3-4 dage.

 

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share